Psykolog Ane Katrine Beck

19/07/2026

Her sidder jeg og holder sommerferie. Med en lånt hund og et lånt sommerhus og med liv i brændeovnen for lige i dag er her faktisk lidt småkoldt.

Det er tredje år i træk jeg passer hund og hus for min veninde, og det gør mig altid SÅ godt. Jeg har ikke haft hund, siden jeg var barn, men jeg nyder at få lov at have hund en uge om året.

Tinka er sådan en rar hund, der holder sig til de steder i sofaen hun må, ikke rykker i snoren når vi går tur, ikke lugter dårligt og er meget stilfærdig af væsen. En hund som er taknemmelig bare over lidt klap og at få redt sin pels.

Hun hjælper mig i den grad til at regulere ned. Hun giver mig tid og ro til eftertanke. Når hun bare ligger der og sover, skal jeg ikke levere noget. Jeg kan bare være.

I dag har jeg således gået tur med Tinka. Så morgenmad. Så tid med computeren og skrive dagbog/ tænketid. Så blev der tid til middagslur. Og lidt hjemmetræning og dans med hørebøfferne på (for ja, man må godt skeje ud, Tinka er ret ligeglad) og så lidt frokost og nu lidt refleksionstid igen.

Den første uge af min ferie gik i min kolonihave. Det var også en dejlig uge, men nedregulering var der ikke så meget af. Jeg kan arbejde uendeligt, når jeg er der. Der er projekter til de næste tyve år. Det elsker jeg også, jeg elsker at være i gang og lave ting. Og der var jo en hæk, der skulle klippes og et lille toilet, der skal gøres fint med maling og pynt.

Men nu i sommerhuset kan jeg godt mærke, at noget af det en ferie jo egentlig skal (for mig i hvert fald) er at give tid til eftertanke. Jeg er elendig til at få det dyrket i min hverdag, selvom jeg elsker at sidde og skrive/ tænke. Det kræver, at omgivelserne er i ro, for at jeg kan komme i ro.

Men her i sommerhuset skal jeg ingenting, så det gør det muligt.

Hvor er det egentlig jeg gerne vil hen med resten af det her liv, hvis jeg skal styre det selv?

Hvor er jeg på vej hen, hvis jeg ikke får stoppet op og forholdt mig til det?

Hvis jeg glemmer at stoppe op, så lever jeg også et godt liv i min kolonihave, men et liv med at være i gang altid.

Jeg styrer mit arbejdsliv med meget hård hånd, så det kommer aldrig til at tage overhånd med arbejde, men det kan godt tage overhånd med den kolonihave. Det skal jeg blive bedre til at styre.

Jeg skal øve mig i, at kolo også kan blive et sted til stilhed og refleksion og ikke kun er et sted, hvor jeg skal lave praktisk arbejde.

For mig betyder pauserne med tid til at tænke, at jeg får kigget lidt på mit liv udefra. Får forholdt mig til kursen: Er den rigtig? Skal jeg et andet sted hen?
Og samtidig gør pauserne også det, at de hjælper mig til at regulere mig selv ned. At komme ud af “gøren” og ind i “væren”.

Når jeg er her og bare “er”, så bliver jeg simpelthen bare så lykkelig. Og sådan tænker jeg faktisk godt, jeg kan leve resten af mit liv. Stilfærdigt, simpelt, langsomt og godt. Jeg behøver ikke udlandsture for at være lykkelig. Jeg behøver heller ikke en kæreste for at være lykkelig.

Jeg kan faktisk skabe et dejligt liv for mig selv uden de store midler, jeg skal bare have tid til at tænke lidt, danse og motionere lidt og spise godt.

Får du forholdt dig til, hvor du er på vej hen?
Og om den vej, du kører på, er den rigtige vej for dig? Gør den dig glad? Eller skal du have skruet på noget for at få mere nydelse og glæde ind i hverdagen?

Jeg håber, du får skabt tid til at se nøjere på din kurs her i ferien.

Fortsat god sommer 😘
Ane Katrine

22/06/2026

Jeg har sådan en følelse af at have løbet et marathon.

I dag blev min datter student 👩‍🎓 efter tre lange seje år. Særligt det sidste har trukket tænder ud, mest på hende, men såmænd også lidt på mig.

Det blev til en adhd-diagnose i december til hende, og medicin blev måden at få løftet hende i en grad, så hun kom igennem det sidste år og bestod. Også med en flot resultat, men det er jeg sådan set lidt ligeglad med. Det vigtigste blev, at hun fik det bedre og genfandt motivationen til at gå i skole.

Alle mødre/ forældre til børn med skæve behov ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at jeg er træt nu. Hele morgenen gik jeg og forberedte frokosten i det grønne og smågræd: NU var vi i land.

Og jeg mener virkelig VI, for det sidste år har jeg kæmpet sammen med hende. Bakket op, været coach/ psykolog/ sparringspartner og mor på en gang.. i eksamensperioden var det vigtigt for mig, at hun boede hos mig og ikke farmand, så jeg vidste, at hun fik mad nok og moralsk støtte, for ellers kunne filmen risikere at knække.

Så i aften er jeg træt, som om jeg er kommet i mål efter at have løbet meget meget langt. Det lykkedes sgu.

Tillykke med sejren til mig, mit barn og alle I andre, der også må løfte jeres børn lidt ekstra, fordi de har svært ved at løfte sig selv.

12/06/2026

Jeg har skrevet om det før, men vil gerne sige det igen: Jeg ser MANGE kvinder i klinikken, som har levet helt almindelige liv frem til de bliver 40-50 år, og så knækker de.

For bare to år siden så jeg ikke et generelt billede i det, men bare hver enkelt kvinde som et enkelt tilfælde. Jeg forholdt mig ikke til, hvor de var henne hormonelt.

Men så begyndte jeg selv at få sære symptomer. Få smerter i kroppen - værst når jeg vågnede om morgenen. Blev urolig og ængstelig.. mig, der altid bare har haft mod på alt muligt lidt vildt. Pludselig kom jeg i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre en arbejdsdag. Min nattesøvn var elendig.

Jeg gik til lægen og sagde: “Jeg tror altså, der er noget hormonelt i gang. Vil du være med til at udskrive hormontilskud?”. Hendes svar var, at nej, jeg var formentlig i perimenopause, og her kunne man ikke udskrive hormoner. Jeg gik hjem skuffet. Efter en uge skrev jeg til hende igen: “Det her handler om min arbejdsevne. Vil du give en henvisning til en gynækolog, når du ikke selv vil udskrive hormoner?” Det ville hun heldigvis godt.

Og jeg fik mine hormoner - både østrogen, progesteron og testosteron. Jeg har det godt nu. Min hjerne fungerer igen. Det er sjældent jeg glemmer ting jeg har aftalt eller hvor jeg har lagt mine nøgler, jeg kan som regel finde ordene, og min hjernetåge er forsvundet igen. Jeg har fået lyst og drive tilbage. Min nattesøvn er bedret markant efter progesterontilskuddet. Og allerbedst: Jeg oplever ikke mere ængsteligheden, som gjorde mig i tvivl om jeg kunne arbejde som psykolog.

Det er SÅ vigtigt, at kvinder ved, at hvis sådanne problemer dukker op midt i livet, uden at vi har kendt dem før, så KAN det være hormonerne, der er under afvikling - og det kan der gøres noget ved, hvis du er hårdt ramt.

Der er netop kommet en ny dokumentar på DR tv om menopausen, men du kan også læse denne artikel, hvis emnet er relevant for dig: https://menokind.com/viden/forskning/mens-vi-griner-af-hedeturene-overser-vi-ofte-de-kvinder-der-kaemper-med-metale-problemer/?fbclid=IwZnRzaASZDjZleHRuA2FlbQIxMQBzcnRjBmFwcF9pZAo2NjI4NTY4Mzc5AAEeIGMRw-VLzqfmZDa7V-EZh5qP6ZmPZblvwpHydq-UhN2jIQ1MXhYoZ69Q5mw_aem_xJxuq579nABfwDmrPLHj3Q

Rigtig god weekend!

Overgangsalderen er blevet lettere at tale om. Det betyder bare ikke nødvendigvis, at vi er blevet bedre til at forstå den.

08/06/2026

Jeg får jævnligt søde mails fra folk, der lytter til min stemme og mine lydfiler på YouTube eller i den app, jeg bruger. De skriver tit om den forskel, som lydfilerne har gjort for dem – hvordan de har udviklet sig ved at lytte og finde ro.

Jeg bliver glad for dem – gemmer dem af og til for at huske, at det jeg laver kan bruges – bare til de stunder, hvor jeg af og til glemmer det.

Men for halvandet år siden fik jeg en anden type mail, som jeg ikke er vant til. Fra en kvinde, der havde fået min første mail med en lydfil, som man får, når man skriver sig op til mine nyhedsmails.

Efter en enkelt lydfil ville hun godt lige give lidt feedback.

Jeg har slettet den mail, fordi den gjorde mig ked af det, men jeg husker stadig noget af indholdet:

1) Min stemme var træls
2) Mit sprog var gammeldags
3) Den der trappe … jamen, hun døde nærmest, da hun skulle lægge ører til den (trappen er en kendt teknik fra hypnose for at fordybe tilstanden af ro).

Hun syntes bare lige, at hun ville give mig lidt feedback, for det kunne jo være, jeg i så fald havde en mulighed for at gøre det lidt bedre og måske få et publikum.

Jeg skrev et hurtigt svar tilbage for at få den ud af mit system. Havde brug for at rive hende i næsen med, at jeg såmænd havde mere end 30.000 visninger om måneden på YouTube og solgte fint af mine lydfiler – det gik såmænd da meget godt uden hendes feedback. Jeg var ked, vred og såret. Havde ikke bedt om hendes kritik.

Og så slettede jeg kvinden fra min mailliste, men som du nok kan læse, så er hun ikke ude af mit system 1½ år senere.

Men hvorfor er det nu sådan?

Tjo, det handler om, at vi indprenter os det, der føles farligt. Kritik, skæld ud, tegn på fare for at blive smidt ud af fællesskabet. Der hvor hjernen slår alarm. Det sætter sig i os og laver aftryk, som er langt kraftigere end de oplevelser vi har af tryghed og ro.

Det er faktisk en af grundene til, at når jeg (og andre) laver guidede meditationer/ hypnoser, så guider jeg til at mærke kroppen – mærke at den er i tryghed – at der er ro på nu. For det skal hjernen og nervesystemet høre mange gange for at overdøve ubehaget og kunne slippe de spændinger, som sætter sig i kroppens væv efter ubehagelige oplevelser.

Men det gør også godt at få sådan en mail, som denne fra Susanne, som skrev i sidste uge (og har godkendt deling):

”Jeg vil i øvrigt gerne takke dig mange gange for dine lydfiler på You Tube, som igennem tiden har hjulpet mig utroligt meget. Faktisk afgørende meget, så jeg nu efter mange år har fået min hjerne og mit nervesystem i bedre balance. Det er ikke fordi jeg ikke har gjort noget. Tværtimod, men det ser ud til, at den hjernetræning du tilbyder har haft kæmpe effekt på mig. TAK fordi du gav gratis adgang til filerne på YouTube, så jeg fandt en vej ud af stressen”.

Så falder mit eget nervesystem lidt mere til ro. Jeg må godt være her. Jeg kan godt bruges. Det har vi brug for at vide. Også jeg😊

04/06/2026

I går sad jeg ude i min kolonihave og kiggede på mit nysåede bed med det, der forhåbentlig bliver til et småvildt blomsterbed.

I kanten af det bed er der lagt knolde ned med Dahliablomster i forskellige udgaver. To af dem var skudt op af jorden.

Det gjorde mig så glad.

Jeg har aldrig før interesseret mig for blomster og have. Men i år er det blevet en måde at komme videre på i mit liv, efter at mine børn er blevet store. At have en have at gå op i. At få noget til at gro.

Men noget af det, haven også giver mig, er stilhed.

I min have skal jeg ikke forholde mig til nogens behov. Jeg kan bare være i stilhed. Af og til når jeg laver noget fx larmer rundt med græsslåmaskinen, så hører jeg en podcast eller lydbog, men derudover, så er der faktisk ret stille i mit kolonihaveliv. Og det gør så godt for min sjæl.

Hvis du er kvinde omkring de 50 år eller mere, så kender du sikkert godt det behov:

Behovet for stilhed.

Noget af det jeg hører fra mange af mine veninder midt i livet, men også de klienter jeg har, er, at når overgangsalderen rammer os, så får mange af os et stort behov for alenetid. Tid til at være introvert. Tid til bare at nusse rundt med sit eget og passe sig selv. Ikke skulle tage sig af andres behov.

Der dukker en længsel op efter ro.

Udover at man måske er slidt efter mange år med børn, så påvirker den biologiske forandring i kroppen os også. Vi får sværere ved at geare ned og komme i balance, fordi hormonernes fald ændrer så mange processer bl.a. i nervesystemet.

For en hel del kvinder betyder det også en ændring i hørelsen (fx at man får sværere ved at skelne mellem lyde og kan få svært ved at følge med i samtaler, når der er larm, men også at man bliver langt mere lydfølsom.

Derfor giver stilheden så god mening: Den bliver en hjælp til at komme ned i gear. Ingen stimuli, som stiller krav til dig. Det er dig, som bestemmer, hvad der skal fyldes ind i dit hoved.

Jeg har også oplevet det hjemme hos mig selv: Jeg hører langt mindre musik, podcast og radio. Jeg tænder sjældent for en serie. Jeg går langt oftere tur uden at have noget i ørerne. Mine morgener skal helst være rolige. Måske læser jeg lidt, mens jeg spiser. Men jeg er holdt op med at høre nyheder, for det gør mig ikke godt. Tværtimod så aktiverer det ofte mit nervesystem mere end godt er.

Min første klient er som regel først kl. 9.30, så jeg har god tid til at være langsom.

Og når jeg får fri, skal jeg helst have tid til en hjernepause, før jeg kan forholde mig til andre mennesker.

Hvis du har det ligesådan – at du har brug for at indføre mere ro og langsomhed, så prøv at starte med IKKE at høre radio om morgenen eller tjekke din telefon som det første.

Bare prøv stilheden af og mærk, hvor rar den er for dit nervesystem.

Og hvis du har lyst til mere inspiration til et roligt og langsomt liv, vil jeg gerne gøre lidt reklame for et nyhedsbrev, jeg har opdaget: Manden bag hedder Ole Ditlev Nielsen. Bare google ham. Han er forfatter og skriver om slow living og de goder, der gemmer sig i dette.

Han skriver fast hver søndag en mail, og jeg får faktisk læst de mails, for de er interessante og hjælper mig til at holde fast i mit eget behov for stilhed og langsomhed. Så tjek ham ud!

Ro til dig

26/05/2026

Er du maximizer eller satisficer?

Jeg har gået og lyttet til en lydbog ude i alt mit havearbejde i kolonihaven.

’Afdelingen for magisk tænkning’ hedder den og er skrevet af Morten Münster, som ved rigtig meget om, hvordan vi kan få folk til at ændre adfærd.

Et af de mest spændende kapitler i bogen handler om, hvordan vi træffer beslutninger, fx når vi skal købe ting. Det er ikke noget Morten Münster selv har fundet på, han refererer til forskning af en økonom ved navn Herbert Simon, som i sin tid fik Nobelprisen i økonomi for sine beskrivelser.

Ideen er, at vi alle sammen befinder os på et kontinuum fra ’det er nok godt nok’ og hen til ’det skal være det helt rigtige’, og vi mennesker placerer os meget forskellige steder på det kontinuum, når vi træffer beslutninger.

De, som er gode til hurtigt at tage en beslutning og sige ’Det er godt nok’ kaldes for ’Satisficere’. De, som skal researche grundigt for at købe det helt rigtige, kaldes for ’maximizere’, fordi de hele tiden prøver på at få det maksimale ud af deres beslutninger.

Jeg har gået og lyttet til indholdet og grinet en del. Der er så mange fine eksempler, hvor jeg dels kan genkende mig selv i det skrevne – og dels genkende folk omkring mig.

Tag fx mig i min kolonihave. Jeg er et menneske, som godt kan lide, at der sker noget – at det rykker. Så når jeg skal beklæde indersiden af min overdækkede terrasse med forskallingsbrædder, så laver jeg en hurtig måling med målebåndet af, hvor lange brædderne skal være. Så saver jeg hurtigt tre brædder ad gangen i den rette længde og bum bum - så har jeg skruet dem op. Det tager ikke lang tid.

Hvis du så tjekker ude i den ende, hvor jeg har savet med stiksaven, så kan det godt være, du vil opdage, at brædderne ikke alle sammen har præcis den samme længde – de kan godt variere lidt. Det ved jeg godt.

Men jeg gider simpelthen ikke skulle bruge 20 sekunder ekstra på at lave en nøjagtig måling og strege nøjagtigt op for at få præcis den samme længde på hvert bræt. Det tager for lang tid. I stedet står jeg med det færdige lidt uensartede resultat og tænker ”Det er sgu da meget godt” – og ”Vi sætter bare en liste over hjørnet, så man ikke ser de er lidt forskellige i længden”. Og så er jeg stolt videre til næste projekt.

Det er også mig, som køber billig maling i Bilka til at male vægge og loft i mit kolonihavehus. Det samme til vægge og lofter. Det skal jo bare være godt nok – det er bare en kolonihave. Når det er kommet på, er jeg begejstret og synes, det er rigtig flot. Hurtigt videre.

Jeg er en rigtig stor satisficer. Jeg er utrolig god til at sige ’Det er godt nok’. På den måde bliver mine resultater ikke altid superflotte i finishen, men jeg når til gengæld rigtig meget ift. mange andre, som går mere op i detaljen. Og jeg er generelt set ret glad for det, jeg når. Jeg ser ikke detaljerne.

Forskningen viser, at der er nogle klare fordele ved at være skruet sådan sammen. Satisficere er simpelthen gladere mennesker. Mere ubekymrede. Man er ikke særligt stærkt knyttet til sine valg rent følelsesmæssigt, så man kommer hurtigt over det, hvis det viser sig, at ens valg var en fejl, og det skal gøres om.

Når jeg skal på ferie og finde en air bnb lejlighed, så har jeg fundet den indenfor 10 minutter. For jeg bliver glad for det jeg vælger, hvis basics er på plads. Og så har jeg masser af tid, jeg kan bruge på noget andet.

En rigtig maximizer bruger minimum et par timer, sover gerne på det og bruger så yderligere tid på at træffe beslutning om ferielejligheden. For det skal være det HELT rigtige, hvis man skal blive rigtig glad for det.

Er du maximizer bruger du meget tid på research – og store mængder energi på at tage beslutninger. Og har du taget en beslutning, kan du også bagefter bruge en god del tid på at tænke over, om det nu var den rigtige beslutning. Münster beskriver, at Maximizere ofte fortryder deres valg bagefter. Måske fordi de kender til alle alternativerne, og måske var nogle af de andre løsninger egentlig bedre?

Det ved jeg som Satisficer ikke noget om, for jeg satte mig ikke ind i alle alternativerne. Og jeg er ligeglad, for jeg har jo truffet min beslutning, som jeg er blevet glad for.

Maximizere har øget tendens til at være perfektionistiske, at overtænke og at blive ramt af depression. Måske fordi maximizer-hjernen har en tendens til at køre ind i negative tankespiraler, som trækker ned rent humørmæssigt.

Den gode nyhed er, at du godt kan arbejde med at ændre din ’standardindstilling’, men det kræver noget arbejde fra din side og en god portion motivation. Det er nok sjældent, at satisficere føler behov for at ændre sig, for vi har det jo grundlæggende ret let ved at føle, at livet er 'godt nok'. Men som maximizer kan livet virkelig føles som tungt, hvis alting skal vendes igen og igen. Og det kunne måske være rart af og til at kunne gå lidt lettere på jorden.

Hvis du læste det sidste opslag, jeg lavede her på siden om Peter, så handlede det i høj grad om at ændre adfærd og blive mere glad. Peter ville gerne stoppe med at tjekke alting to gange og have mere tillid til, at han såmænd nok gjorde det godt nok første gang. Der lå en frygt for at fejle inde bag adfærden, som vi fik arbejdet med i hypnose, så Peter kunne blive sat fri til at leve mere, som han ønskede. Og så brugte vi hypnose til at understøtte den nye adfærd.

Netop det at kunne sige: ”Det er godt nok” var et af ønskerne han havde på ønskelisten. Da jeg slap ham, var han godt på vej.
Han skrev i øvrigt til mig i sidste uge: Han har været afsted på arbejde i sit nye fag – og han fangede sig selv i at gå og fløjte. Han var simpelthen bare SÅ glad.

Tag kontakt hvis du skal have hjælp til at understøtte en forandring i dit liv. Jeg har plads til enkelte nye forløb inden sommerferien.

21/05/2026

Hvad nu hvis du har knoklet hårdt i gymnasiet. Fået dig en solid attraktiv lang uddannelse. Har arbejdet 20 år i dit fag, været vellidt og højt respekteret for din faglighed … men det føles ikke rigtigt.

Du trives ikke. Bliver mere og mere udmattet, grænsende til udbrændt. Du har svært ved at mærke glæde, i særdeleshed i dit arbejdsliv. Du sover dårligt. Din hukommelse fungerer ringere og ringere, du dobbelttjekker alting for at være sikker på ikke at have glemt noget og for ikke at komme til at lave fejl.

Sådan havde Peter det (navnet er ændret) gennem mange år i sit arbejdsliv. Der var ingen arbejdsglæde – jobbet og branchen han var i gav ham ingen mening, men han var blevet, for man skifter jo ikke bare erhverv – slet ikke, når uddannelsen var lang, når man er over 40 og har succes med det man laver og tjener gode penge.

Men til sidst sagde han op efter mere end 20 år i sit fag – for han var ved at miste sig selv.

Da Peter tog kontakt til mig, var det fem måneder siden han forlod sit job.

Der var faldet ro på en del af hans symptomer. Den konstante hovedpine var væk, og han sov bedre om natten. Men han tjekkede fortsat rigtig mange ting to gange for ikke at lave fejl – og han førte stram struktur med lister for at holde styr på tingene og bevare overblikket. Han syntes selv, det var lidt for tvangspræget. Hukommelsen drillede stadig.

Og så manglede Peter en følelse af retning på, hvad han skulle nu. Han ville gerne opleve glæde og passion i det arbejdsliv, der ventede forude. Han havde en idé om, hvor han skulle hen, men havde brug for støtte til afklaringen.

Hypnose som redskab til afklaring
Peter syntes, hypnose var spændende og havde snuset lidt til det før. Han ville derfor gerne bruge hypnose som redskab til at komme videre med sit liv.

Den første gang han besøgte mig, lavede vi en kort hypnoseindspilning sammen. Her skulle Peter forestille sig at være i en aktivitet, som gav ham stor glæde. Vi koblede forskellige sanseoplevelser på og følelsen af stor ro og glæde – følelsen af at være menneske, som er en del af naturen. Lydfilen trænede han med hjemme koblet med mine standardindspilninger omkring at få ro på nervesystemet, at bedre hukommelse og koncentration mm.

Da vi mødtes igen nogle uger senere, havde han en følelse af, at noget spirede. Han oplevede hukommelsen var i bedring, men han ville gerne arbejde mere med trangen til at tjekke alting flere gange, for det var hårdt at bruge kræfter på. Han ville gerne lære sig selv, at det hele ikke behøver være perfekt – at kunne sige ’Det er godt nok’ og så komme videre. Han ville gerne bekymre sig mindre og være mere i live – mere nærværende.

Her arbejdede vi sammen i hypnose, altså talte sammen undervejs – og uden at indspille en lydfil. Vi fandt vej tilbage til der, hvor tjekkeadfærden for alvor var begyndt: På hans uddannelse, hvor han oplevede at blive ydmyget og skældt ud af en lærer. Her fik han en mulighed for at sige fra nu overfor læreren og sætte sig selv fri til at gå sin vej. Der var en stor lettelse i ham bagefter. En følelse af frihed og lethed, som han tog med hjem.

Efter to dage skrev han begejstret en sms til mig, simpelthen fordi han havde det så godt.

Han slettede alle påmindelser på sin telefon og lænede sig mere ind i at ’Det går nok’. Et par dage kunne han helt lade være med at tjekke op på ting, men det kom langsomt snigende tilbage igen.

Det tager tid at ændre gamle vaner

Det er helt normalt, at adfærd tager tid at ændre. Din hjerne har jo opbygget solide netværk, hvis du har gjort ting på samme måde over mange år. Selvom vi med hypnose ret let kan kickstarte en ny vane – en ny måde at gøre ting på – så vil du efter nogen tid ofte blive udfordret alligevel, fordi du har en vane, som du vil have tendens til at komme til at bruge igen.

Derfor er det godt at blive ved med at arbejde bevidst med vaneændringer – og blive ved med at forstærke den nye vane, man ønsker sig, fx med lydfiler med hypnose og evt. med aftaler med psykologens, som hjælper dig til at holde fast i den nye adfærd.

Alt dette var Peter godt klar over, og han var tålmodig.

Da han kom tredje gang, arbejdede vi videre med temaet: At tro på at hans underbevidsthed nok skal klare det meste, uden at han behøver bevidst at skulle ind over. At det er menneskeligt at lave fejl – og at kunne tro på, at han nok skal finde en løsning. Vi lavede en ny indspilning til Peter netop med fokus på disse ting. Samtidig understregede jeg også friheden hos Peter til at vælge det, som giver ham mening.

Sidste gang Peter kom, var han et helt andet sted, end da han startede. Han havde det SÅ godt. Hans hukommelse var markant bedre, og trangen til at tjekke alting flere gange var meget mindre.

Særligt sætningen ’Det skal nok gå’ fra vores sidste indspilning havde sat sig godt i ham. Den gav en god ro.

Han følte sig fri og afklaret ift. sin vej videre i livet: Han skulle en helt anden vej, end den han havde været på.

Peter skrev efterfølgende om sit forløb:
”Hypnoseforløbet har frigjort mig fra tidligere erhvervede og begrænsende tankemønstre. Dette var vigtigt for mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ønskede at give mit liv en ny retning. Det har sat mig fri til at følge hvad der føles rigtigt. Forløbet har givet mig en stærk erkendelse af mine værdier og evnen til at handle udefra disse. Netop dette har været en meget vigtig del af vejen til at mestre at leve med integritet.”

Bliver du inspireret?
Peter var hos mig 4 gange over ca. halvanden måned. Han trænede dagligt hjemme med hypnoser for at understøtte sin udvikling, reflekterede løbende og forberedte sig til hver session ift. hvad han gerne ville arbejde videre med.

Når man engagerer sig så meget – og samtidig er meget modtagelig for hypnose – så kan der ske stor udvikling over kort tid, selvfølgelig afhængig af problemstillingen.

Skulle du have lyst til et kortere (eller længere) forløb, hvor hypnose og samtaler integreres i behandlingen, så tag kontakt! Jeg har plads til enkelte forløb inden sommerferien, også med hurtige tider, hvis du er fleksibel.

OBS Peter har godkendt mit skriv og givet lov til at dele.

26/04/2026

Nogle gange så går livet i stå, selvom man lever. Det kan føles lidt som en zombietilstand.

Sådan har mit liv nok været lidt det sidste halve års tid. En følelse af at være i vinterhi i meget lang tid. Ingen energi, ikke så meget glæde, ganske lidt fest og ballade. Utrolig få opslag er det blevet til på de sociale medier, jeg har ikke haft noget drive eller noget at sige.

Jeg har tilskrevet det lidt forskelligt: Efteråret. En meget lang og kold vinter. Hormoner og overgangsalder. Ting, som var lidt ude af mine hænder. Noget der bare skete.

Selvom jeg normalt tænker meget over min væren i verden, så glemte jeg at tænke i en mere psykologisk/ eksistentiel retning:
At det kunne handle om noget inde i mig, som ikke var en biologisk størrelse – men meningen med det hele.

Tiøren faldt for et par måneder siden. Lidt ud af det blå købte jeg en kolonihave.

Jeg havde tænkt tanken længe, og afvist den lige så længe med argumentet, at jeg jo ikke egner mig til at sidde stille. At jeg hellere ville ud at vandre i smuk natur fremfor at pusle rundt i en have.

Men pludselig blev behovet presserende med foråret på vej og en krop, der nægter at gå særlig langt: Jeg ville have mig min helt egen have med mit helt eget hus, som jeg kunne gå og sætte i stand.

Jeg fandt kolonihaven og købte. Der gik to dage fra jeg besluttede mig, til jeg fik nøglen i hånden.

Det har været den største og bedste beslutning jeg har truffet i mange år.

Jeg har pludselig fået mig et formål. Noget at arbejde hen imod. Et udviklingsprojekt som er mit helt eget. Noget jeg gør KUN for mig. På ganske få dage kom jeg ud af vinterhiet og zombietilværelsen.

Pludselig er jeg glad hver eneste morgen, når jeg står op. Pludselig har jeg fået energi til hele dagen igen. Der er noget jeg vil.

Jeg har det, som om jeg er nyforelsket: Jeg tænker hele tiden på, hvornår jeg kan tage derud igen. Hvornår jeg kan komme videre med malingen, hvordan bruger jeg min nye stiksav, hvordan kommer jeg videre med at sætte forskallingsbrædder på indersiden af den overdækkede terrasse, få plantet lavendler ud, hvornår salaten egentlig skal s*s, og hvordan laver man surbund til ens nye magnoliatræ?

Da det begyndte at gå op for mig, at noget var forandret, så jeg pludselig sammenhængen:

Jeg har fået mig et formål igen med at være her på kloden.

Siden jeg var ung, har jeg vidst, at jeg gerne ville have børn. Det var noget af det eneste, som var altafgørende for mig her i livet: At sætte børn i verden, at nære dem med kærlighed og f***r til krop og sjæl, så de kunne blive glade mennesker, som havde lyst til at tage del i ansvaret for verden.

Det projekt er ved at være afviklet. Min ældste er flyttet hjemmefra og er godt på vej. Om 2 måneder bliver min yngste student og er ved at være klar til at flyve fra reden.

Hvor efterlader det mig, når det med børn var det jeg levede for?

Uden at vide det har jeg været ramt af ’Empty nest syndrome’ – den tomme redes syndrom. Jeg har været under omstilling, har været i færd med at tage afsked med moderrollen, som den ser ud, når man har hjemmeboende børn.

Men jeg har ikke vidst, hvad jeg så skulle stille op med mig selv. Hvor jeg skulle kaste min kærlighed hen. Jeg manglede formålet.

Jeg har tænkt, jeg burde lave frivilligt arbejde og hjælpe nogle andres børn. Men med det job jeg har, så er omsorgstanken desværre tom, når jeg får fri. Jeg har ikke mere at dele ud af, udover det der skal gemmes til mine veninder og mig selv. Så hvad kan jeg så?

Da haven pludselig blev min, kom mit nye formål til mig: Jeg skal skabe mig et hus og en have til nydelse. Til afslapning og ro. Til puslespil og maleprojekter, til skriveprojekter, måske også til arbejdsprojekter. Jeg skal have hænderne i jorden og få ting til at gro, som vil give mig glæde at se på.

I skrivende stund har jeg fået sat huset i stand indvendigt: Ryddet alt det gamle væk – fået malet – der mangler lige gulvlister og lidt møbler at sidde og sove i. Udenfor er huset blevet malet. Der er flået plasticbeklædning af, som den gamle ejer havde sat på – og der venter nu forskallingsbrædder som skal beklæde den overdækkede terrasse.

Og så er der haven: 800 m2 grund, som lige nu ligner en blanding af en parcelhusplæne og en kirkegård med masser af ral. Der skal skabes en frodig levende have med vilde blomsterbede – snoede stier – en blåplads – et bærområde – og meget andet godt. Der er uendeligt mange projekter i den have og i det hus. Og stor tilfredsstillelse gemt i skabelsesprocessen.

Den proces, jeg har været i gennem lang tid, har fået mig til at gruble en del over, hvor meget det betyder for os mennesker at have noget, vi går op i. Noget vi brænder for. Vi har brug for at have et formål med at være her, ellers går vi i frø og bliver ulykkelige eller mister energien.

For mange er arbejdet et stort formål med livet. Måske fordi man føler, man gør en forskel, eller at man henter anerkendelse og føler sig set, når man leverer på sit arbejde. For andre er det at tjene mange penge og kunne købe rejser og ting vigtigt.

For mig har det vist sig, at tredje halvleg handler om at skabe en frodig have – og en oase til hygge og ro til mig selv.

Måske står du også et sted, hvor du skal have fundet dit formål, så du kan få glæden og gejsten tilbage? Måske kan mine erfaringer her give dig lidt inspiration?