07/07/2026
Det kan nemt betragtes som "wellness", når man får en terapeut ud til sin hest - og det er meget forståeligt, men er mere komplekst end som så 🤓
Uanset hvilken type (manuel) behandling, man benytter sig af, giver det neuromotoriske ændringer til kroppen gennem sensoriske input, og det påvirker den måde, hesten bevæger sig på.
Mine teknikker spænder bredt og jeg tilpasser dem efter den enkelte hests behov og hvad den kan rumme. Det er dybdegående teknikker, som bl.a. påvirker hestens nervesystem og de neurologiske funktioner, der styrer, hvordan hjernen opfatter kroppen: Hvornår kroppen er "lige" (for nogle gange er den skæve hovedholdning, der hvor øjnene er lige ift horisonten), hvor hovene placeres og hvordan hele balancesystemet er. Hele proprioceptionen og hestens bevægemønstre påvirkes.
Måske tænker du ikke over, at disse detaljer er interessante eller relevante at fortælle, men det er de som udgangspunkt 🤩 Det kunne fx være:
🟢 Tandlæge: Er der knækkede tænder, tænder der er trukket ud eller slidflader der er ikke er optimale?
🟢 Smed: Er der ændret beskæring eller beslag, har hesten fået sko af/på, ny smed?
🟢 Udstyr: Er sadlen blevet ændret for nylig, ændret stopning eller kopfjern, ny sadel, nyt hovedtøj/bid?
🟢 Træning: Har I skiftet træner, rider mere/mindre, hvilken type ridning/træning laver I?
🟢 Andre fagfolk: Har der været en anden manuel behandler på og hvilken type?
🟢 Miljø: Er der ændringer i foderet, på folden eller i stalden?
Alle disse ting har indflydelse på, hvordan jeg griber mit arbejde med hesten an.
De giver nemlig information om, hvorfor kroppen reagerer som den gør, og hjælper mig med at lokalisere hvor og hvordan jeg skal hjælpe hesten med eventuelle problemstillinger, og guide dig som ejer til, hvad næste led i processen måtte være.
Jeg arbejder meget gerne sammen med andre fagfolk, for vi har alle forskellige specialer og forskellige briller på, når vi ser en hest - og vi har alle samme formål: At hesten skal have det så godt i sin krop som overhovedet muligt 🥳
Manuel behandling er ikke "bare wellness" - det er et led i at få hesten til at bruge sin krop hensigtsmæssigt, forebygge skader og skabe bedre trivsel 🫶