05/11/2025
At vokse op særligt sensitiv, at se det, som ingen andre så.
Jeg havde en sær barndom. Jeg var ikke som de andre børn. På en måde var jeg altid mere moden, snakkede anderledes, formulerede mig anderledes.. jeg var også mere ængstelig. Jeg tænkte over alt jeg gjorde. Hvordan jeg spiste, gik, og om jeg ville sige noget forkert.
Jeg sov ikke om natten. Jeg var angst for hvad jeg så - alene - i mørket. Hvad jeg hørte, hvad de fortalte mig eller hvordan de åbnede døren… altså.. dem som ingen andre kunne se eller høre.
De stod ved siden af min seng og kiggede på mig. Og når jeg ikke kunne se dem, så kunne jeg mærke dem.
Jeg kunne mærke alt. Når jeg ved et uheld ramte fremmede menneskers arm i mængden, og pludselig kunne mærke deres smerte, se deres minder.. det er ikke noget for en 8-årig.
Mine forældre vidste altid, at det var rigtigt. De ting jeg fortalte, de var rigtige - trods de vidste jeg umuligt kunne vide det.
Som når jeg fortalte dem, at mine dyr lige var afgået ved døden, men at vi endnu ikke havde fået det at vide.. men jeg havde jo fået det at vide.. bare ikke i traditionel forstand - men af følelsen, som fortalte mig det.
For mig var det svært, at være som jeg var, som jeg er.
I mange år levede jeg grundet frygt, som et menneske jeg ikke var.
Men da jeg fik min datter, så jeg en pige, som var som mig. Men det var mig som havde ansvaret for hende. Hun lå der - uskyldig og fyldt med kærlighed. Jeg kæmpede for hende. Kæmpede for at lære at være MIG. At bruge mine evner, finde balance.
Og det virkede. Jeg elsker at være anderledes, og at jeg nu selv kan bestemme, hvad jeg vil vide og hvornår jeg er klar til at modtage.
At være autentisk er en af de vigtigste værdier i mit liv- og med autenciteten kom roen, freden, balancen, glæden og harmonien💛💛💛
Tænk over, hvor priviligeret jeg er, at kunne hjælpe andre mennesker, med de evner, som engang gav mig angst.. de evner som jeg troede var farlige, men som er givende, lysende og kærlige 💛
Jeg er ikke bange mere, jeg er taknemmelig.🌟
