Tanja Tofthøj - A Better LIFE

27/07/2026

I fredags sagde vi farvel til vores elskede Coco 🥲

13 år blev du 🐶
Min trofaste følgesvend.
Min klinikhund.
Børnenes bedste ven.
Du har sat utallige kærlige poteaftryk – ikke kun hos os, men hos så mange andre 🐶♥️

Sorgen er stor. Savnet er ubeskriveligt.

Men når det gør så ondt at sige farvel, fortæller det også noget om den kærlighed, vi har fået lov til at opleve🙏😍

En tanke har fyldt meget hos mig de sidste dage.

Vi er ofte bange for at give sorgen plads. Bange for, at hvis vi først giver efter og lader tårerne få frit løb, så stopper de aldrig igen.
At vi falder ned i et hul, vi ikke kan komme op af.

Men kroppen fungerer ofte anderledes, end vi tror.

Da vi holdt op med at kæmpe imod og lod tårerne strømme, skete der noget. Langsomt klingede de af. Roen begyndte at indfinde sig. Ikke fordi sorgen er væk, men fordi den fik lov til at blive mødt.

Forskning viser faktisk, at følelser ofte bevæger sig hurtigere igennem os, når vi tør mærke dem, end når vi holder dem tilbage. Det er ikke følelserne, der fastholder os – det er ofte kampen imod dem.

Jeg ved, at sorgen vil komme igen. Tårerne vil finde vej igen. Og det er helt, som det skal være. For de er en del af kærligheden 🌹♥️

Tak, Coco 🐾🐶🐾

Tak for alt det, du lærte mig om langsomhed, ro, nærvær og ubetinget kærlighed.
Tak for alle de poteaftryk, du har sat – både i vores liv og i så mange andres 🐾🐾

Du vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. ❤️

25/07/2026

GRØN KONCERT 2026 ..,, noget at fejre 🥰🥰🥰. Vi glæder os 🥳🥳🥳 ❤️

15/07/2026

Forventninger og drømme – er det egentlig det samme? ✨

I dag faldt snakken på forventninger og drømme i klinikken.

To ord, som ofte bliver brugt, som om de betyder det samme.

Men gør de egentlig det? 💚

Når vi går på ferie, har mange af os både drømme og forventninger.

Vi drømmer måske om ro. Tid sammen med dem, vi holder af. Lange morgener, grin, nærvær eller bare følelsen af at kunne trække vejret helt ned i maven. 🌿

Men forventninger kan være noget andet.

De kan komme til at handle om, hvordan ferien bør være.

At alle skal være glade.
At vejret skal være godt.
At vi skal slappe af.
At vi skal nyde hvert et øjeblik.

Og nogle gange er det netop forventningerne, der står i vejen for det, vi egentlig længes efter.

Måske er drømme mere åbne. De giver plads til livet, som det er.

Hvor forventninger ofte prøver at styre det. 💚

Hvad tænker du?

Er der forskel på drømme og forventninger for dig?

Og hvad tager du med dig ind i din ferie – drømme eller forventninger? 🌸

13/07/2026

Hjemme igen… og lidt mere hjemme i mig selv. ❤️

Jeg er tilbage i klinikken efter en uge, hvor jeg trak stikket og gav mig selv noget, jeg tror, mange af os længes efter – uden altid at give os selv lov til det.

Ro.

Ikke fordi der var noget galt. Tværtimod. Jeg havde det jo godt. Og alligevel opdagede jeg, at der var endnu mere at hente, da jeg stoppede op.

Jeg mærkede, hvor meget der sker, når vi ikke hele tiden skal præstere, planlægge eller være noget for andre. Når vi bare er.

Jeg kom hjem med mere ro, nye indsigter og en følelse af at stå endnu stærkere i mig selv.

Det fik mig til at tænke…

Hvor ofte giver du dig selv den gave?

Ikke nødvendigvis en hel uge væk. Men et øjeblik, hvor du ikke skal fikse, ordne eller være der for alle andre. Et øjeblik, hvor du er nysgerrig på, hvad der egentlig rører sig i dig.

For måske er det ikke, fordi du mangler tid.

Måske er det, fordi du – ligesom så mange andre – er blevet vant til at overhøre dig selv.

Jeg er tilbage i klinikken med fornyet energi og glæder mig til at møde de mennesker, der har booket en tid. For hver gang jeg selv giver kroppen og sindet plads, bliver jeg også mindet om, hvorfor jeg brænder så meget for at hjælpe andre med at gøre det samme.

Hvornår gav du sidst dig selv lov til bare at være – uden dårlig samvittighed?

12/07/2026

♥️♥️♥️

Tanja Tofthøj havde mere travlt med at tænke på stegte nudler end at holde udkig efter kærligheden, da hun løb ind i Finn Nielsen til Grøn Koncert. Men tilfældighedernes spil gav hende en chance mere.

Find historien i kommentarsporet.

📸Privatfoto

11/07/2026

Hvilken historie holder du fast i?

Er den historie, du fortæller om et andet menneske, den samme som for flere år siden? Eller ser du det menneske, der står foran dig i dag?

Vi mennesker kommer let til at holde fast i gamle historier. Om andre. Om os selv. Om noget, der blev sagt eller gjort engang. Vi danner overbevisninger, og uden at opdage det, begynder vi at se verden gennem dem.

I den uge, der er gået, er jeg blevet voldsomt trigget af, hvordan andre holdt fast i en gammel historie.

En overbevisning om, at fordi noget var sådan engang, så må det også være sådan i dag.

Jeg kan ikke ændre andres historier eller overbevisninger.

Men når noget trigger mig, ved jeg, at det er en invitation til at være nysgerrig. Ikke på den anden – men på mig selv.

For når noget rammer os, gemmer der sig ofte en læring.

Og det gjorde der også denne gang.

Jeg opdagede, at jeg selv holdt fast i en gammel historie. At jeg stadig bar rundt på en frygt for, at fortiden ville gentage sig.
Men virkeligheden var en anden. Personen havde forandret sig. Situationen havde forandret sig. Og måske var det i virkeligheden mig, der endnu ikke havde givet slip.

Den erkendelse gav mig et valg.

Et valg om at se mennesket, som det er lige nu. Ikke som det var engang.

Et valg om at vælge tillid frem for frygt.

For vi udvikler os. Vi lærer. Vi vokser. Livet forandrer sig hele tiden 💚

Ingen af os ønsker at blive holdt fast i den, vi var. Vi længes efter at blive set, som den vi er.

Måske er det værd at spørge sig selv i dag:

Hvilken gammel historie holder du stadig fast i – om dig selv eller om et andet menneske?

06/07/2026

Fra retreatets boble til livets virkelighed.

De sidste dage har jeg været i en helt særlig boble. En boble af ro, nærvær og kontakt til mig selv.

Men livet stopper ikke, fordi vi er på retreat.

I morges blev jeg hevet brat ud af boblen. Et opkald hjemmefra satte hele mit følelsesregister i gang.

Chok.
Vrede.
Afmagt.
Ked af det.
Ansvar.
Uretfærdighed.
Styrke.

Og så meldte et gammelt mønster sig.

Det mønster, der siger: Tag dig sammen. Forstå de andre. Vær den stærke. Læg låg på vreden.

Men ikke denne gang.

I dag fik alle følelser lov.

Jeg har grædt.
Jeg har været rasende.
Jeg har råbt.
Jeg har grinet.
Jeg har danset.
Jeg har krammet.

Jeg lod kroppen vise vejen.

Klokken er nu 13.00.

Der er ro i min krop igen 🙏

Situationen har ændret sig, men det er egentlig ikke det vigtigste.

Det vigtigste er, at jeg ikke forlod mig selv.

Jeg tror på, at alt løser sig.
Jeg tror på, at alt er, som det skal være.
Ikke fordi livet altid er let eller retfærdigt. Men fordi vi ikke kan styre eller kontrollere andre mennesker.

Vi kan kun tage ansvar for os selv og give plads til alt det, der lever i os.

Og når vi gør det, bliver der igen plads til ro.

Jeg er stadig elsket.
Af mig selv.
Af mine kære.

Også når jeg er vred.
Også når jeg er ked af det.
Også når livet indimellem rammer.

05/07/2026

Det var ikke kroppen, der holdt fast. Det var min overbevisning 💚

På retreatet i dag lavede vi en øvelse, hvor jeg blev opmærksom på, hvor meget jeg holdt fast.

Jeg forsøgte bevidst at slippe. Men jo mere jeg prøvede, jo mere spændte kroppen op.

Jeg blev frustreret. For hvorfor kunne jeg ikke bare give slip?

Så kom erkendelsen 🙏

Jeg var styret af en overbevisning om, at forandring krævede, at jeg gjorde det modsatte af det, jeg plejede.

Men kroppen bad mig ikke om at gøre det modsatte.

Den bad mig om at være spontan.

I det øjeblik jeg gav slip på forestillingen om, hvordan det skulle være, begyndte kroppen helt af sig selv at bevæge sig. Ikke fordi jeg gjorde noget rigtigt, men fordi jeg holdt op med at styre.

Det blev en smuk påmindelse om noget, jeg også oplever igen og igen i mit arbejde:

Vi skaber ikke nødvendigvis forandring ved at gøre det modsatte af det, vi plejer.

Vi skaber forandring, når vi tør slippe kontrollen længe nok til, at kroppen kan vise os en ny vej.

♥️♥️♥️

30/06/2026

I går havde jeg en fin samtale med en klient, som har gået hos mig gennem noget tid.

Hun sagde:

“Jeg kan mærke, når jeg træder ind i et rum. Jeg kan mærke travlheden. Jeg kan mærke, når mine kolleger er oppe i hovedet.”

Så sagde hun noget, der gjorde mig helt glad.

“Jeg sugede mig bevidst lidt længere ned i stolen. Ned i kroppen. Jeg ville ikke lade mig fange af den energi, der var i rummet.”

For noget tid siden ville hun helt automatisk være blevet en del af tempoet.

I dag kunne hun mærke det.
Hun kunne registrere det.
Og vigtigst af alt – hun kunne vælge noget andet.

Det gjorde mig glad. For det er netop det, der kan ske, når vi begynder at få en bedre kontakt til os selv.

Vi kan ikke altid ændre det, der sker omkring os. Men vi kan øve os i ikke at miste os selv i det.

Nogle gange er det nok at læne sig tilbage et øjeblik, mærke stolen under sig, fødderne mod gulvet og tage en rolig indånding.

Det lyder enkelt.

Men det kan være begyndelsen på en helt anden måde at være i livet på.

💛 Kan du genkende følelsen af at blive påvirket af stemningen eller tempoet i et rum?

Del gerne dine tanker – jeg er nysgerrig på, hvordan du finder tilbage til dig selv.

23/06/2026

Stoler vi mere på vores ure end på os selv?

Du vågner.

Hvordan har du sovet?

Du mærker efter.

Egentlig okay.

Så kigger du på dit ur.

Søvn: 62
Stress: forhøjet
Restitution: lav

… og pludselig stoler du mere på skærmen end på dig selv.

Jeg ser det oftere og oftere.

Ikke kun med ure.

Men med apps. Data. AI. Målinger.

Vi spørger om alt.

Hvor meget skal jeg sove?
Hvornår skal jeg hvile?
Hvordan har jeg det?
Er jeg stresset?
Har jeg gjort nok?

Og jeg bliver nysgerrig.

Er vi i gang med at miste tilliden til det, vi selv mærker?

For noget er sket.

Vi hviler ikke længere.

Vi restituerer.

Vi holder ikke pause.

Vi optimerer.

Vi passer ikke bare på os selv.

Vi forsøger at gøre det rigtigt.

Selv ro er blevet en præstation.

Og måske er noget af den moderne stress ikke kun, at vi gør for meget.

Måske er det, at vi hele tiden måler, vurderer og forsøger at forbedre os selv.

Men kroppen fungerer ikke sådan.

Den sender ikke notifikationer.

Den sender signaler.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvis dit ur sagde, at du var stresset – men din krop sagde noget andet…

Hvem ville du så tro på?

💛