02/06/2026
"Being and Breathing"....
Det er SÅ svært at berolige et langtidspresset nervesystem! Det er også SÅ vigtigt at prøve, så det ikke går som beskrevet i nedenstående!!
At være, bare være, i Nu'et, og trække vejret, er en virkelig god start 🥰
Og jeg mener egentlig ikke "bare", for det kan være svært nok - men når vi stopper op, mærker fodfæste og trækker vejret, kan det sympatiske nervesystem lige falde lidt ned... og pludselig er det måske muligt at høre fuglene igen 🐦⬛, mærke vinden i ansigtet, føle at hjertet slår... "bare" at være til, "lige her, lige nu", bare et minut....🌈
Og gør vi det mange gange om dagen, bliver det stille og roligt nemmere, mere trygt, mindre belastende at være til, være hjemme i sig selv ❤️
Ånd ind....vær der et øjeblik....ånd ud....vær der et øjeblik...ånd ind....vær der et øjeblik....ånd ud....vær der et øjeblik....ånd ind............. 🌻
NÅR NERVESYSTEMET STÅR ALENE PÅ VAGT
Der sker noget med et menneske, når alarmen har været tændt længe nok.
Ikke bare med kroppen.
Med kærligheden.
Med blikket.
Med evnen til at se.
Først næsten umærkeligt.
Som dug på en rude.
Ikke nok til at skjule verden.
Bare nok til at gøre konturerne hårdere.
Den, man elsker, begynder langsomt at miste sin dybde.
Ikke fordi vedkommende har ændret sig.
Men fordi nervesystemet ikke længere har overskud til mysterier.
Det søger sikkerhed.
Sikkerhed kræver hurtige svar.
Hurtige svar kræver simple fortællinger.
Så det levende menneske bliver gradvist erstattet af en fortolkning.
En rolle.
En kategori.
Et mønster.
Den anden bliver mindre.
Og verden bliver mindre sammen med dem.
Det, der før var en hel person, bliver nu til summen af de ting, der gør ondt.
De ting, der skuffer.
De ting, der skaber uro.
Opmærksomheden begynder at kredse om det samme igen og igen.
Som en tunge, der ikke kan lade være med at søge hen til en øm tand.
Og jo mere opmærksomheden kredser, desto mere virkelig bliver smerten.
Desto mindre synligt bliver alt det andet.
Langsomt mister relationen sin blødhed.
Sproget ændrer sig.
Ikke nødvendigvis i lydstyrke.
Men i form.
Der kommer flere altid’er.
Flere aldrig’er.
Flere domme.
Flere konklusioner.
Færre spørgsmål.
Færre pauser.
Færre steder, hvor noget nyt kan få lov at opstå.
Det bliver sværere at være nysgerrig.
Sværere at blive overrasket.
Sværere at lade den anden være større end den historie, man allerede fortæller sig selv.
Ikke af ond vilje.
Ikke af mangel på kærlighed.
Men fordi alarmen foretrækker forudsigelighed frem for sandhed.
Noget lignende sker med intimiteten.
Ikke kun seksualiteten.
Hele intimiteten.
Den usynlige strøm mellem to mennesker.
Den stille glæde ved et blik.
En hånd, der finder en anden hånd.
Et ansigt, der falder til ro ved synet af et andet.
Den slags ting.
De begynder at kræve mere energi.
Mere mod.
Mere tillid.
For når kroppen holder vagt, bliver selv kærligheden noget, der skal risikovurderes.
Noget, der skal beskyttes imod.
Noget, der skal kontrolleres.
Man længes efter nærhed.
Men nærheden føles samtidig farlig.
Man længes efter at blive mødt.
Men bliver mere følsom over for ikke at blive det.
Man længes efter kontakt.
Men tåler mindre af det, kontakt uvægerligt bringer med sig.
Friktion.
Misforståelser.
Forskellighed.
Afhængighed.
Derfor opstår et mærkeligt paradoks.
Jo mere regulering et menneske behøver fra andre, desto sværere bliver det at tage imod den.
Og jo mere alene man føler sig, desto mere begynder man at søge sikkerhed i det velkendte.
I afstand.
I kontrol.
I tavshed.
I sin egen indre verden.
Eller i konflikt.
For konflikt kan også føles som kontakt.
I hvert fald et øjeblik.
Sådan smitter alarm.
Fra krop til krop.
Fra blik til blik.
Fra stemme til stemme.
Fra nervesystem til nervesystem.
Ikke gennem store begivenheder.
Men gennem tusind små øjeblikke.
Lidt mindre varme.
Lidt mindre rummelighed.
Lidt mindre latter.
Lidt mindre leg.
Lidt mindre ømhed.
Lidt mindre liv.
Efter mange år begynder nogle mennesker at tro, at de er vokset fra hinanden.
At kærligheden forsvandt.
At tiltrækningen døde.
At relationen ikke længere kunne bære.
Nogle gange er det sandt.
Men ofte er sandheden mere sørgmodig.
De mistede ikke nødvendigvis hinanden.
De mistede adgangen til de tilstande, hvor hinanden kunne mærkes.
Måske er det derfor så meget lidelse i moderne samfund føles så mærkelig.
Vi taler om holdninger.
Personligheder.
Kommunikation.
Værdier.
Kompatibilitet.
Men langt sjældnere taler vi om, hvad der sker med et menneske, når det lever år efter år uden virkelig hvile.
Uden steder at lægge rustningen.
Uden oplevelsen af, at verden for en stund holder op med at kræve noget.
For det modsatte af alarm er ikke afslapning.
Det er tilhør.
Det er den sjældne erfaring af, at livet ikke behøver håndteres lige nu.
At ingen vagt skal holdes.
At ingen fare skal findes.
At ingen forsvar skal organiseres.
At ingen dom skal fældes.
Og måske begynder både kærligheden, seksualiteten, tilliden, familien og samfundet det samme sted.
Ikke i bedre argumenter.
Ikke i større indsigt.
Ikke i mere viljestyrke.
Men i organismens stille genopdagelse af, at den ikke længere står alene på nattevagt i verden.
🌎
Foto: Jonathan Harrison
