21/08/2026
Hvordan står det til her efter ferien ?
Hvordan går det med at have fokus på de daglige gode vaner ?
Hvilket lille skridt har du planlagt i dag – henimod et sundere liv i morgen ?
Og her har du fokus på processen – og måske ligefrem nyder processen og ikke kun tænker:
”Når jeg er fremme ved målet, så bliver det hele bare bedre – og først der”
Og så skal vi huske at rose os selv for de små skridt mod større sundhed – og ha’ fokus på det.
Jeg har åbnet op for nye forløb her efter sommerferien. Og hvis du har en sundhedsforsikring er et sådant forløb på 4 – 6 gange gratis.
Ring / skriv og vi ”skruer et individuelt forløb sammen” – lige præcis for sådan én som dig, med lige præcis de sundhedsmæssige udfordringer ,som du har. Og som passer til dit liv.
Hos mig får du det modsatte af standard kostplaner og standard supervision.
Ses vi ?
Sen sommeren er over os, og udbuddet af frugt og grønt i haver og på marker er stort.
Køb dansk, køb sæsonvarer, og gerne usprøjtet.
For at få flere grøntsager – prøv i nye sammensætninger og nye tilberedningsmetoder.
I dag opskriften på en rødbedesalat – enkel i sin opbygning – og god til et par dage. Den bliver om muligt bedre dagen efter.
Lav den med fetaost – som selvstændig ret, eller uden feta som tilbehør til aftensmaden.
God week-end – og ”Bon Appétit”
Rødbedesalat med rødløg, æbler og fetaost ( 4 pers )
750 g rødbeder
Marinade:
3 spsk planteolie, eks. rapsolie eller olivenolie
1 tsk lys Dijonsennep
5 spsk balsamico / vinaigrette – eks. granatæble vineddike
salt, peber
2 rødløg
2 æbler
125 g fetaost i tern
Pynt:
1 spsk hakket persille eller andet ”grønt drys”: mynte, purløg, citronmelisse, estragon mm
Rødbederne vaskes og koges i ca. ½ -1 time – afhængig af størrelsen.
Skrællen gnubbes af rødbederne, og rødbederne skæres ud i små tern.
Rødbederne hældes i en skål.
Pisk olie, sennep, balsamico / vinaigrette, salt og peber sammen.
Hæld marinaden over rødbedeblandingen og rør rundt.
Rødløgene skrælles og hakkes fint.
Æblerne skæres i fine tern.
Fetaosten hældes op i en sigte og drypper af.
Rødbederne blandes med rødløg, æbler og fetaost.
Ved serveringen pyntes salaten persille.
Variation:
I stedet for kogte rødbeder kan anvendes rå revne rødbeder.