29/04/2026
Den 15. april 2026 blev Iver Hecht bisat, det er var en smuk og sørgelig dag, mange havde mistet et enestående menneske og en særlig relation.
Det psykologiske fagfelt mistede en lærermester. Iver formåede at gøre dét mange ikke formår, nemlig at drive et behandlingssted, hvor menneskesyn, værdi, teori og praksis hang sammen. Beslutninger blev kun truffet, hvis de var i overensstemmelse med stedets behandlingsfilosofi. Hvis et forslag ikke var inden for rammen, blev det forkastet. Iver ville af princip ikke have at praktik, økonomi eller behandlingstrends tillod afvigelser fra behandlingsfilosofien. Den faglige retningssans Iver havde var dét, der gav de langsigtede gode resultater, nemlig at langt de fleste familier fik et meget bedre ståsted i livet efter deres behandling på Vibygård.
Jeg var på Familiecentret Vibygård i 7 år. Først som praktikant, senere som psykolog. Vibygård var det eneste sted jeg ville hen, for det var den eneste sted med en tydelig og integreret behandlingsfilosofi. Dette var vigtigt for mig pga. min baggrund i filosofi og fordi jeg allerede som 26 årig havde mange holdninger til, hvordan behandling skulle foregå. Iver og det han kaldte Vibygårdånden blev en af det store lærermestre for mig, fordi han levede sit menneskesyn og sin behandlingsfilosofi. Han praktiserede det han prædikede og han gjorde det konsekvent med en dyb indsigt i hvordan man møder, støtter, behandler og flytter mennesker og familier et bedre sted hen.
Da jeg ankom til Vibygård var Fogh statsminister. Kommunerne var i en omstillingsprocess, hvor familiebehandling blev overtaget af kommunens egne familiebehandlingsenheder. Det var på mange måder tragisk, fordi rigtig mange familier, der havde behov for reel psykologfaglig behandling, nu blot fik rådgivning og vejledning, som ikke var tilnærmelsesvis nok til at de kunne flytte sig. Vibygård er det eneste døgnfamiliebehandlingssted, der overlevede denne omstillingsproces.
Foghs sparemanøvre svækkende integriteten af familiebehandling. Det er mit håb, at feltet igen vender tilbage til at forstå, at når vi skal behandle familier med generationelle traumer, så er råd og vejledning ikke nok. De skal tilbydes en behandling, som er dybdegående og konsekvent nok til at både den psykologiske og sociale arv kan brydes.
Ivers livsværk, Vibygård, er ikke kun et familiebehandlingscenter, der er også en vidensbank om familiebehandling både i praksis og filosofisk. I en verden der gik i en anden retning, var Iver en søjle, der bevarede den dybe viden om familiebehandling og denne bevarelse er utrolig vigtig.
I dag ledes Familiecentret Vibygård af Trine Jensen, som er en af de dygtigeste psykologer jeg kender. Hun viderefører behandlingsfilosofien og det er mit håb, at alle der har med familiebehandling at gøre vil kigge mod Vibygård og lade sig inspirere, supervisere og uddanne af dem, således at traumatiserede familier kan mødes og behandles, der hvor de er og flyttes derhen, hvor de gerne vil være.
I Social Talks mindes vi i dag psykolog og grundlægger af Familiecentret Vibygård, Iver Hecht.
Iver blev overmandet af kræft og døde efter bare 3 måneders sygdom den 1. april 2026 omgivet af sine allernærmeste. Den sidste tid var fyldt med kærlighed, nærvær og smukke muligheder for at sige farvel til hele familien: Børn, børnebørn, svigerbørn, søskende og sin elskede Aase.
Iver grundlagde og var forstander for Familiecentret Vibygård gennem 35 år. Et familiecenter, hvor hele familien – børn og forældre – tilbydes terapeutisk familiebehandling som alternativ til at anbringe barnet uden for hjemmet og for at undgå tidlige adskillelsestraumer for barnet. Iver mente, at hvis man skulle hjælpe et barn, var det nødvendigt at tilbyde hele familien et intensivt forløb med fokus på relationer og på forældrenes traumer og beskyttelsesmønstre, som kunne stå i vejen for kærlighed, omsorg og trivsel.
Iver var nærvær og praktiserede næstekærlighed. Han var eksistentialist til det sidste. Han var desuden et meget varmt, kærligt, klogt og generøst menneske, som troede på mennesker og mødte mennesker uden fordomme. Det var noget særligt at være i Ivers nærvær – man følte sig mødt og omfavnet.
Iver havde et enestående ressourceorienteret blik for andre mennesker, som også prægede behandlingsfilosofien på Vibygård. At fagpersoner med de rette kompetencer, i det rette miljø og den rette tilgang kan skabe bemærkelsesværdige og for kommunerne også ofte overraskende forandringer sammen med de allermest belastede familier – de familier, hvor kommunen ofte har været parat til at anbringe børnene permanent, men hvor man så i sidste instans valgte at afprøve en indsats gennem et ophold på Vibygård.
Her er der tale om et livsværk. Et værk, som for mange børn, unge og familier har gjort en kæmpe forskel og sat dybe aftryk. Og hvor stedet og værdierne fra de fagprofessionelle har haft stor betydning og sat dybe spor også hos dem.
Noget af det sidste, Iver sagde til os på Vibygård var: “Vi skulle passe på værdierne, på kærligheden og den holdningsstyrede institution.” Stærke ord at give videre til sidst.
Heldigvis nåede Iver inden sygdommen ramte at skrive bogen ”Vejen hjem” om behandlingsfilosofien på Vibygård. Vi kan varmt anbefale at fordybe sig i den. Den rummer menneskelig og faglig visdom, som vi fortsat vil bygge videre på i Danmark. Tænk hvis alle kommuner havde et “Vibygård” i deres nærområde. Her ligger et vigtigt grundlag for en forebyggende og bæredygtig socialpolitik.
Iver var og vil fortsat være en inspiration for os og for mange andre. Æret være Ivers minde ❤
