07/07/2026
Der var engang, hvor jeg troede, det var helt naturligt altid at have antennerne rettet mod alle andre.
At kunne mærke, når min mand havde en dårlig dag. At forudse behov, løse problemer og holde sammen på det hele. Jeg blev faktisk så god til det, at jeg næsten ikke opdagede, at jeg langsomt mistede forbindelsen til mig selv.
Min krop opdagede det før mig.
Den trak i håndbremsen igen og igen med stress, angst, depression og belastningsreaktioner. Først senere forstod jeg, hvad den prøvede at fortælle mig:
At jeg også skulle huske at lytte indad.
Jeg øver mig stadig. Ikke i at blive et menneske, der aldrig bliver presset, men i at skabe et liv, hvor der er bedre balance mellem det, jeg giver, og det, der giver mig noget tilbage.
Et liv, hvor jeg ikke kun navigerer efter alt det, der skal løses, men også efter det, der føles meningsfuldt og nærende for mig.
Det er en vej, jeg stadig går. En vej mod et mere bæredygtigt arbejdsliv og en hverdag, hvor jeg ikke skal kæmpe imod den, jeg er, men lære at arbejde med mig selv.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til yogaen, klangene og det langsomme håndværk, når jeg knytter malakæder eller skaber macramé.
Ikke fordi de løser alt – men fordi de hjælper mig med at mærke mig selv igen.
Med at finde hjem.
Hjem til hjertet ❤️
Måske genkender du noget af dig selv i min historie? Måske er du også blevet så god til at mærke alle andre, at du nogle gange glemmer at mærke dig selv.
Hvis det er tilfældet, håber jeg, du vil føle dig hjemme her. Her er der plads til at sænke skuldrene, lytte til hjertets stille hvisken og finde hjem – lidt efter lidt ❤️
📸 .dk
