KYNEB & CO

Hjem
Danmark
København
KYNEB & CO

Uddannelser - Behandlinger - Kurser - foredrag Komplementær klinik med fokus på det hele menneske.

Vi behandler ud fra princippet om, at du skal være med hele vejen og benytter os af forskellige behandlingsmetoder. Vi er udannet indenfor Body-sds terapi, Manuvision terapi, fysioterapi, akupunktur, massage og healing.

21/08/2026

Alt er præcis, som det skal være ❤️

Jeg skal giftes i morgen. I haven.

Og selvfølgelig kigger jeg på vejrudsigten.

Selvom jeg ikke kan gøre meget ved den 🤔

For selvfølgelig vil jeg gerne have, at alle får en fantastisk dag.

At alt spiller.

At alle føler sig godt tilpas.

At maden kommer til tiden.

At vejret er godt.

At ingenting går galt.

Jeg kan mærke den gamle stemme.

Den, der gerne vil have styr på det hele.

Den, der gerne vil sikre, at alle får den perfekte oplevelse.

Men der er kommet en anden stemme til.

En nyere stemme.

Den siger:

Alt er præcis, som det skal være.

Og lige da jeg tænker det, titter solen frem.

Jeg smiler.

For måske er det netop sådan livet er.

Vi kan planlægge.

Organisere.

Kontrollere.

Gøre os umage.

Men vi kan aldrig kontrollere det hele.

Lige nu mærker jeg, hvordan følelserne kommer og går.

Fra tillid til:

Har vi nu styr på det hele?

Og tilbage igen.

Gry er projektleder.

Jeg tager mig af en masse praktiske ting.

Vi hjælper hinanden, og har hjælp fra andre!

Et teamwork.

Tankerne kommer og går.

Men de er bare tanker.

Følelserne reagerer.

Og det er okay.

Jeg behøver ikke gøre noget ved hver eneste tanke eller følelse, der dukker op.

Måske er det netop noget af det, jeg har lært det seneste år:

At jeg ikke længere behøver gøre alting perfekt.

At jeg kan være i det, der er.

Og lige nu føler jeg mig hjemme.

Her på landet.

I mit liv.

I kærligheden.

Og i den mærkelige blanding af sommerfugle, praktiske gøremål, forventning og ro, der findes dagen før man skal giftes.

Så lige nu øver jeg mig i ikke at stresse over det, vi ikke når.

For måske skal vi ikke nå mere.

Måske skal vi bare være her.

Alt er præcis, som det skal være. ❤️

12/08/2026

Jeg har lagt mærke til, hvor hurtigt en tanke kan blive til en følelse.

Og hvor hurtigt følelsen kan komme til at føles som hele virkeligheden.

En bekymring kan vokse.

En irritation kan sætte sig i kroppen.

En tanke kan gentage sig så mange gange, at jeg næsten glemmer, at det begyndte som netop dét.

En tanke.

Jeg øver mig i at blive mere opmærksom på de øjeblikke.

Ikke for at skubbe tankerne væk.

Ikke for at fortælle mig selv, at jeg bare skal tænke positivt.

Men for at opdage, hvad der sker i mig.

For jeg kan ikke altid bestemme, hvilke tanker eller følelser der opstår.

Men jeg kan nogle gange påvirke, hvor jeg retter min opmærksomhed hen.

Jeg kan gå udenfor.

Mærke vinden mod huden.

Møde et andet menneskes blik.

Sidde fem minutter i stilhed.

Bevæge kroppen i tyve minutter uden nødvendigvis at skulle præstere noget.

Og så lægge mærke til, hvad der sker.

Ikke nødvendigvis med det, der fyldte.

Men med mig.

For måske handler det ikke altid om at få tankerne til at forsvinde.

Måske handler det om at opdage, at jeg ikke behøver følge dem alle sammen.

At jeg godt kan lade en tanke være en tanke.

En følelse være en følelse.

Og samtidig mærke fødderne mod jorden, vinden mod huden og åndedrættet bevæge sig gennem kroppen.

Det løser ikke nødvendigvis det, der er svært.

Men nogle gange skaber det en lille smule plads omkring det.

Og i den plads kan noget begynde at bevæge sig.

Ikke nødvendigvis omkring os.

Men i os. ♥️

09/08/2026

Taknemmelighed ♥️

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige.

Torsdag eftermiddag dukkede mine to svogre op. De ville hjælpe mig med at bygge en træterrasse.

Ikke nogen helt simpel opgave i et bugtende terræn.

Forkerte leverancer 😏, et underlag, der nærmest var umuligt at trænge igennem, og undervejs flere øjeblikke, hvor jeg tænkte, at det her kommer vi aldrig i mål med.

Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var begyndelsen.

I løbet af fredagen dukkede flere mænd op.

Én efter én.

Og langsomt gik det op for mig, at jeg var blevet snydt.

På den allerfineste måde.

Terrassebyggeriet var blevet til min polterabend.

Og det, vi troede var næsten umuligt at nå, gjorde otte mænd muligt sammen.

Men når jeg sidder her bagefter, er det faktisk ikke terrassen, der fylder mest.

Det er følelsen af, at mennesker har valgt at bruge deres tid på mig.

Deres hænder.

Deres energi.

Deres fredag.

Vi arbejdede, grinede, talte, spiste fantastisk mad og fik lidt godt at drikke.

Og midt i det hele mærkede jeg en enorm taknemmelighed.

For måske viser kærlighed og venskab sig ikke altid i store ord.

Nogle gange møder det bare op i arbejdstøj med en skruemaskine i hånden. ♥️

Tak for overraskelsen.

Tak for jeres hjælp.

Tak for grinene og samtalerne.

Og mest af alt tak for jer.

Terrassen kommer til at ligge der i mange år.

Og jeg ved allerede nu, at hver gang jeg sætter mig derude, kommer jeg ikke kun til at se træ og skruer.

Jeg kommer til at se jer. ♥️

05/08/2026

Jeg blev mindet om noget vigtigt i går.

At ord ikke altid lander, sådan som vi mener dem.

Vi bærer alle en historie med os.

Tidligere oplevelser.

Sår.

Erfaringer.

Og nogle gange er det den historie, der hører ordene, før vi gør.

Mit første instinkt var at forklare.

Hvad jeg mente.

Hvad jeg ikke mente.

Hvorfor det blev sagt.

Men efterhånden har livet lært mig noget andet.

At en forklaring ikke altid er det, et menneske har mest brug for.

Nogle gange har en oprigtig undskyldning langt større værdi.

Ikke fordi man nødvendigvis har haft en dårlig intention.

Men fordi man er oprigtigt ked af, at ens ord gjorde ondt.

Det kræver mod.

For en undskyldning handler ikke om at tabe.
Den handler om at vælge relationen højere end behovet for at få ret.

Jeg øver mig stadig.

Og måske er det netop det vigtigste.

Ikke at være fejlfri.

Men at være villig til at lære, når livet viser mig noget nyt.

02/08/2026

De seneste dage har jeg lagt mærke til noget.

Måske fordi jeg lige er kommet hjem efter Tour de France.

Måske fordi kroppen endelig har fået lov til at sætte farten ned.

Jeg ser mennesker skynde sig.

Ikke bare lidt.

Men som om de hele tiden er på vej videre til det næste.

Og det fik mig til at tænke:

Måske er kunsten i virkeligheden ikke at skynde sig mere.

Måske er kunsten at skynde sig langsomt.

Ikke fordi livet altid giver os tid.

Men fordi tempo og nærvær ikke nødvendigvis er det samme.

Jeg kan også have travlt.

Jeg kan også have en kalender, der er fyldt.

Men de seneste dage har jeg øvet mig i noget meget enkelt.

At stoppe op.

Lytte til vinden.

Drikke min kaffe, mens den stadig er varm.

Gå en tur med Zimba uden at skulle nå noget.

Jeg opdager, at stilheden ikke gør mig langsommere.

Den gør mig mere til stede.

Måske er det netop derfor, stilhed føles som en luksus.

Ikke fordi der mangler lyd.

Men fordi der pludselig bliver plads til at høre sig selv.

28/07/2026

Hjemme.

27 dage.

Det føles næsten mærkeligt ikke at skulle pakke en kuffert.

Ikke at kigge på uret.

Ikke at vide, hvornår den næste bus kører, eller hvornår dagens første behandling begynder.

I morges gik Zimba og jeg en stille tur.

Vi sagde ikke meget.

Vi stoppede op.

Lyttede til vinden, der fik bladene til at bevæge sig.

Det slog mig, hvor hurtigt kroppen vænner sig til et højt tempo.

Og hvor stille den beder om noget andet, når den får lov.

Nu sidder jeg på terrassen.

En kop kaffe.

Zimba sover ved min side.

Oplevelserne fra de sidste uger skal have lov til at lande.

Det behøver de ikke gøre i dag.

Måske er det netop dét, hjem også er.

Ikke bare et sted, vi vender tilbage til.

Men et sted, hvor vi ikke længere behøver at skynde os.

Nogle gange er den største luksus ikke at opleve noget nyt.

Men at få lov til at være dér, hvor man allerede er.

25/07/2026

På vej mod Paris sidder jeg i toget omgivet af rytterne.

Tour de France er ved at være slut. Dog skal de lige over målstregen i morgen.

Der bliver snakket.

Grinet.

Drillet på tværs af holdene.

Men det, der gør størst indtryk på mig, er stilheden mellem ordene.

Øjnene fortæller mere.

Nogle bærer på glæden over en drøm, der blev til virkelighed.

Andre sidder med skuffelsen over en drøm, der gled dem af hænde.

Nogle styrtede.

Andre sejrede.

Men én ting deler de alle.

De mødte op.

De turde drømme.

De turde satse.

Og de betalte prisen.

Med trætte ben.

Hudafskrabninger.

Savn.

Tvivl.

Dedikation.

Mod.

Vilje.

Det slog mig, at Tour de France måske ikke kun fortæller noget om cykling.

Den fortæller noget om livet.

For vi kommer alle til at opleve, at nogle drømme lykkes.

Og at andre ikke gør.

Spørgsmålet er måske ikke, om vi når alle vores mål.

Spørgsmålet er, hvad vi gør dagen efter.
Om vi tør drømme igen.

Jeg har efterhånden svært ved at se nederlag som det modsatte af succes.

Nogle af de største forandringer i mit eget liv begyndte med noget, der føltes som et nederlag.

Måske taber vi ikke mod livet.

Måske samler vi erfaringer.

Erfaringer, der – hvis vi tør – kan gøre os både klogere, blødere og stærkere.

Når jeg ser rundt i toget i dag, ser jeg ikke kun cykelryttere.

Jeg ser mennesker.

Og måske er det netop derfor, Tour de France bliver ved med at fascinere mig.

23/07/2026

I aftes blev jeg ramt af noget, jeg ikke havde set komme.

Ikke af savnet.

Men af kærligheden.

Jeg har været hjemmefra i 23 dage.

Dagene her flyder næsten sammen. Nye hoteller. Nye etaper. Nye opgaver. Et tempo, hvor det ene døgn næsten glider ubemærket over i det næste.

Og så kom den.

Ikke som uro.

Ikke som ensomhed.

Men som en stille erkendelse af, hvor dybt jeg elsker min kommende hustru, mine børn, venner og familie.

Det slog mig, at kærlighed ikke altid larmer.

Den kræver ikke opmærksomhed.

Den står ikke og banker på.

Den er der bare.

Rolig.

Tålmodig.

Som noget, der ikke har travlt med at blive set.

Måske er det derfor, den nogle gange rammer os så uventet.

Midt i en helt almindelig aften.

Jeg tror, vi ofte taler om kærlighed som noget, vi skal finde.

Men måske er den vigtigste kærlighed den, vi en gang imellem stopper op og opdager, at vi allerede står midt i.

Kærligheden flygter ikke.

Den har ikke travlt.

Den er.

22/07/2026

Morgenen begynder længe før rytterne triller ud.

Der er en stille summen.

Kufferter bliver kørt videre til næste hotel.

Kokkene er allerede i gang med morgenmaden.

Mekanikere, chauffører og et hav af mennesker løser opgaver, de færreste nogensinde lægger mærke til.

Et helt lille samfund er vågnet.

Jeg har været ude at løbe.

Nu sidder jeg med en kop sort kaffe i solen og en bog, som jeg langsomt lader synke ind.

Alligevel begynder tankerne at vandre.

En gammel uro banker på.

Tidligere ville jeg nok have forsøgt at få den til at gå væk.

Fyldt stilheden ud.

Taget telefonen frem.

Begyndt at løse et problem, der endnu ikke fandtes.

I dag prøver jeg noget andet.

Jeg bliver siddende.

Ikke fordi uroen er rar.

Men fordi jeg efterhånden har lært, at ikke alle følelser kræver handling.

Nogle er bare gamle tankemønstre, der banker på døren for at se, om de stadig bor her.

Jeg behøver ikke invitere dem indenfor.

Jeg kan godt lade dem passere.

Om lidt ruller Tour-cirkusset videre.

Men lige nu…

…sidder jeg bare her.

21/07/2026

Nogle dage er det svært at finde de rigtige ord.
I dag er en af dem.

Jeg står tilbage med en dyb følelse af glæde.

Ikke kun over resultaterne.

Men over menneskerne bag dem.

Jeg har haft fornøjelsen af at følge Mads Pedersen og Mattias Skjelmose tæt gennem de sidste fire år.

Jeg har været vidne til sejre, skuffelser, skader, tvivl og de mange timer, som ingen ser.

Derfor rammer dage som i dag også noget i mig.

For når en præstation lykkes, ser vi ofte kun de minutter, der udspiller sig på vejen.

Men bag dem ligger tusindvis af usynlige timer.

Målrettethed.

Omsorg.

Nærvær.

Viljen til at blive ved, også når ingen kigger.

I dag var det Mattias, der imponerede os alle.

I morgen kan det være Mads.

Sådan er cykelsporten.

De er forskellige som mennesker, men de deler noget, jeg beundrer dybt.

De bliver ved.

Og så er der noget helt særligt ved at være dansker på en dag som denne.

At stå i vejkanten og se de rød-hvide flag.

Høre jubelen længe før rytterne kommer til syne.

Mærke fællesskabet mellem mennesker, der aldrig har mødt hinanden.

Det minder mig om, hvor meget sport egentlig kan.

Den kan samle os.

I dag er jeg bare taknemmelig.

Taknemmelig over at få lov til at stå tæt på.

Og taknemmelig over at være vidne til mennesker, der hver eneste dag minder os om, hvad dedikation også kan være.

📸:

Adresse

Østbanegade 15 Street Tv
København
2100

Hvad er åbningstiderne?

Mandag	09:00 - 17:00
Tirsdag	09:00 - 17:00
Onsdag	09:00 - 17:00
Torsdag	09:00 - 17:00
Fredag	09:00 - 14:00

Telefon

+4522822323

Internet side

http://www.kynebogco.com/, https://linktr.ee/mikaelkyneb

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når KYNEB & CO sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.