Lev dit liv

Hjem
Danmark
Ribe
Lev dit liv

Min mission er at hjælper mennesker med at opnå et mere harmonisk, nærværende og autentisk liv, Min side handler om at få et liv i balance.

Verden er fuld af alt for mange børn, unge og voksne der mangler overskud, og energi til, at hverdagen kan fungerer optimalt. Rigtig mange føler sig ikke hele inden i, det gælder desværre også børnene. Alt for mange sidder fast i gamle og uhensigtsmæssige mønstre, som blokerer for alt det gode i livet. Og det er det jeg arbejder med i min klinik - at hjælpe dig med at få et liv i balance, med at s

lippe alt det gamle du ikke har brug for mere, og støtte alt det gode i dig, til at vokse om blomstre endnu mere. Kroppen er så god til at fortælle dig, når noget er galt, eller ikke fungerer, det er det jeg lytter til, og finder frem til. På den måde rydder vi op i årsagen til hvorfor du har det, som du har det. Du kan læse meget mere på min hjemmeside www.livlotussimonsen.com

13/06/2026

Der er noget, vi mennesker gør, som er langt mere almindeligt, end de fleste opdager.

Vi tager ting og mennesker til fange.

Ikke på den måde, du måske tror.

Men vi gør dem til årsagen til alt det, vi ikke gør.

Alt det, vi ikke vælger.

Alt det, vi ikke tør.

Det sker ofte helt ubevidst.

“Jeg kan ikke starte den business, fordi min mand ikke støtter mig.”

“Jeg kan ikke passe bedre på mig selv, fordi børnene fylder for meget.”

“Jeg kan ikke skifte job, fordi økonomien ikke tillader det.”

“Jeg kan ikke være glad, før min eks opfører sig anderledes.”

“Jeg kan ikke slappe af, før min chef ændrer sig.”

“Jeg kan ikke nyde livet, før jeg har tabt mig.”

“Jeg kan ikke være mig selv, før andre accepterer mig.”

Læg mærke til, hvad der sker.

Pludselig bliver manden årsagen.

Børnene bliver årsagen.

Chefen bliver årsagen.

Økonomien bliver årsagen.

Kroppen bliver årsagen.

Eksen bliver årsagen.

For nu bærer de ansvaret for noget, der i virkeligheden ligger et andet sted.

Nu skal de ændre sig, før livet kan ændre sig.

Nu skal de gøre noget anderledes, før der bliver mere frihed.

Og jo længere det fortsætter, desto mindre magt oplever vi ofte selv at have.

For hvis årsagen ligger derude…

så gør løsningen det også.

Det interessante er, at det ofte føles sandt.

Meget sandt.

For selvfølgelig påvirker mennesker os.

Selvfølgelig påvirker økonomi, relationer og livsomstændigheder os.

Men der er forskel på at være påvirket af noget…

og at gøre det til forklaringen på hele sit liv.

Prøv at mærke forskellen mellem:

“Jeg kan ikke passe bedre på mig selv, fordi børnene har brug for mig.”

Og:

“Jeg har endnu ikke fundet en måde at prioritere mig selv på, mens jeg har børn.”

Den første sætning låser døren.

Den anden åbner en mulighed.

Eller:

“Jeg kan ikke være glad, før min eks ændrer sig.”

Versus:

“Min glæde er blevet afhængig af noget, jeg ikke kan styre.”

Den første giver magten væk.

Den anden giver muligheden for at tage den hjem igen.

For sandheden er, at vi ikke kan ændre andre mennesker.

Vi kan ikke få vores partner til at tænke anderledes.

Vi kan ikke få vores chef til at opføre sig anderledes.

Vi kan ikke få vores eks til at blive en anden.

Vi kan ikke få verden til at indrette sig efter vores ønsker.

Men vi kan ændre os selv.

Vi kan ændre vores tanker.

Vores handlinger.

Vores valg.

Vores grænser.

Vores måde at møde livet på.

Og det er dér, vores frihed begynder.

Ikke når de andre ændrer sig.

Men når vi holder op med at vente på, at de gør det.

Måske er noget af det mest frisættende spørgsmål, et menneske kan stille sig selv:

Hvem eller hvad har jeg gjort ansvarlig for det liv, jeg ønsker at leve?

Hvem eller hvad er blevet forklaringen på, hvorfor jeg ikke kan?

For nogle gange er det ikke mennesket, situationen eller omstændigheden, der holder os fast.

Nogle gange er det historien om dem.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

10/06/2026

For nylig sad jeg med en klient, som spurgte mig:

"Hvorfor anbefaler du egentlig den lydfil (Din indre intelligens) så ofte?"

Og det fik mig til at tænke.

For sandheden er, at noget af det vigtigste i en proces ikke altid er det, der sker, mens vi sidder sammen.

Det er det, der sker bagefter.

Jeg plejer at forklare det sådan her:

Forestil dig, at du får en ansigtsbehandling hos en professionel.

Behandlingen går i dybden.
Der bliver arbejdet med huden.
Der bliver sat noget i gang.

Men hvis du spørger en dygtig kosmetolog, hvad der virkelig gør forskellen over tid, så vil svaret ofte være:

"Det du gør derhjemme."

De anbefalede cremer.
Serummerne.
De små rutiner.

Ikke fordi de erstatter behandlingen.
Men fordi de hjælper huden med at tage imod og holde på det, der allerede er sat i gang.

Sådan ser jeg også på kroppen.

Når vi laver en session, sætter kroppen noget i bevægelse.

Men kroppen fortsætter sit arbejde længe efter, du er gået ud ad døren.

Den regulerer.
Integrerer.
Sorter.
Finder nye måder at samarbejde på.

Derfor anbefaler jeg ofte mine klienter at få adgang til lydfilen Din indre intelligens.

Ikke fordi den erstatter en session.

Men fordi den støtter kroppen i det arbejde, den allerede er i gang med.

Den hjælper kroppen med at:
• finde mere sammenhæng
• skabe mere indre overblik
• bruge sin energi mere hensigtsmæssigt
• skifte lettere mellem aktivitet og hvile
• arbejde videre uden at miste retning

Og det er faktisk også derfor, at mange af dem, der lytter til lydfilen, aldrig har været hos mig, ud over mine klienter

For alle kroppe har brug for:
• rytme
• overblik
• pauser
• og plads til at regulere sig selv

Jeg får jævnligt beskeder som disse:

"Jeg ved ikke helt, hvad der sker, men jeg føler mig ikke længere så overvældet af alting. Det er som om min krop reagerer mere roligt, og jeg falder hurtigere tilbage til mig selv efter en travl dag."
– Klient

Og fra en kvinde, som aldrig har været hos mig:

"Jeg købte lydfilen, fordi jeg var nysgerrig. Jeg havde ingen forventninger. Men efter nogle uger opdagede jeg, at jeg sov bedre, havde mere overskud og ikke blev lige så påvirket af alt omkring mig. Det føles som om min krop har fundet et andet tempo."

Det er den slags beskeder, der gør mig glad.

Ikke fordi nogen bliver afhængige af en lydfil.

Men fordi de opdager, at kroppen ofte ved mere, end vi tror.

Nogle gange har den bare brug for lidt støtte til at finde tilbage til sin egen rytme.

Måske er det også derfor, at vi så ofte leder efter den næste løsning, mens kroppen i virkeligheden længes efter mere sammenhæng.

Hvis du er nysgerrig på Din indre intelligens, kan der købes adgang via linket i kommentarfeltet.

Og uanset om lydfilen er noget for dig eller ej, så tag dette med dig i dag:

Du behøver ikke altid presse mere igennem.

Nogle gange opstår de største forandringer, når kroppen får lov til at følge med.

Skab en god dag
-- Liv

09/06/2026

Det starter sjældent med det, der gør ondt.

Det starter ofte længe før.

Længe før spændingerne.

Længe før ubehaget.

Længe før kroppen begynder at råbe højere.

Jeg ser det igen og igen i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen.

Mennesker kommer, fordi kroppen reagerer.

Måske med smerter.

Måske med uro.

Måske med søvnudfordringer.

Måske med en krop, der bare ikke føles som den plejer.

Men når vi begynder at folde historien ud, viser det sig ofte, at kroppen har båret på noget længe.

En konflikt.

En sorg.

En frygt.

En situation, der aldrig rigtig blev afsluttet.

En følelse, der aldrig fik lov at fylde.

For sindet og kroppen arbejder ikke hver for sig.

De arbejder sammen.

Hele tiden.

Hvis du gennem længere tid går rundt og holder noget tilbage, så ved kroppen det.

Hvis du dag efter dag tilsidesætter dig selv, så ved kroppen det.

Hvis du lever i en indre konflikt mellem det, du mærker, og det, du gør, så ved kroppen det.

Ikke fordi kroppen straffer dig.

Men fordi kroppen lytter.

Den lytter til hele dit liv.

Til det du oplever.

Til det du føler.

Til det du tænker.

Til det du bærer alene.

Måske kender du det selv.

Du siger ja til endnu en opgave, selvom alt i dig har lyst til at sige nej.

Du smiler og siger:

“Det skal nok gå.”

Men om aftenen kan du ikke falde i søvn.

Tankerne kører.

Skuldrene spænder.

Og kroppen kan ikke finde ro.

Eller måske lever du i en relation, hvor du igen og igen bliver ked af det, men fortæller dig selv, at det ikke er så slemt.

At du nok bare er for følsom.

At du skal tage dig sammen.

Men kroppen reagerer alligevel.

Maven slår knuder.

Energien forsvinder.

Og du føler dig tung uden helt at forstå hvorfor.

Det er sådan nogle konflikter, jeg ofte møder.

Ikke fordi mennesker gør noget forkert.

Men fordi sindet nogle gange fortæller én historie…

mens kroppen fortæller en anden.

Jeg møder mennesker, som i årevis har forsøgt at få kroppen til at holde op med at reagere.

Men nogle gange er det ikke kroppen, der er problemet.

Nogle gange er kroppen budbringeren.

Den fortæller os, at noget indeni kalder på opmærksomhed.

At noget længes efter at blive set.

At noget længes efter at blive forstået.

Og det er præcis derfor, jeg arbejder, som jeg gør.

Jeg arbejder ikke kun med kroppen.

Jeg arbejder heller ikke kun med tankerne.

Jeg arbejder med mennesket.

Med helheden.

Med de steder, hvor sind og krop er kommet ud af takt med hinanden.

De indre konflikter.

De gamle historier.

De følelser, der stadig fylder.

De mønstre, der har fået lov at styre alt for længe.

For når de begynder at slippe…

så sker der ofte noget interessant.

Kroppen behøver ikke længere bruge energi på at holde fast.

Det, der har været spændt, kan begynde at give slip.

Det, der har været tungt, kan begynde at lette.

Det, der har fyldt i årevis, kan begynde at fylde mindre.

Ikke fordi nogen har kæmpet det væk.

Men fordi kroppen ikke længere står alene med opgaven.

Og måske er det noget af det smukkeste ved kroppen.

At den aldrig arbejder imod os.

Den forsøger hele tiden at arbejde for os.

Også når vi ikke forstår det endnu.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

07/06/2026

Ugen i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har budt på mennesker fra mange forskellige steder.

Blandt andet fra Norge.

Og det får mig ofte til at tænke på, hvor naturligt det egentlig er blevet for mange mennesker at mødes gennem en skærm.

Arbejde gennem en skærm.

Lære gennem en skærm.

Holde kontakt gennem en skærm.

For forbindelsen mellem mennesker handler sjældent kun om geografi.

Vi kender det allerede fra hverdagen.

Du kan høre på én sætning i telefonen, at noget ikke er, som det plejer.

Du kan mærke stemningen i et rum, før nogen siger et ord.

Du kan tænke på et menneske, du ikke har talt med længe, og pludselig dukker vedkommende op i dine tanker resten af dagen.

Du kan falde til ro, fordi nogen lytter.

Ikke fordi de står lige ved siden af dig.

Men fordi du føler dig mødt.

Det er ikke mærkeligt.

Det er menneskeligt.

Og det er præcis derfor, jeg elsker, at jeg både kan arbejde i klinikken i Ribe og gennem sessioner over skærmen.

For mennesker bærer det, de bærer, uanset hvor de bor.

Og kroppen arbejder med det, der fylder, dér hvor mennesket er.

I denne uge kom en kvinde til sin anden session.

Da jeg mødte hende første gang, var energien lav.

Søvnen var udfordret.

Overskuddet var næsten ikke eksisterende.

Hun beskrev det som om, hun hele tiden forsøgte at indhente noget, hun aldrig helt nåede.

Nu sad der en anden kvinde foran mig.

Ikke fordi livet var blevet perfekt.

Men fordi noget indeni var blevet lettere.

Hun sov bedre.

Havde mere energi.

Mere overskud.

Og det interessante var, at forandringen ikke kun kunne mærkes i kroppen.

Den kunne også mærkes i relationerne.

Hun fortalte, at det var blevet lettere at være sammen med andre.

Som om hun ikke længere skulle bruge den samme energi på at beskytte sig selv.

For nogle gange handler det, vi mærker i kroppen, ikke kun om kroppen.

Nogle gange hænger det sammen med alt det, vi bærer indeni.

Og så var der den lille dreng på 4 år.

Han ville ikke på toilettet.

Insisterede på at få ble på.

Og når man kun ser det udefra, kan det hurtigt komme til at handle om toilettræning.

Men børn gør sjældent noget uden en god grund.

For ham handlede det ikke om toilettet.

Det handlede om tryghed.

Om kontrol.

Om at holde fast i noget velkendt i en verden, der måske føltes lidt for stor.

Det er noget af det, jeg igen og igen bliver mindet om.

At det, vi ser, sjældent er hele historien.

Den voksne med den lave energi.

Barnet der ikke vil på toilettet.

Mennesket der reagerer i sine relationer.

Ofte er det bare det sted, hvor noget dybere viser sig.

Og når vi bliver nysgerrige på det, der ligger bag…

så begynder nye muligheder ofte at vise sig.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

06/06/2026

For mange år tilbage troede jeg, at fred med mig selv var noget, jeg skulle gøre mig fortjent til, kæmpe og knokle for at opnå.

At den ville komme en dag.

Når jeg havde lært nok.

Forstået nok.

Helet nok.

Arbejdet nok med mig selv.

Så ville jeg nå frem til det sted, hvor jeg kunne læne mig tilbage og tænke:

“Nu er jeg der.”

Men det mærkelige var, at målstregen hele tiden flyttede sig.

For hver gang jeg nåede noget, fandt jeg noget nyt, der skulle løses.

Noget nyt, der kunne forbedres.

Noget nyt, der kunne arbejdes på.

Og uden at opdage det havde jeg skabt et liv, hvor jeg konstant var på vej væk fra mig selv.

Ikke fordi jeg ikke ville mig selv.

Men fordi jeg troede, at fred fandtes på den anden side af endnu mere arbejde.

En dag gik det op for mig, at jeg behandlede mig selv, som mange behandler et hus, de lige har købt.

Der var altid noget, der skulle renoveres.

Et rum der skulle males.

Et gulv der skulle skiftes.

Et hjørne der kunne blive bedre.

Og mens jeg havde travlt med at forbedre huset…

glemte jeg at bo i det.

Glemte at nyde det.

Glemte at værdsætte det.

Det var først, da jeg begyndte at lægge mærke til det, at noget ændrede sig.

Ikke fordi jeg stoppede med at udvikle mig.

Ikke fordi jeg stoppede med at vælge mere for mig selv.

Tværtimod.

Jeg begyndte at forstå forskellen på at udvikle mig ud fra mangel…

og at udvikle mig ud fra mulighed.

For der er forskel.

Den ene energi siger:

“Jeg er ikke god nok endnu.”

Den anden siger:

“Jeg er klar til mere.”

Den ene forsøger at reparere sig selv.

Den anden vælger bevidst, hvem den ønsker at være.

Jeg møder det ofte i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen.

Mennesker, der har gjort udvikling til endnu en måde at gøre sig selv forkert på.

Som om de hele tiden står og kigger på den person, de er i dag, og tænker:

“Du er ikke helt rigtig endnu.”

Men hvad nu hvis udvikling ikke handler om at flygte fra den, du er?

Hvad nu hvis udvikling handler om at vælge den, du ønsker at blive?

For vi vælger hele tiden.

Vi vælger gennem vores handlinger.

Vores tanker.

Vores vaner.

Vores grænser.

Vores ja’er og vores nej’er.

Hver eneste dag fortæller vi livet, hvem vi tror, vi er.

Og livet svarer ofte tilbage på den fortælling.

Så måske er spørgsmålet ikke:

“Hvad er der galt med mig?”

Måske er spørgsmålet:

“Hvem vælger jeg at være herfra?”

Hvis du var helt i fred med dig selv lige nu…

hvilken version af dig ville så begynde at træde frem?

Hvilke valg ville du træffe?

Hvad ville du stoppe med at tolerere?

Hvad ville du sige ja til?

For fred med sig selv er ikke det samme som at stå stille.

Nogle gange er fred med sig selv netop det sted, hvorfra de største forandringer bliver skabt.

Ikke fordi du mangler noget.

Men fordi du endelig holder op med at tvivle på, at du må vælge mere.

Hvad hvis den næste version af dig ikke skal skabes gennem kamp?

Hvad hvis den skal skabes gennem valg?

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

04/06/2026

De sidste dage i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har mindet mig om noget, jeg aldrig bliver træt af at være vidne til.

At mennesker kan forandre sig så meget, at de næsten ikke ligner den version af sig selv, der sad foran mig første gang.

For 2 måneder siden sad en kvinde i min klinik.

Hun græd.

Ikke den slags tårer, der lige skal ud.

Men den slags tårer, der kommer, når man har båret for meget for længe.

Kroppen gjorde ondt.

Hun beskrev en træthed helt ind i knoglerne.

En tristhed, der havde fået lov at flytte ind.

Og en livskvalitet, der stille var blevet slidt ned.

Hun sad ikke og talte om store drømme.

Hun talte om at komme igennem dagen.

Om at holde sammen på sig selv.

Om at finde energi til det mest nødvendige.

I denne uge kom hun til sin tredje session.

Og havde jeg ikke selv mødt hende første gang, ville jeg næsten ikke have troet, det var den samme kvinde.

Hun smilede.

Ikke det høflige smil.

Men det smil, der kommer indefra.

Hun fortalte, at hun havde sagt sit job op.

Et job der havde slidt på hende længe.

Et job hun havde forsøgt at holde fast i, selvom kroppen havde forsøgt at fortælle noget andet.

Nu havde hun fået et nyt.

Og det var næsten ikke jobbet, der fyldte mest.

Det var friheden.

“Jeg føler mig fri,” sagde hun.

Fri.

Et enkelt ord.

Men hold op hvor det fyldte i rummet.

Hun fortalte, hvordan hun mere og mere følte sig hjemme i sig selv.

Hvordan hun ikke længere brugte så meget energi på at tænke over, hvad andre mon tænkte om hende.

Som om noget i hende var holdt op med konstant at kigge udad efter tilladelse.

Og i stedet var begyndt at lytte indad.

Og så var der teenageren.

En ung pige, der for mange måneder siden blev henvist gennem en af landets kommuner.

Jeg husker tydeligt første gang, hun trådte ind ad døren.

Hun ville ikke hilse.

Ville ikke svare.

Ville egentlig helst ikke være der.

Hun var vred.

Frustreret.

Og hendes øjne…

De var mørke.

Ikke mørke som i farven.

Men mørke som når livsglæden har gemt sig så godt, at man næsten ikke kan få øje på den.

Session efter session skete der små ændringer.

Ikke de store dramatiske.

Men de små.

Dem der betyder alt.

Lidt mere ro.

Lidt mere tillid.

Lidt mere kontakt.

Og det er ofte sådan, de største forandringer sker.

Ikke med et brag.

Men stille.

Næsten umærkeligt.

Indtil man en dag ser tilbage og opdager, hvor langt der faktisk er blevet gået.

I denne uge kom hun til sin afsluttende session.

Og den unge pige, der trådte ind ad døren, var ikke den samme, som jeg mødte for måneder siden.

Hun havde øjenkontakt.

Hun smilede.

Hun grinede.

Hun fortalte.

Og hun fortalte om, hvor godt hun havde det.

Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile sammen med hende.

For hendes øjne var ikke længere slukkede.

De var fulde af liv.

Af gnist.

Af fremtid.

Og måske er det noget af det smukkeste ved mit arbejde.

At få lov til at møde mennesker dér, hvor livet gør ondt.

Og senere få lov til at møde dem igen…

når de begynder at finde hjem til sig selv.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

03/06/2026

Der er en mærkelig ting, mange af os lærer meget tidligt i livet.

At det er sikrere at være den, andre har brug for…
end at være den, vi virkelig er.

Så vi begynder stille at justere os selv.

Vi bliver lidt sødere.
Lidt mere hjælpsomme.
Lidt mindre besværlige.

Vi siger ja, når vi mener nej.

Vi smiler, når vi er kede af det.

Vi siger:
“Det er fint.”

Når det ikke er fint.

Ikke fordi vi lyver.

Men fordi vi på et tidspunkt lærte, at der var noget at miste ved at være os selv.

Måske kærlighed.

Måske anerkendelse.

Måske følelsen af at høre til.

Og det interessante er:

Vi gør det ikke uden grund.

Vi får faktisk noget ud af det.

Vi får måske ros.

Vi undgår konflikter.

Vi bliver valgt til.

Vi bliver den, andre kan regne med.

Vi bliver den dygtige.

Den stærke.

Den forstående.

Den, der altid lige klarer lidt mere.

Problemet er bare, at der også er en pris.

For hver gang vi gemmer en del af os selv væk for at tilfredsstille andre, lærer vi os selv noget.

Vi lærer os selv:

“At de andre er vigtigere end mig.”

“At deres behov kommer først.”

“At jeg skal være noget bestemt for at høre til.”

Og efter mange år bliver det så normalt, at vi næsten ikke opdager det længere.

Vi kalder det personlighed.

Ansvarlighed.

Omsorg.

Men nogle gange er det i virkeligheden bare gamle overlevelsesstrategier i pænt tøj.

Jeg kender mønsteret alt for godt.

For jeg har selv boet der.

I mange år.

Jeg troede, jeg var omsorgsfuld.

At jeg bare var god til at mærke andre mennesker.

At jeg bare gerne ville hjælpe.

Og det var jeg også.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så var der også en del af mig, der havde lært, at det var dér, min værdi lå.

I at være noget for andre.

I at være den, man kunne regne med.

I at være den, der fik det hele til at glide.

Lige indtil jeg begyndte at blive bevidst om, hvad det faktisk gjorde ved mig.

Hvor træt jeg blev.

Hvor meget jeg tilsidesatte mig selv.

Hvor ofte jeg mærkede alle andre, før jeg mærkede mig selv.

Og selv i dag kan jeg stadig mærke den gamle rolle kalde på mig - ind i mellem.

Ikke fordi den er sand.

Men fordi den er velkendt.

Og det velkendte føles trygt.

Også når det ikke længere tjener os.

Hjernen elsker det velkendte.

Den kender vejen.

Den ved præcis, hvordan man er den søde.
Den dygtige.
Den forstående.

Så når vi begynder at vælge noget nyt, kan det føles mærkeligt.

Forkert næsten.

Ikke fordi det er forkert.

Men fordi det er uvant.

Og det er vigtigt at forstå.

For mange tror, at når noget føles ubehageligt, så må det være forkert.

Men nogle gange føles det ubehageligt, fordi vi er ved at gå ud af et gammelt mønster.

Ud af en rolle.

Ud af en identitet, vi har båret så længe, at vi troede, den var os.

Jeg møder det hele tiden i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen.

Mennesker, der er blevet så dygtige til at være alt for alle andre…
at de ikke længere ved, hvad de selv ønsker.

Mennesker, der kan mærke alle andres behov i et rum…
men ikke deres egne.

Mennesker, der længes efter frihed…
men samtidig er bange for, hvad der sker, hvis de stopper med at være den, alle forventer.

Og måske er det største spørgsmål ikke:

“Hvem skal jeg blive til?”

Måske er spørgsmålet:

“Hvilke dele af mig har jeg gemt væk for at blive accepteret?”

For det kræver energi at være en rolle.

Men det kræver overraskende lidt energi at være sig selv.

Det kræver blot mod.

Mod til at opdage, at du aldrig var skabt til at passe ind i alle andres forventninger.

Du var skabt til at være dig.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

01/06/2026

Den sidste uge i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har på mange måder handlet om det, vi mennesker bærer på.

Ikke det andre kan se.

Men det, der foregår under overfladen.

Det, der fylder indeni.

Den unge gut kom til sin anden session.

Før hans første session havde online spil fyldt rigtig meget.

Hver dag.

Ikke fordi han nødvendigvis syntes, det var sjovt hele tiden.

Men fordi det var blevet et sted at være.

Et sted at forsvinde hen.

Et sted hvor verden blev lidt lettere at være i.

Denne gang satte han sig ned og fortalte, at han næsten ikke spillede længere.

Ikke fordi nogen havde taget det fra ham.

Ikke fordi nogen havde lavet regler.

Men fordi behovet ikke fyldte på samme måde længere.

Og jeg synes altid, det er interessant.

For når noget slipper sit greb, handler det ofte mindre om det, vi gør…
og mere om det, vi ikke længere har brug for.

Senere kom en kvinde.

Da sessionen var slut, trak hun vejret dybt og gav et langt suk.

Ikke et suk fordi det var overstået.

Men et suk af lettelse.

Det var som om, brikkerne pludselig faldt på plads.

Alt det vi havde talt om.
Alt det kroppen viste.
Alt det vi arbejdede med.

Det gav mening.

Og nogle gange er det næsten det mest forløsende af det hele.

Ikke nødvendigvis at få svar.

Men at mærke:

“Nu forstår jeg mig selv lidt bedre.”

Forvirring er tungt at bære.

Forståelse skaber plads.

Og så var der kvinden, som havde båret på en sorg i næsten 20 år.

En sorg hun havde skubbet væk.

Ikke fordi hun ikke ville mærke den.

Men fordi den var for smertefuld.

For overvældende.

For stor.

Så hun havde gjort det, mange mennesker gør.

Lært at leve omkring den.

Men kroppen havde ikke glemt.

Den havde båret videre.

Som en konstant trykken for brystet.

Som en spænding, der aldrig helt forsvandt.

Da vi begyndte at arbejde med sorgen, kom tårerne.

Mange tårer.

Ikke de stille.

Men de tårer, der har ventet længe på at blive grædt.

Hendes krop begyndte at skælve.

Ikke af frygt.

Men som om noget endelig fik lov til at slippe.

Som om kroppen havde ventet i årevis på netop det øjeblik.

Da hun gik derfra, sagde hun:

“Jeg føler mig tom.”

Og så smilede hun.

“For første gang føles tomheden rar.”

Ikke tom som mangel.

Men tom som frihed.

Som plads.

Som stilhed efter mange års indre støj.

Og så kom den lille dreng på 5 år.

En dreng med store følelser.

Store reaktioner.

Raserianfald.

Vrede.

Og når man kun ser adfærden, kan man hurtigt tro, at det er det, historien handler om.

Men under det hele lå noget andet.

Han følte sig misforstået.

Som om verden omkring ham hele tiden ville have ham til at være noget andet end det, han var.

Og når et barn føler sig misforstået længe nok, så begynder frustrationen at tale.

Nogle gange gennem vrede.

Nogle gange gennem modstand.

Nogle gange gennem det, vi voksne kalder “problematisk adfærd”.

Men ofte ligger der noget langt mere sårbart nedenunder.

Et barn, der længes efter at blive mødt.

Forstået.

Set.

Og måske er det egentlig det, den sidste uge har handlet om.

At mennesker forandrer sig, når det, de har båret alene, ikke længere behøver bæres alene.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

31/05/2026

Jeg stod i køen i supermarkedet den anden dag.

Foran mig stod en kvinde med to små børn.

Den ene ville have slik.

Den anden ville hjem.

Og mens hun forsøgte at holde styr på begge dele, kunne jeg høre hende sige:

“Jeg når aldrig det, jeg skal.”

Det var sikkert bare en sætning.

En af dem, vi alle sammen kommer til at sige.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ret sikker på, at jeg selv har sagt noget lignende mange gange.

Måske ikke præcis de ord.

Men noget i stil med:

“Der er altid noget, jeg mangler at nå.”

“Jeg er bagud.”

“Jeg skal lige…”

“Når bare jeg får styr på det her, så kan jeg slappe af.”

Især dengang mine tre børn var små.

Men også senere i livet.

For sådan er det ofte.

Vi siger noget så mange gange, at vi holder op med at høre det.

Det bliver bare en del af os.

En del af den måde, vi tænker, føler og lever på.

Og det fik mig til at tænke.

For hvad nu hvis det ikke bare er en sætning?

Hvad nu hvis det er et rum, vi har boet i længe?

Forestil dig et hus.

Et hus med mange værelser.

I ét af værelserne hænger der et skilt:

“Jeg når aldrig det, jeg skal.”

Måske hænger der i et andet:

“Jeg må tage mig sammen.”

Eller:

“Jeg er først god nok, når jeg har gjort lidt mere.”

Når vi har boet længe nok i et hus, holder vi op med at lægge mærke til væggene.

Vi holder op med at se skiltene.

Vi begynder bare at tro, at sådan er livet.

At sådan er vi.

Men det er her, det bliver interessant.

For vores selvfortællinger bliver ofte til vores identitet.

Og vores identitet bliver ofte til den måde, vi lever vores liv på.

Hvis jeg fortæller mig selv, at jeg altid er bagud …

så vil jeg føle mig bagud.

Hvis jeg fortæller mig selv, at der aldrig er tid nok …

så vil livet føles sådan.

Ikke fordi det nødvendigvis er sandheden.

Men fordi jeg ser livet gennem det skilt, jeg har hængende på væggen.

Det tog mig mange år at opdage.

Ikke fordi nogen fortalte mig det.

Men fordi jeg begyndte at lægge mærke til de historier, jeg fortalte mig selv.

For vi kan ikke ændre det, vi ikke er bevidste om.

Hvis vi ikke kan se skiltet på væggen, kan vi heller ikke stille spørgsmål ved det.

Så kommer vi til at tro, at skiltet er sandheden.

Men i det øjeblik vi bliver bevidste …

i det øjeblik vi opdager fortællingen …

så opstår muligheden for noget nyt.

Ikke fordi alt ændrer sig fra den ene dag til den anden.

Men fordi vi ikke længere er styret af noget, vi ikke kan se.

Og det smukke er:

Vi er ikke dømt til at bo i det samme hus resten af livet.

Vi kan flytte rundt på møblerne.

Male væggene.

Tage gamle skilte ned.

Sætte nye op.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men lidt efter lidt.

Én bevidsthed ad gangen.

Ét valg ad gangen.

Én ny fortælling ad gangen.

Og måske starter det hele med at blive nysgerrig på:

Hvilke skilte hænger der egentlig på væggene i mit hus?

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.

— Liv

Adresse

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter
Ribe
6760

Hvad er åbningstiderne?

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15

Internet side

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Lev dit liv sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Lev dit liv:

Genveje

Vil du plassere din praksis på toppen av Klinik-listen i Ribe?

Del

Type

Alternativ og holistisk helsepleje