21/05/2026
Tid er for mig ikke blot noget, der går. Tid er liv. Tid er nærvær. Tid er det rum, hvor mennesker kan mærke sig selv, hinanden og det, der virkelig betyder noget.
I Zen Compassion Praxis arbejder jeg ud fra en forståelse af, at nærvær ikke kan forceres. Det kræver tid. Ikke nødvendigvis mere tid, men ægte tid. Tid uden konstant afbrydelse, uden jag og uden følelsen af hele tiden at skulle videre til det næste.
For et par år siden mistede jeg et menneske, som havde en helt særlig betydning i mit liv. Jeg mærker stadig hans nærvær omkring mig hver eneste dag, men tabet har også lært mig noget dybt om tid. Om hvor værdifuld den er. Og om ønsket om at have brugt endnu mere tid sammen, mens han stadig var her fysisk. Den erkendelse lever stille med i alt det, jeg gør i dag.
Når min tid overskrides, påvirker det mig dybt. Ikke fordi jeg ønsker kontrol eller rigid struktur, men fordi overskridelsen bryder noget væsentligt i mig. Den bryder rytmen, koncentrationen og det nærvær, jeg forsøger at skabe – både for mig selv og for de mennesker, jeg møder. Når tid ikke respekteres, opstår der let uro, fragmentering og en følelse af, at det væsentlige mister plads.
For mig handler respekt for tid derfor også om respekt for mennesket.
Ved siden af Zen Compassion Praxis er jeg overordnet leder af en daginstitution, hvor jeg dagligt arbejder aktivt med mødekultur, ledelse og organisatorisk nærvær. Her er tid også blevet et centralt fokuspunkt. Jeg oplever, hvordan vi som mennesker og organisationer ofte bevæger os væk fra det primære gennem for mange møder, for mange afbrydelser og for meget administration, som fjerner os fra kerneopgaven og fra relationerne.
Sammen med de ledere, som refererer til mig, arbejder jeg derfor bevidst med at skabe en kultur, hvor møder har mening, hvor tid bruges med omtanke, og hvor nærvær vægtes højere end konstant aktivitet.
Billedet af træet, som fletter sig ind i sig selv, bliver for mig et symbol på dette. Hvordan livet, strukturerne og vores måder at være i verden på kan vokse tæt sammen og nogle gange fjerne os fra det enkle og det væsentlige. Men også hvordan der midt i det sammenflettede stadig findes en kerne, som bærer.
Tid er derfor ikke blot en praktisk ressource for mig. Tid er en etisk og menneskelig værdi. Måden vi bruger vores tid på, afslører ofte, hvad vi egentlig værdsætter. Og for mig vil nærvær altid være vigtigere end hastighed.