20/01/2026
Så enig 🙏🏻
https://www.facebook.com/share/1MroRan95Q/?mibextid=wwXIfr
I et opslag opfordrede Dr. Jessica Taylor til, at vi “øjeblikkeligt, fuldstændigt og uden undskyldning” holder op med at bruge begrebet maladaptiv eller uhensigtsmæssig coping strategi i forbindelse med psykisk lidelse. Hendes pointe er, at udtrykket fordrejer overlevelse af svære tider og traumer til en defekt, og fremstiller strategier som fejl.
Lad mig starte med at sige: Jeg er 100 % enig med Dr. Jessica Taylor.
Der findes ikke nogen ”uhensigtsmæssig copingstrategi” på det tidspunkt, hvor den opstår.
Ikke en eneste. Ikke i den levede erfaring af traume – og slet ikke i nervesystemet hos et barn, der forsøger at overleve det umulige.
At kalde en overlevelsesstrategi for “uhensigtsmæssig” indebærer, at “at de måder, du overlevede på, var forkerte … at det, der holdt dig i live, i sig selv var en slags fejl.”
Præcis. Og det er dybt uretfærdigt – og netop det, vi i traumefeltet aktivt forsøger at bevæge os væk fra, fordi den tilgang til psykisk lidelse har afsporet så ufattelig mange menneskeliv, unødvendigt, ved at sygeliggøre frem for at forstå menneskers lidelse og deres måder at komme igennem den på.
For intet opstår i et tomrum. Mennesker dissocierer ikke, drikker ikke, trækker sig ikke, bekymrer sig ikke, grubler ikke, tilpasser sig ikke, undertrykker ikke, trusselsmonitorerer ikke, hører ikke stemmer, overpræsterer ikke, bedøver sig ikke, skader ikke sig selv – eller noget andet, som psykiatrien kalder et “symptom” – i et tomrum.
De gør det, fordi det på et tidspunkt i deres liv var den eneste måde at overleve på. Nervesystemet gjorde det, nervesystemer gør: tilpasser sig intelligent og kreativt, styret af en dybt kropslig fornemmelse for selvbeskyttelse.
Der er intet hverken maladaptivt eller uhensigtsmæssigt ved det. Tværtimod er det per definition adaptivt.
Hver dag – og det var hvér dag – sidder jeg her og bliver ydmyg over den visdom og den enorme intelligens, der ligger bag de overlevelsesstrategier, som de mennesker, der kommer til mig, har udviklet for at holde sig oprejst i modgang. Det er bl.a. derfor, jeg kategorisk nægter at kalde dem psykiske sygdomme. For de giver mening i kontekst.
Jeg har aldrig set en psykisk sygdom; aldrig set adfærdsmønstrene og følelserne og tankerne ikke give mening i lyset af det, der var sket. Og derfor giver ord som “sygdom” og ”forstyrrelse” ikke mening at bruge.
Jeg er fuldstændig enig med Dr. Taylor i, at vi må stoppe med at straffe mennesker for netop de strategier, der bar dem gennem helvede. Og jeg er helt med på at lægge ordet maladaptiv – som let kommer til at gøre noget af det samme – bag os.
Og alligevel rejser det spørgsmålet: Hvad kalder vi så de coping- og overlevelsesstrategier, som senere i livet giver bagslag og begynder at skabe problemer – hvis ikke maladaptive?
>Læs hele artiklen i linket nedenfor (dog på engelsk)
