07/03/2022
Når vi er magtesløse, så kæmper mange af os, gør en hel masse – bruger alle vores kompetencer og kræfter, også dem vi ikke har. Det er såre menneskeligt, og det skal vi også.
Men der er også tidspunkter i vores liv, hvor vi bliver stillet overfor udfordringer, vi ikke kan klare, hvor kompetente vi ellers er i andre henseender.
Esben Kjær skriver sådan her i sin bog ”min usynlige søn”, der fortæller om sønnens sygdomsforløb:
”Vi var ikke bare tilskuer til Rigshospitalets behandlinger, men kæmpede i frontlinjen. Jeg ved med mig selv, at jeg gjorde alt, hvad jeg menneskeligt kunne for at redde Sebastian. Vi rejste til Østrig med en meget syg dreng. Vi forsøgte alt – jeg er ikke en der giver op”.
Aldrig har jeg kæmpet så hårdt og så indædt, og aldrig har jeg fejlet så total, så miserabelt, så frygteligt.
Jeg kunne have sagt et bedre farvel. Et mere inderligt, fredfyldt og nærværende farvel til ham, hvis jeg ikke til det sidste havde så travlt med at flytte bjerge. Det er den ene ting jeg fortryder oven på kampen.
Jeg tror ikke Sebastian led rent fysisk. Men han døde mere ensom, fordi jeg havde travlt med at kæmpe en kamp, som jeg ikke ville indse, at jeg var ved at tabe.
Jeg bliver så rørt over at læse Esben Kjærs dyrkøbte erfaring. Han deler den for at understrege, at det er så svært, for ikke at sige umuligt at fatte, hvor meget der kan ske i vores liv og i vores kæres liv uden, at vi kan gøre noget som helst fra eller til.
Når vi befinder os der i eksistensens ground zero, hinsides alle undere og mirakler, hinsides al spørgen efter mening og højere retfærdighed, så er vi til nød til at give slip, vi nød til at overgive os.
Det kan betyde nyt liv i form af, at smerten og frygten tages fra os. Andre gange betyder det kræfter til at kæmpe, og andre gange igen, at vi får styrke til at bære den byrde, som vi ikke kan ryste af os. Livet er for stort til at vi kan magte det alene. Dertil rækker vores kompetencer ikke – det gør Guds.
