17/07/2026
I morges var jeg ude på min vanlige morgengåtur med mine to hunde.
Mens jeg gik, forestillede jeg mig, at en af mine største udfordringer gik ved siden af mig.
Ikke foran mig.
Ikke bag mig.
Ved siden af mig.
Den del af mig, der dukkede op, var hende, som altid har følt, at hun ikke rigtig passede ind.
Hende, der lærte at fylde lidt mindre.
Hende, der holdt lidt igen og gemte sig en smule.
Ikke fordi hun ikke havde noget at give.
Men fordi hun troede, at det var den sikreste måde at undgå at blive afvist på.
Hun gemte sig ikke, fordi hun ønskede at være alene.
Hun gemte sig, fordi hun længtes efter at høre til.
Jeg ved i dag, at hun kun er en del af mig.
En del, der engang fandt en måde at passe på mig.
Den strategi gav mening dengang.
Men den har også fået lov til at styre mere af mit liv, end den behøvede.
I dag behøver jeg ikke længere lade hende bestemme retningen.
Jeg kan gå ved siden af hende.
Jeg kan lytte til hende.
Jeg kan forstå, hvorfor hun stadig dukker op.
Og jeg kan fortælle hende, at hun ikke længere behøver gemme sig.
At hun gerne må fylde, blive set og tage sin plads.
At hun gerne må være præcis den, hun er.
Jeg ved, at hun altid bare har gjort sit bedste for at beskytte mig.
Men jeg kan også se, at hendes måde at beskytte mig på nogle gange har gjort mig ensom.
Måske handler healing ikke om at slippe af med de dele af os, der engang beskyttede os.
Men om at takke dem for det, de gjorde – og kærligt lade dem vide, at vi godt kan klare os uden deres beskyttelse nu.
For den del af mig, der altid har været bange for ikke at høre til…
…har hele tiden gjort sit bedste for at føre mig i sikkerhed.
Når jeg møder hende i dag, fortæller jeg hende kærligt: “Du hører allerede til.”
Måske er der også en del af dig, som bare længes efter at høre til? 🤍
🌸 Cocco Sofie – Velkommen tættere på
