04/08/2026
Efter 20 år i folkeskolen har jeg gjort mig en erkendelse, som måske er lidt morbid – men også vigtig.
Jeg var ofte den, kollegerne hentede, når et barn var kommet alvorligt til skade. Heldigvis var det som regel sket under god leg eller i undervisningen.
Jeg har oplevet et barn få et boldtræ så hårdt i ansigtet, at overlæben👄 var længere ude end næsen👃🏼. Et andet barn smurte sin medbragte chili 🌶️i øjnene. En tredje elev blev kørt ned af en cykel. 🚲
Jeg har også stået med et barn med en brækket arm, hvor jeg brugte en gymnastikholdtrøje som improviseret slynge, indtil barnet kunne komme videre til behandling. Den dag endte jeg selv på skadestuen sammen med barnet og måtte bagefter tilbage til undervisningen – lettere indsmurt i gips. (Se billede)
Dertil kom de mange hverdagsskader: bistik, hudafskrabninger, hjernerystelser, forstuvninger, næseblod, flænger og tænder, der blev slået løse.
Det, jeg derimod aldrig oplevede i de 20 år, var et barn eller en voksen med hjertestop.
Misforstå mig ikke – hjerte-lunge-redning er en livsvigtig kompetence, og den skal vi selvfølgelig kunne. Men det har fået mig til at tænke:
Er den førstehjælpsundervisning, vi tilbyder medarbejdere i skoler og daginstitutioner, tilstrækkeligt målrettet de situationer, personalet rent faktisk står i uge efter uge?
Jeg er oprigtigt nysgerrig på jeres erfaringer.
Skoleledere , Bupl, Danmarks Lærerforening, SFO-medarbejdere og andre, der arbejder med børn:
Hvilke førstehjælpssituationer møder I oftest? Og oplever I, at de kurser, I bliver tilbudt, matcher jeres hverdag?
Jeg glæder mig til at høre jeres perspektiver.
