Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF

09/07/2026

Jeg blev interviewet af Zetland: Alt for mange børn og unge har svært ved at finde en god balance i forbruget af de sociale medier. Jeg har erfaret, at det giver dem koncetrationsvanskeligheder, søvnproblemer, FOMO og ikke mindst en afhængighed der er vildt bekymrende. Efter jeg blev interviewet på Folkemødet og fortalte om børns trivsel, blev jeg kontaktet af Rosalina - journalist på Zetland - hun er i gang med en serie, hvor der ses kritisk på de digitale platforme. Hun bad mig forholde mig til historien om Amalies afhængighed.

For 20 år siden havde ingen af os en smart phone. I dag er over 67.000 danskere ramt af ekstrem mobilafhængighed. Hvordan kan vi løse det problem?

22/06/2026

https://www.folkeskolen.dk/jeg-har-talt-med-tusindvis-af-elever-ingen-af-dem-er-endt-i-skolevaegring/?fbclid=IwY2xjawSuBmFleHRuA2FlbQIxMABicmlkETFmTmhNNXJQaGMwNEFVUHI2c3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHrYtcX8BLflKUYHH6rrBoH7QRoAnttXzaiDo0EL1pqgUvR9n92o2ejLWmRCg_aem_MCBVHTBwcjvWBs6q4dwLBQ

På Bavnebakkeskolen er lærer og AKT-vejleder Sisse Gertsen kendt som skolens troubleshooter, når det handler om trivsel og skolevægring. Den forebyggende indsats gør en afgørende forskel, fortæller hun.

Læs hele artiklen via link i kommentarsporet.

13/06/2026

I går var jeg på Zetlands Scene på Folkemødet og fortælle om forebyggelse af skolevægring. Hvorfor barnets perspektiv er helt centralt for at undgå et barn kommer i dyb mistrivsel. På folkemødet 2026 er der 51 debatter om børns trivsel men kun een af debatterne har inviteret en erfaringsekspert ind (mig) En erfaringsekspert står i situationerne dagligt, og jeg mener meget bestemt, for at komme mistrivsel til livs, er det yderst nødvendigt at inddrage fagpersoner der rent faktisk står ansigt til ansigt med børn og unge hver dag og lytter til barnets perspektiv. Et perspektiv som er centralt for at løsne op for mistrivsel eller begyndende mistrivsel. En samtale kan meget mere end man lige tror.

18/12/2025

8 UD AF 10 BØRN VIL I DAG DUMPE SKUMFIDUS-TESTEN!

Kender du det forsøg, hvor der står en skumfidus foran et barn, og barnet får nu besked på at lade være med at spise skumfidusen, når du går ud af rummet?
For at være ekstra sød fortæller du barnet, at hvis han ikke spiser skumfidusen, så vil der være dobbelt op på skumfiduser, når du vender tilbage i rummet. Skumfidusen ser sød og lækker ud og dufter af sukker - alle sanser er tændte og registrerer med lynets hast, at her er der noget jeg har lyst til .
Men: 8 ud af 10 børn vil i dag dumpe den test med et kæmpe brag, for hver eneste dag dumper børn i den test i skolen. Ikke at de voksne sætter skumfiduser foran dem, men de beder dem om at stå i kø, vente på tur, blive siddende, lytte til de andre børn og til den voksne, der gerne vil lære fra sig. Et KÆMPEBRAG. En hel generation af børn, der æder skumfiduser, og ikke ser fidusen i at vente, så der bliver dobbelt op på belønningen - hvis de nu bare kunne udsætte smagen af det lyserøde sukker. Belønninger i form af at være en del af et fællesskab, blive dygtig til at læse eller høre lidt om en klassekammerats liv, de belønninger fremstår ligegyldige i forhold til en skumfidus.

Hvad skal der til for at bestå?
Selvkontrol i metermål og evnen til at behovsudsætte.
Og hvorfor er det så gået så galt, at 8 ud af 10 børn i dag ville dumpe?
Jeg har været ansat i skoleverdenen i 25 år, og spoler vi bare 10 år tilbage, ville flere af de lyserøde sukker-skumfiduser stå intakte tilbage på bordene, og børnene løb ikke rundt på gangene som dopamin-junkies på flugt væk fra alt det kedelige der sker i klasselokalet med særaftaler i bukselommen som de forøvrigt (efter PPR’s anvisninger) selv skal administrere.

Der er noget særligt klistret sukkerstads, som er væltet sig ind i børn og unges hjerner - ja også os hos os voksne. Sukkerstadset æder børns opmærksomhed, og vænner dem til et tårnhøjt niveau af dopamin. Og når de er vænnet til det tårnhøje niveau af dopamin, mister de den naturlige regulering af signalstoffet i deres hjerner, og skolen er “kedelig”, og der skal helst være tjubang hele tiden, ellers er det kedeligt. Der skal med andre ord helst være skumfiduser hver dag, og de skal spises med det samme!

Kan du gætte hvilket “sukkerstads” jeg taler om?

Et lille hint:

Aktiverer alle sanser
Er designet til at gøre brugeren afhængig
Har gjort den almindelige leg “kedelig” - for i den fysiske leg ansigt til ansigt skal man vente på tur. (Her er altid en ny tur og det er mig først - ellers finder jeg bare et nyt at joine)

Med skumfidus-hilsener
Sisse

17/08/2025

Forældre glemmer, at de har hovedansvaret for at lære deres børn at kende forskel på det private og det offentlige rum

I sommerferien havde jeg et ophold på et hotel i Kolding.

Midt under morgenmaden måtte jeg endnu engang konstatere, at jeg er totalt arbejdsskadet – jeg er skolelærer, også når jeg holder ferie.
Et 3-årigt barn løb rundt mellem bordene og råbte højt. Familien bestod ud over den lille dreng af en mor, far og to storesøstre. Hele familien sad helt upåvirket af lillebrors råb og krumspring midt i restauranten.
Ved et andet bord bag mig sad en familie på fire. Begge børn sad med hver deres iPad, og lyden fra deres spil bimlede og bamlede ud i lokalet. Moren sad fordybet med sin mobil.
Jeg kunne mærke irritationen komme snigende. Havde vi været i skolen, ville jeg have bedt børnene om at sætte sig ned, lægge iPads væk og fokusere på maden – og det nærvær ❤️, der opstår, når man deler et måltid.
Men den dag var jeg ikke deres skolelærer. Jeg havde fri. Og det havde forældrene åbenbart også – fri fra deres forældreskab.
For mig er det her en af de store kriser i vores samfund: Utydelige forældre, der nok er markante, men som ikke formår at vise deres børn værdien af at forstå, hvilke fællesskaber man er en del af, og hvilke koder der gælder.
Jeg elsker Astrid Lindgren. Ingen har som hende skrevet så kærligt om barndommen og børn. Hun sagde:
"Giv barnet kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed – så plejer de gode manerer at komme af sig selv."
Jeg er enig – børn skal først og fremmest have kærlighed ❤️. Men kærligheden handler også om, at far og mor viser børn verden. Børn skal have lov til at spilde, larme, drille, vælte ting og lave ballade – for de er børn, og de er i gang med at lære. Børn er ikke marionetdukker.
Min pointe er, at børn har brug for kærlig vejledning fra deres nærmeste voksne, så de ikke bliver sociale analfabeter, når de begynder i daginstitution eller skole.

Et offentligt rum er, når der sidder 25 børn sammen i klassen med hver deres arbejdsbog, og har en rettethed mod det, de er i gang med at lære. Den sociale koden er; bliv siddende ved din plads - ikke løb rundt og råbe - for ellers mister vi fokus på det, vi er sammen om. Lærerne er uddannet til at lægge skinner ud for deres elever og vejlede eleverne i, hvilke sociale koder der er gældende og hvilke deltagelsesadfærd der er nødvendigt i skolens fællesskab. Forældrene kan ikke styre hvad der sker på skolen: Det er lærernes ansvar. Men lærere og pædagoger kan ikke stå med opgaven alene; at lære børn at kende forskel på det private og det offentlige rum, for skal de stå med den opgave alene, bliver børnene dannet af nogen, der ikke elsker dem så dybt som kun en forælder kan gøre. Og det er et problem.

Kærlig hilsen
Sisse Gertsen
Psykoterapeut MPF og Trivselsvejleder

Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF tilbyder psykoterapi og vejledning i Støvring, Nordjylland. Kontakt Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF i dag!

04/04/2025

Tilknytningens sår

Mange oplever det: Man sidder i sofaen eller kører i sin bil, og pludselig mærker man en følelse, der tager styringen. Noget, man ikke helt kan forklare. Det er, som om et gammelt sår springer op.

Som psykoterapeut møder jeg mennesker i alle aldre, der bærer på hjertesår. Sår, der er opstået gennem livet – nogle allerede i de første leveår, andre senere. Jo yngre vi var, da de blev skabt, jo dybere sidder de, fordi vi dengang var forsvarsløse og afhængige af de voksnes omsorg.

Og så, mange år senere, sker det igen. En helt almindelig situation kan pludselig vække noget gammelt til live. Måske i en besked, man sender afsted. Ordene virker neutrale, men følelserne bag stammer fra et ældre sted. Fra tilknytningens sår. Først bagefter bliver det tydeligt: Reaktionen handlede ikke kun om nuet, men om noget, der blev skabt længe før.

Det sker overalt. Hele tiden.

Men her er det vigtige: Vi er ikke længere de børn, der engang blev sårede. Vi er voksne nu. Og vi kan tage os af os selv.

I mit arbejde hjælper jeg mennesker med at forstå disse sår – ikke for at fjerne dem, men for at lindre dem. Når vi møder vores sår med omsorg i stedet for skam, skaber vi plads til at leve friere, mere i overensstemmelse med vores værdier.

Måske har du mærket det her sår i dig selv? (jeg har) 💬❤️

Kærlig hilsen
Sisse

15/03/2025

Kan det virkelig passe, at man som mor skal mingle med de andre mødre for at ens datter skal have en plads i fællesskabet?

Jeg blev for nylig kontaktet af en kvinde, der har en datter i 3. klasse. Hendes datter går i en klasse, hvor pigerne danner en større gruppe, men hvor tre piger særligt sætter dagsordenen for det sociale liv.

I vores samtale kunne jeg fortælle moren, at det er helt normalt. I enhver skoleklasse findes der et hierarki. Spørgsmålet er ikke, om det eksisterer, men hvordan de, der er øverst, er kommet dertil, hvilke sociale midler de bruger, og hvordan resten af gruppen oplever deres position.

Moren fortalte mig, at hendes datter opfattede de tre piger som kommanderende og ofte følte sig som "det tynde øl". Dette er et klassisk problem, som lærere og pædagoger dagligt arbejder med for at skabe rammer, hvor alle kan trives og være en del af fællesskabet.

Men så sagde kvinden noget, der fik mig til at spidse ører: "Jeg har det som om, jeg er nødt til at mingle."

"Mingle med hvem?" spurgte jeg.

"Med de andre mødre. De mødes cirka en gang om ugen til hygge, og de tre mødre, der har de mest toneangivende piger, kender hinanden privat. De styrer den sociale dynamik blandt børnene."

"Okay," svarede jeg, "hvordan har du det med det?"

"Jeg føler mig presset til at deltage, så min datter kan have en plads i pigegruppen. Der er for eksempel en pige i klassen, hvis forældre ikke taler så godt dansk, og hendes mor deltager aldrig. Den pige ligger nederst i hierarkiet. Min datter gør ikke, men jeg frygter, at det vil ske, hvis jeg ikke selv engagerer mig i de sociale sammenkomster."

Her møder vi et fænomen, som man i pædagogiske kredse kalder "den skjulte klassekammerat". Mødrene positionerer deres egne døtre gennem deres egen sociale adfærd. Ved at skabe tryghed for deres egne børn, skaber de afstand til andre. Skolen kan iværksætte nok så mange trivselsfremmende initiativer, men den bliver chanceløs, når forældrene arbejder med på sidelinjen for at sikre deres egne børns sociale status.

Kvinden sukkede i telefonen og sagde: "Men vi gør det vel for at skabe tryghed for vores døtre?"

"Ja," svarede jeg, "det udspringer af et ønske om tryghed. Men resultatet bliver det modsatte. Ved at styre relationerne skaber I utryghed, fordi fællesskabet bliver individorienteret. Det er en tendens, vi ser mere og mere: forældre, der er så overengagerede, at de ikke tør overlade det sociale liv til deres børn."

"Men må vi så ikke være venner i vores fritid?" spurgte hun.

"Jo, selvfølgelig. Men du siger selv, at du er presset til at mingle for at din datter kan være en del af et fællesskab i skolen. Kan du høre, hvor langt ude det lyder?"

16/02/2025

Når stilheden føles utryg – hvad gør vi så?

Vores unge piger betaler en høj pris for deres tid foran skærmen.

Måske kender du det selv? En pige, der aldrig helt er rolig. En pige, hvis vejrtrækning er overfladisk, fordi hun konstant er på vagt. En pige, der er blevet så vant til skærmens konstante strøm af sanseindtryk, at stilheden føles utryg.

Og når mobilen slukkes, bliver stilheden ikke til ro. Den bliver erstattet af et tankemylder – som popcorn i en mikrobølgeovn. Tankerne eksploderer, uforudsigeligt og uafbrudt, én efter én, uden mulighed for pause.

Hvem er hun, når skærmen er slukket? Hvad mærker hun? Hvad sker der, når hendes hjerne pludselig ikke bliver bombarderet af billeder og lyde? For mange piger er svaret: en følelse af tomhed, uro og forvirring.

Og det er ikke deres skyld. Det er vores.

Vi har tilladt en udvikling, hvor piger mistrives i en grad, vi aldrig har set før. Mange af dem har nu i årevis været udsat for en digital overstimulering, der har fjernet dem fra sig selv. De skal hjælpes tilbage til roen.

Det kræver nærværende forældre. Det kræver tid. Og for nogle piger kræver det professionel hjælp.

Men den første hjælp, I som forældre kan give, er jeres nærvær. Vær der. Lav noget sammen. Gå en tur. Tegn. Lav mad. Læs en bog. Hjælp hende med at mærke verden omkring sig – uden filter, uden konstante forstyrrelser.

14/02/2025

Et godt børne og ungdoms- liv

01/10/2024

Kære følgere,

For nylig fyldte jeg 50 år.

Det er en underlig følelse; det føles som om, jeg lige er blevet 40. Tiden synes at bevæge sig både hurtigt og langsomt, hvilket skaber en indre konflikt, som mange af os kan relatere til. Men her er jeg—glad, taknemmelig og heldig at være, hvor jeg er.

At være sund og rask er en gave, som jeg værdsætter dybt.
Der vil altid være noget, vi mister, eller noget, vi ikke føler, vi har opnået. Som vi bliver ældre, bærer vi minder med os om dem, der ikke længere er her, og antallet af de tab vokser. Vi kan også gå gennem livet med en følelse af sorg, som ofte handler om ikke at blive mødt, set og anerkendt for den, vi virkelig er. Det tabte potentiale kan være en tung byrde at bære.

I mit arbejde som psykoterapeut oplever jeg ofte sorgens mange facetter. Jeg ser den udviklende sorg, som opstår, når man endelig formår at lægge gamle mønstre bag sig, men jeg ser også den smerte, der følger med, når man undrer sig over, hvorfor man tillod destruktive situationer at gentage sig. Sorgen over at miste en partner, som man troede, man skulle dele livet med, men som nu er gået videre med en anden, er en sorg, der kan føles som et ubærligt tab, men samtidig åbner det også op for det håb der kommer ved at opdage, at her er en ny version af mig, og livet ligger stadig foran mig med muligheder og kærlighed.

Der er også den frygtelige og meningsløse sorg, når et barn mister en forælder—et tab, der synes helt uretfærdigt, for tabet i så ung alder er umenneskeligt, for barnet skal bære sorgen på sine skuldre, der ikke engang endnu er stærke nok. Men livet er ligeglad med vores ønsker og forestillinger. Vi SKAL bære sorgen, for vi bestemmer ikke over den. Sorgen kan fremstå som et dybt, mørkt hul, samtidig med at den bærer lys fra de minder og de oplevelser, vi har haft.

At fylde 50 bringer en dyb taknemmelighed for at være her på jorden. Jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg har i mit liv—familie, venner og kolleger. Jeg er også taknemmelig for at arbejde med noget, jeg brænder for, og som giver mig mulighed for at hjælpe andre.

Kærlig hilsen
Sisse