13/08/2026
🐾❤️ Anna og Emma – mor, datter og samregulering ❤️🐾
Billederne her er fra 2017.
Anna er omkring 5–6 måneder gammel.
Og Emma er hendes mor.
Når jeg ser på dem i dag, ser jeg noget, som jeg dengang nok bare oplevede som helt naturligt:
De var en del af hinandens regulering.
Og det er faktisk blevet endnu mere interessant for mig, efterhånden som forskningen er begyndt at undersøge, hvad der sker mellem individer, når de er i relation.
For vi regulerer ikke kun os selv.
Vi påvirker hinanden.
Når to eller flere individer er i kontakt – gennem blik, berøring, kropssprog, bevægelse, stemme, lugt eller bare ved at være tæt på hinanden – indgår deres nervesystemer i et samspil.
Det betyder ikke, at den ene “regulerer” den anden.
Det betyder, at alle i relationen påvirkes.
Det kan være helt små ting.
Et ændret tempo.
En ændring i vejrtrækningen.
Et blik.
En kropsholdning.
At én hund bliver opmærksom.
At en anden slipper opmærksomheden igen.
At én søger kontakt.
At en anden bliver liggende.
Vi ved efterhånden, at hunde og mennesker kan udvise både adfærdsmæssig og fysiologisk samvariation under interaktion. Studier har blandt andet fundet sammenhænge i hjerterytmevariabilitet og aktivitet mellem hunde og deres mennesker.
Andre nyere studier viser også, at hunde er følsomme over for menneskers synkronisering af bevægelse – og at deres egen adfærd kan ændre sig som følge af den synkronisering.
Det synes jeg er vigtigt.
For det betyder, at relation ikke bare er noget, der foregår mellem ørerne.
Relation foregår også i kroppen.
Og så tilbage til Anna og Emma.
Se på billederne.
Anna sidder på stolen.
Hun er ung, men hun ser ikke særlig bekymret ud over at have placeret sig midt i køkkenet - og imiterer os mennesker, som kan sidde i timer på en stol og snakke og være sociale 😄
Hun er opmærksom.
Hun orienterer sig.
Hun er i kontakt med omgivelserne.
Og Emma er tæt på.
På et af billederne er Anna helt nede på gulvet, mens Emma sidder på stolen - tæt på køkkenbordet for, når mennesker er i køkkenet og rydder op efter maden, så kan der måske være noget “i overskud” og det skal der holdes øje med.
På et andet er de begge i haven og ser marken blive høstet.
De behøver ikke røre hinanden.
De behøver ikke kigge på hinanden hele tiden.
Men de deler situationen.
Og det er også relation.
Det er noget af det, jeg synes, vi nogle gange overser, når vi taler om hunde.
Vi leder efter den synlige kontakt.
Men relation kan også være:
“Jeg ved, hvor du er.”
“Jeg kan høre dig.”
“Jeg kan mærke, at du er her.”
“Jeg behøver ikke holde øje med dig hele tiden.”
“Vi er sammen, og derfor behøver jeg ikke håndtere alting alene.”
Mor og datter
Emma var ikke bare en tilfældig voksen hund i Annas liv.
Hun var hendes mor.
Og de første relationer betyder noget.
Forskningen viser, at moderens omsorg i hvalpens tidlige liv kan have betydning for senere adfærd og temperament. Det betyder selvfølgelig ikke, at en mor bestemmer, hvem hendes hvalp bliver.
Genetik, temperament, miljø, erfaringer og alle de relationer, hunden får gennem livet, spiller sammen.
Men den tidlige relation er én af de første erfaringer med:
Hvordan det er at være sammen med andre.
Hvordan kontakt føles.
Hvordan man søger kontakt.
Hvordan man reagerer på noget nyt.
Hvordan man finder tilbage til ro.
Og hvordan andre individers tilstedeværelse kan påvirke ens egen tilstand.
Og det stopper ikke ved mor og hvalp.
Det samme princip kan vi se i en hundefamilie.
Og mellem hund og menneske.
Hvis én bliver urolig, påvirker det relationen.
Hvis én bliver mere afslappet, påvirker det også relationen.
Hvis jeg ændrer mit tempo, min stemme eller mit kropssprog, påvirker det min hund.
Og når min hund ændrer sit tempo, sin kropsholdning eller sin følelsesmæssige tilstand, påvirker det mig.
Det går begge veje.
Det er derfor, jeg ikke synes, det giver så meget mening at sige:
“Du skal lære din hund at regulere sig selv.”
Selvregulering er selvfølgelig vigtig.
Men ingen af os lever i et vakuum.
Vi regulerer os selv og bliver reguleret gennem vores relationer.
Vi mennesker.
Vores hunde.
Vores børn.
Og andre dyr, vi lever tæt sammen med.
Måske er det derfor, relation betyder så meget i arbejdet med hunde.
For når jeg ser en hund, ser jeg ikke kun den adfærd, hunden viser.
Jeg ser også på relationerne omkring hunden.
Hvem er hunden sammen med?
Hvordan påvirker de hinanden?
Hvornår bliver hunden mere spændt?
Hvornår slipper spændingen?
Hvem søger hvem?
Hvornår bliver hunden mere modig?
Hvornår bliver hun eller han mere usikker?
Og hvad sker der mellem dem, når noget ændrer sig?
For hunden gør ikke noget forkert.
Hunden navigerer så godt, hun eller han kan ud fra de rammer, relationer og erfaringer, livet har givet.
Og måske er det netop dét, billederne af Anna og Emma minder mig om.
At vi ikke kun lever med vores hunde.
Vi lever i relation med dem.
Og når vi er i relation, påvirker vi hinanden.
Hele tiden.
Også når vi bare sidder stille på en stol. ❤️🐾
Anna og Emma – 2017.
Mor og datter.
To hunde.
Én hundefamilie.
Og en relation, der allerede dengang fortalte sin egen historie.
