30/08/2026
Jeg er fra en tid, hvor vi slet ikke talte om følelser på samme måde, som vi gør i dag. Det var på ingen måde et ukærligt hjem, men at sætte os og snakke om følelser og det, der var svært, var ikke noget, vi rigtigr gjorde.
Først som voksen lærte jeg at sætte ord på mine følelser – og frem for alt mærke dem.
I terapi ser jeg, at mange andre er på samme rejse.
Jeg møder ofte mennesker, der har forvandlet følelser til noget mentalt; de kan fortælle mig, hvad de føler. Hvorfor de føler det. Måske endda hvor det kommer fra.
Men når jeg spørger, hvor de mærker det i kroppen, bliver der stille.
Det er ikke fordi, de ikke vil mærke.
Kroppen kan have lært at gøre noget helt andet. Lukke ned. Skubbe væk. Fortsætte.
Og her er hvorfor: Hvis følelser tidligere var forbundet med afvisning, utryghed eller at stå alene med noget, der var for stort, lærte vi, at følelser skal dæmpes. Som en beskyttelse.
Og beskyttelsen kan følge med ind i voksenlivet, hvor den ikke længere gavner os – men derimod gør det svært at være i kontakt med os selv. Svært at mærke.
Men det er ikke det samme, der står i vejen for alle.
Nogle har ikke lært et sprog for deres følelser.
Nogle har en krop, der beskytter dem mod at mærke dem.
Nogle har begge dele.
Og begge dele kan vi arbejde med sammen i terapi. I et tempo, der passer til dig.