Psykoterapeut -MPF -Birgit Ryberg Landtved.

24/08/2026

Når et barn ikke længere kan hænge sammen, ser vi det sjældent med det blotte øje.

Vi ser måske et barn, der bliver hjemme.
Et barn, der ikke vil ud af bilen.
Et barn, der siger nej.
Et barn, der virker vredt, trist eller opgivende.

Men det, vi ikke ser, er ofte det vigtigste.

Vi ser ikke de mange timer, hvor barnet har kæmpet for at holde sammen på sig selv.

Vi ser ikke kroppen, der er i alarmberedskab fra det øjeblik, vækkeuret ringer.

Vi ser ikke hjernen, der bruger al sin energi på at sortere lyde, lys, krav, sociale forventninger og usikkerhed.

Vi ser ikke altid det barn, der hver eneste dag kæmper for at hænge sammen.

Nogle børn bliver udadreagerende.
Andre bliver helt stille.
Nogle får ondt i maven, kvalme eller hovedpine.
Andre kollapser først, når de kommer hjem.

De er ikke dovne.
De er ikke umotiverede.
De mangler ikke opdragelse.

De er overbelastede.

Når et nervesystem har været på overarbejde længe nok, begynder det at beskytte barnet. Det kan være en del af forklaringen på, at et barn pludselig ikke længere kan gå i skole – selvom barnet måske inderst inde rigtig gerne vil.

Derfor handler vejen tilbage ikke nødvendigvis om flere krav.

Den handler om at skabe tryghed.
Om at forstå barnets signaler.
Om at regulere nervesystemet.
Om at hjælpe barnet med langsomt at få overskuddet tilbage.

Det er netop derfor, jeg arbejder med psykoedukation, neurofeedback og terapi.

Først må vi forstå, hvad der sker.

Så kan vi begynde at hjælpe.

❤️ Jeg har plads til enkelte nye forløb med opstart ultimo september.

Hvis dit barn eller din unge kæmper med ufrivilligt skolefravær, overbelastning, angst, stress eller et nervesystem, der konstant er på overarbejde, er du velkommen til at kontakte mig for en indledende samtale.

Vi behøver ikke have alle svarene på forhånd.

Vi kan begynde med at være nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle os.

Psykoterapeut MPF Birgit Ryberg Landtved
Narrativ psykoterapi • Mentalisering • Neurofeedback
📍 Klinik i Ringe
📞 20 46 12 90

24/08/2026

19/08/2026

Jeg tager virkelig hatten af for de kommuner, der tør stoppe op og spørge:

**Er det altid barnet, der skal tilpasse sig – eller skal vi nogle gange også være nysgerrige på de rammer, barnet møder?**

Jeg er derfor både glad og taknemmelig for, at jeg er blevet bedt om at bidrage med et oplæg til en temadag for lærere, pædagoger og socialrådgivere – og samtidig holde et oplæg for forældre til børn og unge med ADHD, autisme, angst og ufrivilligt skolefravær.

For når et barn eller en ung mistrives over længere tid, kan afmagten hurtigt flytte ind.

Hos barnet.

Hos forældrene.

Og hos de fagprofessionelle.

Vi kan alle komme til at stå med en oplevelse af ikke at kunne lykkes. Og når vi mangler et fælles sprog for det, vi ser og oplever, kan vi også lettere komme til at stå fast i hver vores forståelse.

Forældrene kan føle, at ingen forstår deres barn.

De fagprofessionelle kan føle, at de gør alt, hvad de kan – uden at det hjælper.

Og barnet kan komme til at stå midt imellem voksne, der alle vil det bedste, men som måske ikke længere helt forstår hinanden.

Det er her, jeg tror, et fælles sprog kan gøre en forskel.

For nogle gange hører jeg debatten om, at der er blevet for mange *særregler* i skolen.

At børn skal lære at tilpasse sig.

At vi ikke kan indrette skolen efter det enkelte barn.

Og nej.

Vi kan naturligvis ikke skabe en individuel skole til hvert enkelt barn.

Men måske skal vi være lidt mere nysgerrige på, hvad vi egentlig mener, når vi siger, at et barn skal *tilpasse sig*.

For tilpasning foregår ikke i et tomrum.

Et barn møder skolen med sit eget nervesystem, sine erfaringer, sin energi og den kapacitet, barnet har til rådighed lige dér.

Nogle børn kan klare rigtig meget – lige indtil de ikke kan mere.

Andre reagerer hurtigere, når krav, sanseindtryk, sociale forventninger eller uforudsigelighed overstiger det, deres system kan rumme.

Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke vil.

Nogle gange betyder det, at barnet ikke *kan*.

Ikke endnu.

Ikke på den måde.

Eller ikke under de betingelser, der er til stede.

Og måske er det netop her, vi har brug for et fælles sprog.

Et sprog, der hjælper os med at være nysgerrige, før vi bliver vurderende.

Et sprog, der gør det muligt at spørge:

**Hvad mon der sker her?**

Fremfor først at spørge:

**Hvorfor gør barnet ikke bare det, vi beder det om?**

For nogle gange ser vi et barn, der ikke samarbejder.

Men måske oplever barnet selv, at det kæmper for at holde sammen på sig selv.

Nogle gange ser vi modstand.

Men måske er det et nervesystem, der allerede er på overarbejde.

Nogle gange ser vi undgåelse.

Men måske forsøger barnet at beskytte sig mod noget, der opleves som for svært, uoverskueligt eller overvældende.

Det betyder ikke, at vi skal fjerne alle krav.

Børn skal stadig lære, øve sig og udvikle sig.

Men måske skal vi være mere optagede af, hvilke betingelser der skal være til stede, for at barnet faktisk *kan* lykkes.

Vi er blevet klogere før.

Engang blev venstrehåndede børn tvunget til at skrive med højre hånd, fordi det anderledes blev set som noget, der skulle rettes.

Engang blev ordblindhed ofte forstået som manglende evner.

I dag forsøger vi ikke at gøre det ordblinde barn til en anden.

Vi har fundet andre veje til læring.

Ikke fordi forventningerne er blevet mindre.

Men fordi vi er blevet klogere på, at mennesker ikke nødvendigvis lærer, reagerer eller fungerer på samme måde.

Måske er det den samme nysgerrighed, vi skal tage med os, når vi taler om børn med autisme, ADHD, angst og ufrivilligt skolefravær.

For hvad er egentlig en *særregel*?

Er det en tydelig besked?

Lidt mere forudsigelighed?

En visuel støtte?

Hjælp til en overgang?

En pause, før nervesystemet bliver overbelastet?

Færre ord, når der allerede er for meget at forholde sig til?

Eller en voksen, der kan bevare roen og hjælpe barnet med at finde sin igen?

Ofte handler det ikke om store særordninger.

Nogle gange handler det om små justeringer.

Men små justeringer kan have stor betydning.

Ikke for at gøre barnet særligt.

Men for at give barnet en reel mulighed for at være en del af fællesskabet.

For lighed er ikke altid, at alle får det samme.

Nogle gange handler lighed om, at alle får mulighed for at være med.

Og måske er det også her, det fælles sprog bliver så vigtigt.

Når forældre og fagprofessionelle får mulighed for at tale om nervesystemer, belastning, regulering, angst, udvikling og mistrivsel uden at skulle placere skyld, kan der opstå mere plads til dialog.

Vi kan begynde at undersøge sammen:

**Hvad ser vi?**

**Hvad mon barnet oplever?**

**Hvad bliver svært – og hvorfor?**

**Hvad kan barnet allerede, når betingelserne er de rigtige?**

**Og hvad kan vi hver især bidrage med, for at barnet får bedre mulighed for at lykkes?**

For når vi mangler forståelse, kan afmagten vokse.

Og når afmagten får lov til at stå alene for længe, kan den nogle gange udvikle sig til hårdhed – mod barnet, mod forældrene, mod de fagprofessionelle eller mod hinanden.

Men et fælles sprog kan være med til at skabe noget andet.

Det kan give os mulighed for at træde et skridt tilbage.

Blive nysgerrige.

Se flere perspektiver.

Og måske opdage, at vi ikke nødvendigvis er uenige om målet.

Vi mangler måske bare et fælles sted at stå, når vi skal finde vejen derhen.

Jeg glæder mig derfor til at være en del af en dag, hvor både fagprofessionelle og forældre inviteres ind i den samme samtale.

Ikke fordi vi skal være enige om alt.

Men fordi børn og unge har brug for voksne, der bliver ved med at forsøge at forstå.

Både barnet.

Og hinanden.

For når et barn ikke passer ind i de rammer, vi har skabt, er det ikke altid barnet, der skal ændres.

Nogle gange skal vi være modige nok til at undersøge, hvad der sker mellem barnet og omgivelserne.

Og måske er det ikke en særregel.

Måske er det bare et fælles ansvar.

**At der skal være plads til mennesker.**

Også når de mærker, tænker, lærer, reagerer og regulerer sig på andre måder end flertallet.

**Ingen børn skal blive syge af at gå i skole.**

Hverken fysisk.

Eller psykisk.

Og vejen derhen begynder måske med, at vi tør tale sammen – i stedet for om hinanden.

07/08/2026

Når stilheden larmer – og andre stemmer får lov at fylde ♥️

I dag fik jeg denne fine nøglering og et kram af en ung pige, jeg har fulgtes med gennem en rum tid.

Nu er hun klar til en ny begyndelse på efterskole.

Hun tager ikke afsted som et helt andet menneske. Hun tager afsted som mere af sig selv – og med en noget anden fortælling om, hvem hun er, end den hun bar på, da vi begyndte vores følgeskab.

I 9. klasse skrev hun klummen “Når stilheden larmer mest.”

Hun skrev om den form for mobning, der kan være vanskelig at få øje på udefra. Om blikke, der vender sig væk. Samtaler, der stopper. Invitationer, der aldrig kommer. Og om at kunne gå gennem en hel skoledag uden at høre nogen sige ens navn.

En sætning ramte mig særligt:

“Folk ser mig, men de ser ikke mig.”

Jeg reagerede dengang på hendes klumme, også over for skolen. Alligevel oplevede hun aldrig, at der efterfølgende blev vendt tilbage til hende og forholdt sig til det, hun så tydeligt havde forsøgt at fortælle.

Det synes jeg stadig er værd at standse ved.

For når et ungt menneske rækker sin indre verden frem på den måde, er det ikke kun ordene, vi skal høre. Vi må forsøge at mentalisere:

Hvad mon hun forsøger at fortælle os om, hvordan det er at være hende?

Og måske endnu vigtigere:

Hvad sker der inde i et ungt menneske, når hun fortæller – og ikke oplever, at nogen kommer tilbage og er nysgerrige på det fortalte?

Neuroaffektivt ved vi, at vores selvoplevelse udvikles i relationer. Vi lærer ikke kun, hvem vi er, ved at kigge indad. Vi spejler os i de mennesker og fællesskaber, vi er en del af.

Når man gentagne gange oplever ikke at blive valgt til, kan erfaringen langsomt komme til at lyde som en sandhed om én selv:

Der må være noget ved mig, som gør, at jeg ikke hører til.

Men det er ikke hele hendes historie.

Heldigvis.

For andre steder har hun mødt helt andre spejlinger.

I musikken. I svømningen. I fællesskaber, hvor hun kan noget, bidrager med noget og mærker, at hun hører til.

Her bliver hun set og mødt.

Og hjemme har hun fantastiske forældre, som ser hende, hører hende og bakker hende op. Forældre, der har stået ved siden af og holdt fast i hende – også når andre sammenhænge har gjort ondt.

Det betyder noget.

For ét fællesskabs blik behøver ikke få lov til at blive et barns endelige blik på sig selv.

Når et ungt menneske igen og igen får andre erfaringer – jeg kan noget, nogen vil mig, jeg bidrager, jeg hører til – skabes der mulighed for, at nervesystemet og selvfortællingen langsomt får flere spor at bevæge sig ad.

Det betyder ikke, at det svære bare forsvinder.

Et menneske kan godt være både såret og stærkt.
Usikkert ét sted og blomstrende et andet.
Have brug for hjælp og samtidig besidde en enorm handlekraft.

Det er måske netop dér, mentaliseringen bliver vigtig.

At vi ikke reducerer et menneske til det, der gør ondt.

Hun er ikke “den mobbede pige”.

Hun er en ung pige med musikalitet, vedholdenhed, humor, interesser, relationer, svømning, drømme, sårbarheder og styrker. En pige, der både er blevet overset nogle steder og set meget tydeligt andre steder.

Og måske har vores følgeskab også været ét af de steder, hvor hun har kunnet få nogle nye erfaringer med sig.

Ikke fordi et andet menneske kan reparere et ungt menneske.

Men fordi vi mennesker udvikler os i mødet med hinanden.

Gennem de mange små øjeblikke, hvor nogen bliver ved med at være nysgerrige. Hvor adfærd ikke bliver forvekslet med identitet. Hvor vi forsøger at forstå, hvad der ligger bag. Hvor den anden mærker:

“Du ser mig – også når jeg selv har svært ved at få øje på mig.”

Nu skal hun på efterskole.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der venter hende dér. Nye fællesskaber kræver mod, og gamle erfaringer kan godt rejse med i bagagen.

Men hun rejser ikke tomhændet.

Hun har erfaringerne fra musikken og svømningen med sig.
Hun har mennesker, der holder af hende.
Hun har forældre, der ser, hører og bakker op.
Hun har sine egne evner og sin egen vedholdenhed.

Og hun har efterhånden fået øje på flere sider af sig selv end dem, der engang blev spejlet tilbage til hende i en skolegård.

Så denne lille nøglering kommer til at betyde noget særligt for mig.

Ikke som et symbol på, at jeg har “reddet” et ungt menneske.

Men som en påmindelse om noget, jeg igen og igen oplever i arbejdet med børn og unge:

Vi bliver til i relationer – men heldigvis er ingen enkelt relation eller noget enkelt fællesskab alene om at definere, hvem vi er.

Nogle gange skal der nye blikke til, før vi langsomt tør se os selv anderledes.

Og nogle gange begynder en ny start længe før den dag, hvor man pakker tasken og tager på efterskole. ♥️

03/08/2026

Når et barn ikke kan komme i skole, handler det sjældent om manglende vilje.

Ufrivilligt skolefravær er ofte et tegn på et nervesystem, der er blevet overbelastet – ikke et barn, der har givet op.

Mange af de børn og unge, jeg møder, lever med autisme, ADHD, angst, traumer eller langvarig stress. De kæmper hver eneste morgen med noget, som omgivelserne ikke altid kan se. Bag modstanden gemmer der sig ofte frygt, udmattelse, skam og en oplevelse af ikke at kunne slå til.

Derfor begynder hjælpen ikke med krav – men med forståelse.

Jeg tilbyder et helhedsorienteret forløb, hvor vi arbejder med både barnet eller den unge og familien.

🧠 Psykoedukation
Vi skaber en fælles forståelse af, hvad der sker i hjernen, kroppen og nervesystemet. Når barnet, den unge og forældrene forstår reaktionerne, bliver det lettere at møde reaktionerne med ro, nysgerrighed og omsorg.

Neurofeedback
Neurofeedback er en skånsom og medicinfri træning af hjernens selvregulering. Målet er ikke at ændre barnet – men at støtte hjernen i at finde mere ro, fleksibilitet og balance. Mange oplever, at søvn, overskud, koncentration og evnen til at håndtere hverdagens krav gradvist forbedres.

Terapi og familieforløb
Vi arbejder narrativt, mentaliserende og neuroaffektivt med at skabe nye fortællinger om barnet. Fokus flyttes fra "Hvad er der galt med dig?" til "Hvad har dit nervesystem været udsat for – og hvad har du brug for?"

❤️ En mors oplevelse

"Da Sofie gik i 1. klasse, begyndte hun at få skolevægring. Til sidst kunne hun kun være i skole to timer, to gange om ugen, og hun blev flere gange sygemeldt med stress. Vi valgte at hjemmeundervise hende, fordi hun havde brug for ro.

Da vi mange år senere kontaktede Birgit om neurofeedback, fortalte hun allerede under den første telefonsamtale, at hun kunne høre mange tegn på autisme. Hun vejledte os til at få Sofie udredt, og samtidig begyndte Sofie et neurofeedback-forløb.

Langsomt begyndte vi at se en forandring. Kvalmen, som havde fyldt hendes hverdag, forsvandt. Hun fik mere energi, sov bedre og fik overskud til at være sammen med andre. Efter en privat udredning fik hun diagnosen infantil autisme og er i dag startet på FGU på nedsat tid.

*Det, der betyder allermest for os, er, at hun igen har fået lyst til livet. Hun har fået en fritidsinteresse, deltager i sociale sammenhænge og har et helt andet overskud i hverdagen.*

Vi er dybt taknemmelige for, at Birgit så de tegn, ingen andre havde fået øje på, tog os alvorligt og hjalp os videre. Det har gjort en kæmpe forskel – ikke kun for Sofie, men for hele vores familie."

– Vibeke ❤️

Der findes sjældent hurtige løsninger på ufrivilligt skolefravær.

Men der findes veje tilbage.

Veje, hvor barnet igen oplever tryghed, håb og tro på egne muligheder – og hvor familien ikke længere står alene.

Hvis I står midt i en hverdag præget af ufrivilligt skolefravær, er I meget velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om, hvordan et forløb kan tilpasses netop jeres barn og familie.

❤️ Ingen børn vælger mistrivsel. Når vi forstår barnets signaler og støtter dets nervesystem, kan vi begynde at skabe de betingelser, hvor udvikling, trivsel og læring igen bliver mulig.

28/07/2026

✊Når hverdagen banker på, banker den ikke på med samme styrke hos alle børn.

Lige om lidt begynder skolen igen.

🤩For nogle børn er det en dag, de har glædet sig til hele sommeren.

😪For andre er det en dag, de møder med uro i kroppen – også selvom de måske ikke selv ved hvorfor.

🧠For mange børn – og særligt børn med et sensitivt nervesystem, ADHD eller autisme – er seks ugers sommerferie ikke “bare” en ferie.

Det er seks uger, hvor kroppen har vænnet sig til et andet tempo.

Og nu skal den pludselig omstille sig igen.

Til vækkeuret.

Til mange mennesker.

Til lyde, indtryk og forventninger.

Til nye lærere.

Nye fag.

Måske et nyt klasselokale.

Måske nye klassekammerater.

Og en hverdag, hvor meget endnu er ukendt.

For et sensitivt nervesystem er forandringer sjældent små. De kræver energi. De kræver omstilling. Og de kan skabe en uro, som barnet endnu ikke har ord for.

Måske ser vi det i de små forandringer.

Barnet, der har svært ved at falde i søvn.

Barnet, der vågner tidligere end normalt.

Barnet, der bliver mere følsomt, hurtigere frustreret eller søger ekstra meget nærhed

Barnet, der protesterer over noget, som egentlig ikke plejer at være svært.

Og nogle børn siger det helt direkte:

“Jeg vil ikke i skole.”

Vi voksne kommer let til at høre ordene.

Men måske er det nervesystemet, der taler.

Fra et neuraffektivt perspektiv er adfærd sjældent et problem, der skal fjernes.

Adfærd er ofte barnets bedste forsøg på at fortælle os, at noget er svært – længe før barnet selv kan sætte ord på det.

Nogle børn råber deres utryghed ud.

Andre hvisker den.

Begge dele kalder på voksne, der er nysgerrige nok til at lytte.

Når vi mentaliserer, flytter vi blikket.

Fra:

“Hvordan får jeg mit barn til at komme godt i skole?”

Til:

“Hvad mon mit barn har brug for, for at kunne komme godt i skole?”

Den forskel kan være afgørende.

For børn udvikler ikke selvregulering gennem flere formaninger eller større krav.

De udvikler den gennem relationer, hvor de oplever at blive mødt af voksne, der kan bevare roen, skabe mening og hjælpe dem med at regulere det, de endnu ikke kan regulere alene.

Måske har barnet brug for, at vi sænker tempoet en lille smule.

Måske har det brug for mere forudsigelighed.

Måske har det brug for en pause.

Måske har det brug for, at vi er mere optagede af at forstå end af at få det til at lykkes med det samme.

Jeg ved også, at mange forældre står med en knude i maven netop nu.

De ønsker det bedste for deres barn.

De gør sig umage.

De prøver igen og igen.

Og alligevel kan morgenerne ende i konflikter, tårer eller afmagt.

Hvis det er sådan hjemme hos jer, vil jeg gerne sige én ting:

I er ikke forkerte.

Det er jeres barn heller ikke.

Nogle børn har bare brug for, at vi forstår deres nervesystem, før vi kan hjælpe dem videre.

Det samme gælder ofte i skolen, hvor lærere og pædagoger hver dag gør deres bedste for at skabe gode rammer for mange forskellige børn. Når vi sammen bliver nysgerrige på, hvad der ligger bag barnets adfærd, skaber vi langt bedre muligheder for trivsel end ved alene at forsøge at ændre adfærden.

Hvis skolestarten fylder meget hjemme hos jer, eller hvis I oplever, at jeres barn ofte bliver overvældet af hverdagens krav, så behøver I ikke stå alene med det.

Nogle gange er det ikke barnet, der skal laves om.

Nogle gange er det forståelsen, der gør den største forskel.

Det er netop det, jeg brænder for at hjælpe børn, unge, forældre og fagpersoner med – at skabe mening i det, der kan føles uoverskueligt, så der bliver mere ro, mere forståelse og flere øjeblikke, hvor både barnet og de voksne oplever, at de lykkes.

Jeg ønsker alle børn, forældre, lærere og pædagoger en nænsom skolestart.

Ikke en perfekt skolestart.

Men en skolestart, hvor der er plads til, at vi alle er mennesker.

💚

15/07/2026

Kære alle 🌸

Der er altid noget særligt over den dag, hvor jeg låser døren til klinikken for sidste gang inden sommerferien.

Ikke fordi jeg holder pause fra det, der giver mit arbejde mening – men fordi pausen også er en del af det at kunne være noget for andre. Den minder mig om værdien af at sætte tempoet ned, være nærværende med dem, jeg holder af, og give både krop og sind mulighed for at lade op.

Inden jeg slipper hverdagen for en stund, har jeg lyst til at sige tak.

Tak til alle jer, der har fundet vej til min klinik. Til børnene, de unge, de voksne og familierne, som har vist mig den tillid at dele deres historier med mig. Det er et privilegium, som jeg aldrig tager for givet.

Tak fordi I har delt jeres historier med mig. Både dem, der har været svære at fortælle, og dem, der har givet håb, smil og nye begyndelser.

Jeg bliver ofte mindet om, at det ikke er vores historier, der definerer os – men at de er med til at forme os. Og når et menneske oplever at blive mødt med nysgerrighed frem for fordømmelse, med forståelse frem for hurtige løsninger, kan der opstå noget nyt. Der kan blive plads til, at både hjertet, kroppen og nervesystemet langsomt finder mere ro.

Det er et privilegium at få lov til at gå et stykke vej sammen med jer.

Tak til jer, der anbefaler mig til andre. Det er den største tillidserklæring, jeg kan få, og jeg bliver oprigtigt rørt hver gang nogen fortæller, at de er kommet, fordi en anden har peget dem i min retning.

Nu kalder sommeren. Jeg glæder mig til langsomme morgener, tid med dem, jeg holder af, natur, havluft og de små øjeblikke, hvor skuldrene sænker sig, og der bliver plads til bare at være.

Efter sommerferien venter et efterår, som jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg starter uddannelsen i MIM-P – Marschak Interaction Method of Psychometrics, en samspilsobservationsmetode, der giver en endnu dybere forståelse af relationen mellem børn, unge og deres omsorgspersoner.

Samtidig påbegynder jeg efteruddannelsen til Krops- og traumeinformeret psykoterapeut ved Blackbird Institut. Jeg glæder mig til at fordybe mig endnu mere i forståelsen af, hvordan vores erfaringer sætter sig i kroppen og nervesystemet – og hvordan trygge relationer kan skabe grobund for udvikling, regulering og nye fortællinger.

Jeg elsker at lære. Ikke for uddannelsernes skyld, men fordi ny viden gør mig bedre i stand til at møde de mennesker, der sætter sig overfor mig, med endnu mere forståelse, nysgerrighed og omsorg.

Jeg er tilbage i klinikken i uge 32, og jeg glæder mig allerede til at se både nye og kendte ansigter igen.

Indtil da ønsker jeg jer en sommer med nærvær, små pauser, grin, is, bare tæer, lange aftener – og plads til at mærke det, der giver jer ro.

Pas godt på jer selv og hinanden.

De varmeste sommerhilsner
Birgit 😎🌞