16/05/2026
At møde sig selv igennem andres fortællinger, det er en helt speciel oplevelse, som både kan være stor, sårbar, kærlig og åbne små erkendelsesvinduer ind til sjælen, som til gengæld kan sætte gang i store forandringsprocesser♥️
Thorleif faciliterer processen, du skal bare læse, mærke og notere♥️
Fysisk eller online
Læsning med genklang
Når jeg læser skønlitteratur, sker der noget, som er større end “at forstå historien”. Der kommer billeder. Stemninger. Og nogle gange kan jeg mærke teksten helt konkret i kroppen – som varme, uro, tyngde, et tryk i halsen, eller en pludselig ro.
For mig er læsning ofte en indre rejse: jeg får ord for noget, der ikke har været helt tydeligt for mig endnu. Og jeg lægger mærke til, at det, der provokerer mig, eller det, jeg får modstand på, ofte siger noget om hvad jeg står for, og hvem jeg gerne vil være.
Samtidig kan læsning være en ensom ting. Ikke trist ensom – bare alene. Og jeg har oplevet, at noget bliver mere levende, når man deler oplevelsen med andre. Ikke som debat eller analyse, men som: “sådan landede det i mig.”
Derfor vil jeg skabe et lille rum for fænomenologisk læsning. For mig betyder det, at vi læser med sansning og indre fokus på: hvordan det læste viser sig i os — stemning, kropslige fornemmelser, følelser, minder og genklang i vores levede liv.
Det er ikke symboltolkning og litterær analyse.
Helt konkret starter jeg en lille læsegruppe:
• ca. 4-6 deltagere
• vi læser en skønlitterær roman over 4 uger
• opstartsmøde + afsluttende møde (online eller fysisk)
• du skriver korte noter undervejs: tanker, genklang, fornemmelser, følelser
• der oprettes en lukket gruppe (Facebook/Oase), hvor man kan dele undervejs — jeg faciliterer rammen
Det er et guidet refleksionsfællesskab, hvor deling er frivillig og foregår i et trygt format.
Første bog: Eurotrash af Christian Kracht
En roman om en mor og søn på roadtrip gennem Schweiz – med familiearv, skyld/skam og relationel friktion som understrøm.
Hvis du er nysgerrig og har lyst til at læse med: skriv til mig, så sender jeg praktisk info (datoer, format og tempo). Det koster kun din deltagelse.