Sara Roland

09/09/2026

Bekymring er nødvendigvis ikke er det samme som kritik💜

Der er forskel på at kritisere sin partner som menneske – og på at sætte ord på en adfærd, der gør det svært at føle sig tryg i relationen.

Alligevel bliver de to ting ofte blandet sammen.

Når vi siger:

“Det her gør mig utryg.”
“Jeg føler mig alene, når det sker.”
“Jeg savner, at du møder mig her.”
“Det her fungerer faktisk ikke særlig godt for mig.”

… kan den anden høre:

“Du er forkert.”

Og så kommer forsvaret.

Men at være i en kærlig relation betyder ikke, at vi skal tie om det, der gør ondt, for at beskytte den anden mod ubehag.

Der er selvfølgelig stor forskel på hvordan vi bringer noget op.

At ydmyge, nedgøre eller angribe den andens karakter er noget helt andet end at tale om en konkret adfærd og dens betydning for relationen.

“Du er egoistisk og tænker kun på dig selv” er noget andet end:

“Når det her sker igen og igen, mærker jeg, at jeg bliver ked af det og trækker mig fra dig. Jeg har brug for, at vi finder en anden måde.”

Den ene gør mennesket til problemet.

Den anden gør problemet til noget, vi kan kigge på sammen.

I en tryg relation skal der være plads til, at begge mennesker kan have behov, grænser og bekymringer – også når de er besværlige at høre.

Vi behøver ikke være enige om alt.

Men vi skal kunne tale om det, der står i vejen for nærhed, uden at selve samtalen bliver gjort til problemet.🦋

05/09/2026

Når frygten for at blive forladt ender med at holde andre ude🩵

Dybt i os kan der ligge en frygt for at blive forladt.

Den kan have mange historier. Måske oplevede vi svigt tidligt i livet. Måske mistede vi en forælder, før vi var gamle nok til at forstå og rumme, hvad der skete. Måske var der skilsmisse, uforudsigelighed eller mennesker omkring os, som ikke var følelsesmæssigt tilgængelige, når vi havde brug for dem.

Og nogle gange lærer vi noget meget tidligt:

Det er farligt at have brug for nogen.

Så vi begynder at beskytte os.

Det paradoksale er, at vi samtidig kan længes enormt efter nærhed. Efter at nogen tager os i hånden. Efter at blive valgt. Efter at turde læne os ind i et andet menneske og mærke: Du er her.

Men når nogen faktisk kommer tæt på, kan beskyttelsesmekanismerne vågne.

Vi trækker os. Finder fejl. Skaber afstand. Stiller så mange krav og regler op for relationen, at der til sidst næsten ikke er plads til et andet menneske. Eller vi skubber og tester, indtil den anden til sidst går.

Og så står vi tilbage med den velkendte konklusion:

Se. Jeg vidste det. Man bliver forladt.

Det er noget af det mest smertefulde ved vores beskyttelsesmekanismer. De er opstået for at passe på os – men kan ende med at skabe præcis det, de forsøger at beskytte os imod.

Jeg arbejder lige nu med et menneske, som gennem mange år har udviklet meget stærke strategier for ikke at blive såret. Vi har arbejdet dybt med nogle af de mønstre omkring forladthed, som kroppen og nervesystemet har båret med sig.

Det er selvfølgelig ikke noget, der bliver “fikset” på et par sessioner. Sådan fungerer mennesker ikke.

Men for nylig sagde klienten noget, der rørte mig dybt:

“Jeg kan mærke, at frygten ikke er der lige nu. Jeg har lyst til at lukke et andet menneske ind og se, hvad der sker. Jeg ved godt, at de kan gå fra mig. Men jeg har lyst til at gøre det alligevel. De går jo, hvis de går. Det kan jeg ikke forhindre.”

Og måske ligger en del af friheden netop dér.

Ikke i at nå frem til et sted, hvor vi kan være sikre på aldrig at blive forladt.

Men i langsomt at opdage -
Jeg behøver ikke længere indrette hele mit liv efter at forhindre det.

Jeg kan åbne døren en lille smule.
Jeg kan lade et andet menneske komme tættere på.
Jeg kan mærke frygten uden nødvendigvis at adlyde den.

Og jeg kan vælge kærligheden, selvom kærligheden aldrig kommer med en garanti.

Det er øjeblikke som dette, der gør mig dybt taknemmelig for mit arbejde som terapeut – og for at få lov til at give denne viden videre til både klienter og elever.

For nogle gange begynder en stor forandring ikke med, at døren bliver slået helt op.

Nogle gange begynder den bare med, at der efter mange år kommer en lille sprække af lys ind🌟

04/09/2026

Nogle mennesker har det rigtig fint med dig, så længe du er nem at være sammen med. Så længe du er tilgængelig, rummelig, glad og medgørlig🧐

Men i det øjeblik, du begynder at passe på dig selv, sker der noget...

Måske har du brug for at trække dig lidt. Måske er du træt eller udkørt. Måske har du bare brug for ro, eller siger nej til noget, du normalt ville sige ja til.

Og pludselig bliver det svært.

Den anden bliver såret, vred, kølig, krævende eller forsøger at få dig tilbage på plads.

Der kan være alle mulige psykologiske forklaringer på det - Ængstelig tilknytning. Undvigende strategier. Utryghed. Et stort behov for kontrol. Gamle sår.
Og nogle gange kan vi bruge utrolig meget energi på at forsøge at forstå, hvorfor et andet menneske reagerer, som det gør.

Men på et tidspunkt bliver årsagen faktisk mindre vigtig.

For det væsentlige spørgsmål er -
Er der plads til dig i relationen, også når du passer på dig selv?

Kan den anden respektere, at du har brug for space? At du ikke altid har noget at give? At du nogle gange vælger dig selv uden samtidig at vælge den anden fra?

For hvis relationen kun føles god og kærlig, når du er sød, nem og tilgængelig, så er det værd at lægge mærke til.

Kærlighed er ikke, at du skal være bekvem for at være elsket.

En kærlig relation skal også kunne rumme dine grænser, din træthed, dit nej og dit behov for at trække dig lidt tilbage.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal forlade relationen.

Men det er vigtig information.

Og nogle gange begynder vi først for alvor at se et menneske – og en relation – tydeligt, når vi begynder at passe bedre på os selv💜

02/09/2026

Nogle gange begynder en ny retning ikke med en stor beslutning.
Den begynder med en nysgerrighed🌱

En fornemmelse af, at man gerne vil forstå mennesker lidt dybere.
Hvorfor vi reagerer, som vi gør. Hvorfor nogle mønstre bliver ved med at gentage sig. Hvad der sker i relationer. Og hvad der egentlig skal til, for at noget kan forandre sig.

Det er noget af det, vi undersøger på min terapeutiske coachuddannelse.

Ikke kun gennem teori og metoder, men gennem samtaler, øvelser, træning og det, der opstår, når vi tør være nysgerrige på det menneske, der sidder overfor os – og på os selv.

For mig handler det terapeutiske arbejde ikke om at have alle svarene.

Det handler måske snarere om at blive bedre til at lytte. Til at se det, der ligger bag det umiddelbare. Og til at kunne skabe et rum, hvor et andet menneske får mulighed for at opdage noget nyt i sig selv.

Den 3. oktober begynder et nyt hold.

Måske vækker det bare en lille nysgerrighed hos dig.
Det er et ganske fint sted at begynde🙏🦋
https://www.sararoland.com/uddannelse/

31/08/2026

Måske er vi ikke skabt til kun at være én ting💜

Jeg har gennem det meste af mit arbejdsliv bevæget mig mellem forskellige verdener.

Fotografiet kom først. I 2000 var jeg i lære hos fotograf Cynthia Smalley i Los Angeles, og siden 2002 har jeg arbejdet professionelt med fotografi.

Psykologien og det terapeutiske arbejde blev en anden stor del af mit liv. Jeg har arbejdet som psykoterapeut siden 2009, grundlagde min Terapeutiske Coachuddannelse i 2012 og har gennem årene arbejdet med mennesker i terapi, undervisning og socialt arbejde.

Så er der ordene. Jeg har skrevet, siden jeg var barn. Jeg er vokset op med kunst og historiefortælling, og i dag er skriveriet blevet til et egentligt forfatterskab med en bogkontrakt på min første børnebog hos et britisk forlag.

Og de senere år er mikrofonen kommet til gennem podcasten SINDET.

I mange år tror jeg, at jeg havde en forestilling om, at man på et tidspunkt skulle vælge. Finde sit fag, sin hylde, sin titel og blive der.

Men jeg tror ikke længere, at det nødvendigvis er sådan.

For forskellige områder af vores liv kan vække og fodre forskellige sider af os.

Fotografiet træner mit blik.
Terapien min evne til at lytte og forstå.
Undervisningen min evne til at formidle.
Skriveriet min fantasi og mit sprog.
Podcasten min nysgerrighed og samtalen.

Og det interessante er, at områderne ikke konkurrerer med hinanden. De fodrer hinanden.

Alt det, jeg har lært om mennesker, finder vej ind i mine historier. Mit fotografiske blik påvirker den måde, jeg skriver og ser verden på. Kreativiteten gør noget ved den måde, jeg underviser på. Og mange års møder med mennesker har lært mig at se langt mere end det umiddelbart synlige – også når jeg står med et kamera.

Måske behøver et menneskeliv derfor ikke altid at ligne en lige karrierestige.

Måske kan det snarere ligne et landskab, hvor vi bevæger os mellem forskellige steder, som hver især giver næring til noget i os.

Jeg tror i hvert fald, at nogle mennesker visner lidt, hvis de forsøger at presse hele sig selv ind i ét fag eller én identitet.

Nogle af os har brug for flere rum...

Kender du det fra dig selv?🦋

29/08/2026

Man kan forlade hinanden, længe før man går🩵

Jeg tror, vi nogle gange tænker på at forlade et menneske som noget meget konkret. Man pakker sine ting. Lukker døren. Går.

Men måske forlader vi hinanden en lille smule hver gang, vi behandler hinanden ukærligt.

Et skænderi slider.
Mistillid slider.
Et svigt slider.
De gange, hvor vi ikke møder op, når den anden virkelig har brug for os, slider.
De hårde ord slider.
De gange, hvor vi gør den andens sårbarhed forkert, slider.

Som små hug i noget, der engang var helt.

For i begyndelsen står vi med noget fint mellem os. Tillid. Håb. En tro på, at du passer på mig, og jeg passer på dig.

Selvfølgelig kommer vi til at såre hinanden. Ingen kan være den perfekte partner. Vi misforstår. Vi reagerer uhensigtsmæssigt. Vi har vores egne sår og forsvar med os.

Og ja – reparation er vigtig🙏

Jeg ser mange opslag om relationer, hvor budskabet er, at det ikke er bruddet, der er afgørende, men evnen til at reparere bagefter. Og det er der meget sandhed i.

Men jeg tror ikke, det er hele sandheden.

For en reparation har kun rigtig substans, hvis noget med tiden bliver anderledes.

Hvis jeg sårer dig på præcis det samme sted igen og igen, og bagefter siger undskyld, holder om dig og reparerer – for så kort tid efter at gøre det samme igen – kan selve reparationen til sidst begynde at føles hul.

En undskyldning kan hele noget. Men gentagelsen kan langsomt tømme undskyldningen for betydning.

For hvis man bliver svigtet det samme sted igen og igen, kan det område til sidst blive så udhulet, at der næsten ikke er mere tillid tilbage.

Man kan tilgive én gang.
Og igen.
Og måske igen.

Men på et tidspunkt handler det måske ikke længere om, hvorvidt man vil tilgive. Der er bare blevet taget så mange små stykker af noget, at man ikke længere ved, hvad man skal bygge videre med.

For hvad er kærlighed egentlig?

For mig er kærlighed blandt andet at være der🩵

Også når det er svært. Også når man ikke helt forstår den andens reaktion. Også når man tænker: Hvorfor betyder det her så meget? Hvorfor bliver du så ked af det?

Man behøver ikke forstå et andet menneskes smerte fuldstændigt for at behandle den nænsomt.

Men der findes også en anden form for forladthed.

For hver gang vi accepterer, at nogen igen og igen hugger et lille stykke af noget vigtigt i os, risikerer vi samtidig at forlade os selv.

Og så bliver forladtheden dobbelt.

Den anden var der ikke for mig.

Og jeg var heller ikke der for mig.

Måske er det derfor, der på et tidspunkt kan stå noget meget lille inde i os og spørge:

Hvor er den voksne, der passer på mig?

Og måske kommer der et tidspunkt, hvor svaret må være:

Her.
Jeg er her nu.
Og denne gang forlader jeg ikke mig selv🥰

26/08/2026

Intimitet handler jo ikke nødvendigvis om at gå i seng med hinanden. Eller om at ses fire gange om ugen🙏

For mig handler intimitet langt mere om at kunne være sig selv sammen. At kunne vise det, der er sårbart, svært og måske ikke særlig kønt – og stadig opleve, at den anden bliver.

Nogle gange opstår den følelse næsten med det samme. Man møder et menneske og mærker en åbenhed og en tryghed, som føles helt naturlig. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den holder.

Andre gange kommer intimiteten langsomt. Fordi man først skal igennem nogle lag af frygt, ængstelighed, gamle forsvar og tilknytningssår, før man tør vise sig rigtigt for hinanden.

Nogle gange tager det ganske enkelt tid at lære et andet menneske at kende. At turde blive stående i det svære sammen – og ikke straks løbe videre, fordi man ikke blev mødt præcis, som man havde håbet, i første forsøg.

Og selvfølgelig er der en balance i det. For vi skal også kunne mærke forskellen på, hvornår noget gør ondt, fordi vi er ved at åbne os – og hvornår noget gør ondt, fordi det faktisk ikke er godt for os.

Hvornår det er tid til at gå.
Og hvornår det er tid til at blive.

Men hvis man midt i alt det kan mærke, at der findes et reelt potentiale for ægte intimitet – for at kunne stå mere og mere sandt sammen – så synes jeg, det er værd at være nysgerrig på🩵

25/08/2026

KREATION FREM FOR PRÆSTATION (Er blevet mit mantra)🩵
Og derfor deler jeg min passion for kreation på et dagsretreat i Gilleleje.

Hvad sker der med vores kreativitet, når vi for en stund slipper tanken om, at det vi laver, skal være godt, smukt eller bruges til noget?

Jeg inviterer til en hel dag, hvor vi gør netop dét.

Vi starter dagen med blid yoga og tid til at lande i kroppen. Herefter bevæger vi os gennem forskellige kreative og intuitive øvelser med blandt andet ord, billeder, farver og refleksion.

Du behøver ikke være kreativ.
Du behøver ikke kunne tegne.
Du behøver ikke præstere noget som helst.
Du skal bare komme, som du er🥰

Midt på dagen spiser vi en lækker, sund vegetarisk frokost sammen, og der vil være te, kaffe og snacks gennem dagen.
Vi slutter med en guidet meditation, så du kan tage hjem lidt mere landet, inspireret og måske med en ny kontakt til den del af dig, der bare har lyst til at skabe.

Jeg er forfatter, fotograf og kunstner og har gennem mange år undervist i kreativitet, personlig udvikling og psykologiske redskaber.

På denne dag samler jeg nogle af de ting, jeg selv holder allermest af: kreativitet, natur, nærvær, krop og fordybelse.

Begrænset antal pladser.

En dag til at trække vejret lidt dybere.
En dag uden krav.
En dag med kreation frem for præstation🩵🌱

Vi starter dagen blidt med yoga og tid til at lande i kroppen. Du skal ikke kunne noget eller præstere noget. Du skal bare komme, som du er, trække vejret dybt og give dig selv en hel dag væk fra hverdagens tempo – i de smukke, rolige omgivelser i Gilleleje.

24/08/2026

En kærlig reminder🩵🙏🧚🌈

23/08/2026

Der er noget særligt ved det øjeblik, hvor en gruppe mennesker holder op med at være en gruppe fremmede🌟

Det skete i søndags.

Vi havde den sidste intro-workshop inden starten på det nye hold af kommende terapeutiske coaches, og jeg sad bagefter med den der stille fornemmelse af: Nu begynder det.

For det, vi skal arbejde med de næste ni måneder, kan man selvfølgelig kalde coaching, psykologi, relationer, tilknytning, skyggearbejde, nervesystem og alt muligt andet.

Men i virkeligheden handler det om mennesker.
🌱Om hvorfor vi gør, som vi gør.
🌱Hvorfor vi nogle gange ved præcis, hvad der ville være godt for os – og alligevel gør noget helt andet.
🌱Hvorfor nogle mennesker rammer lige ned i noget gammelt i os.
🌱Hvorfor vi tilpasser os, trækker os, bliver vrede, præsterer, pleaser eller forsøger at kontrollere.
🌱Og ikke mindst om, hvad der sker, når vi begynder at forstå det frem for at dømme det.

Det er nok dét, jeg glæder mig allermest til.

At skabe et rum hvor der både må være dybde, alvor, latter, tvivl, erkendelser og de dér øjeblikke, hvor noget pludselig falder på plads.

Holdet er næsten samlet nu🙏

Der er to pladser tilbage, og jeg kommer ikke til at holde flere intro-workshops inden start.

Så måske er det ikke et stort salgspitch, der skal afgøre, hvem de sidste to mennesker bliver.

Måske er det bare den lille fornemmelse indeni, når man læser om noget og tænker:

Det dér kunne godt være mig.

Hvis du får den fornemmelse, så skriv til mig...

Vi kan tage en snak om, hvem du er, hvad du længes efter at lære – og om det her overhovedet er det rigtige sted for dig💜
https://www.sararoland.com/uddannelse/