Kropsterapi og yoga v. Ditte Clemen

Kropsterapi og yoga v. Ditte Clemen Tak fordi du følger med. Jeg er mere aktiv på Insta end her :)

Kroppen er levende. Vi bærer alle på erfaringer, der former os, præger vores kropsholdning, væv og nervesystem. Nogle er...
04/08/2026

Kroppen er levende. Vi bærer alle på erfaringer, der former os, præger vores kropsholdning, væv og nervesystem.

Nogle erfaringer bliver til en større opmærksomhed på omgivelserne end egne behov. Andre til en indre uro, der er svær at sætte ord på. Andre igen til spændinger, udbrændthed eller en længsel efter at hvile mere i sig selv.

MEN kroppen bærer ikke kun vores historie. Den bærer også evnen til at forandre os. Igen og igen.

Et flosset nervesystem er ikke en fængsel. Det er en levende organisme, som hele livet former sig efter de erfaringer, vi gør os.

Heling handler ikke om at forløse vores traumer eller blive en anden. Heling handler om gradvist at opleve, at det, som engang var nødvendigt for at passe på dig, ikke længere behøver at styre dit liv.

Kroppen kan (gen)opdage, at der findes tryghed. Måske kun i øjeblikke. Måske i større omfang, end du tør håbe på. At åndedrættet kan få mere plads. Skuldrene kan sænke sig. Hjertet blive lidt blødere.

Vi kan ikke ændre det, der var. Men vi kan skabe nye erfaringer, som langsomt former kroppen på ny.

Dine tidligere prægninger, dine traumer, bliver ikke slettet. Men de får mindre magt. Og måske den overlevelsesstrategi, der lige nu begrænser din udfoldelse, engang bliver en superkraft, du kan bruge bevidst.

Uro er ikke altid et tegn på, at noget er galt. Nogle gange er det bare kroppen, der endelig er tryg nok til at bevæge n...
24/07/2026

Uro er ikke altid et tegn på, at noget er galt. Nogle gange er det bare kroppen, der endelig er tryg nok til at bevæge noget, der ikke var tryghed til at bevæge dengang.

Vi er mange, der har lært at tolke uro som et problem. Som noget vi skal have styr på, forstå eller komme væk fra hurtigst muligt. Men i et traumeinformeret perspektiv er uro ofte noget andet.

Det kan være en impuls, der blev stoppet.
En grænse, der ikke blev lyttet til.
En sorg, der ikke fik plads.
En bevægelse i kroppen, der aldrig fik lov til at fuldende sig.

Det vi ikke kunne være med dengang, blev i stedet fastholdt i musklerne, vævet, nervesystemet. Det blev i kroppen som en slags vedvarende bevægelse, der stadig forsøger at finde sin retning.

Du er ikke forkert, hvis ferien ikke kommer med en ro, du har længtes efter. Måske er det et tegn på, at du er tryg og har tiden til at bevæge det, der kalder på bevægelse. 

Feriens vigtigste lære kunne være, at du ikke skal skubbe uroen væk, men lade den bevæge dig. Som en iboende intelligens, der endelig får plads.

Med havet foran os og stranden bagved samles vi i cirkel og ærer naturens rytme. Genfortryller forbindelsen til naturen ...
19/07/2026

Med havet foran os og stranden bagved samles vi i cirkel og ærer naturens rytme. Genfortryller forbindelsen til naturen og den helhed, vi er en del af.

Vi bevæger os med livets rytmer gennem somatisk yoga, dans, åndedræt, meditation, poesi, trommerejse, deling, saunagus og havbad. Sammen skaber vi et ceremonielt, selvkærligt og hjertevarmt rum med fokus på det tema, som hviler i årstidens essens.

Tilmelding via link i bio.

Ceremonien begynder med en bevægelsespraksis, der inviterer dig til at lande i kroppen og lade din indre visdom guide. Herefter bevæger vi os dybere ind i høsttidens essens gennem sanselige ritualer og tid til interospektion, refleksioner på skrift og frivilling deling. Aftenen afsluttes uanset årstid med saunagus og havbad.

Under ceremonien vil jeg servere te brygget på nøje udvalgte urter, der understøtter aftenens tema og tilhører årstiden.

Tilmelding via link i bio.

I begyndelsen af august fejrede man i gammel tid den første af tre høstfester. Det første korn blev sat i neg, de første bær, frugter og grøntsager blev syltet, tørret eller fermenteret. Uanset om det er hjemmelige sysler for dig eller ej, er høsttiden en invitation til at ære alt det, du har skabt, og mærke ind i, hvordan du bruger den sidste energifulde sommertid i overensstemmelse med dine behov og værdier. Præcis som dine formødre på denne tid langsomt begyndte forberedelsen til det mørke halvår med mindre energi.

Tilmelding via link i bio.

Jeg har ét ferieløfte til mig selv i år. Det er, at jeg skal ligge ned mindst 20 hver dag. Ikke i sengen om morgenen ell...
18/07/2026

Jeg har ét ferieløfte til mig selv i år. Det er, at jeg skal ligge ned mindst 20 hver dag. Ikke i sengen om morgenen eller aftenen, men i løbet af dagen.

I ugerne op til sommerferien føltes det som om, trætheden var flyttet ind i mine knogler. Jeg mærkede, at jeg ikke var alene. Der er noget i tiden. Flere af de mennesker, der har været på briksen hos mig henover foråret og sommeren har også sat ord på trætheden. En følelse af udbrændthed. En følelse af ikke at kunne, ikke at ville leve op til de forventninger, vi har internaliseret i et tempofyldt, vækstorienteret samfund. En følelse af, at noget andet spirer. Ganske langsomt. Ganske voldsomt og alligevel stille.

Og alligevel kan vi blive trukket ind. Ind i følelsen af konstant at måtte være i gang, gøre noget, fikse noget. Selv i sommerferien er der tagrenderne, der skal renses, rum, der skal males, daglige gøre mål, der trækker os væk fra væren, ind i gøren. Derfor mit løfte, mine 20 minutter, der minder mig om at stoppe op, trækker vejret, mærke, hvad der virkelig er vigtigt.

I dag har jeg ikke ligget ned et sekund. Men dagen har været fuld af alt det, jeg længes efter. Alt det, jeg ønsker, de 20 minutter vandret bringer med sig. Lethed. Leg. Følelsen af at være lige her, lige nu. Til stede i min krop, mine relationer og livet.

Det minder mig om en David White tekst, som jeg faldt over for snart flere år siden.

“You know that the antidote to exhaustion is not necessarily rest? … The antidote to exhaustion is wholeheartedness,” skriver digteren i Crossing the Unknown Sea: Work as a Pilgrimage of Identity.

At leve helhjertet forudsætter for mig også en praksis i at hvile. At blive stille, ligge stille, være stille. Men det er ikke hvilen i sig selv, der er essentiel. Det er intentionen.

Antidoten til udbrændthed er ikke hvile. Det er helhjertethed. Evnen til at mærke sig selv, lytte indad, leve med hjertet forrest. At skabe et liv i overensstemmelse med sine indre værdier.

Fortsættes i kommentaren…

Sorgen knuger. Vreden spænder op. Glæden hopper og danser. Hvis ikke følelserne får lov at bevæge sig i os, bliver de ho...
14/07/2026

Sorgen knuger.
Vreden spænder op.
Glæden hopper og danser.

Hvis ikke følelserne får lov at bevæge sig i os, bliver de holdt i musklerne, vævet og nervesystemet. Det præger os og den måde, vi er i verden.

Hos mig handler heling om at skabe tryghed til, at det, der har været undertrykt, tilbageholdt, kan bavæge sig. Ofte som små subtile bevægelser, der gennem længere tid kan få stor betydning for, hvordan vi lever vores liv.

At slå i en pude eller skrige mod bølgerne kan være hjælpsom udluftning for en stund. Men der er forskel på udluftning og heling. Helingen, som jeg oplever den, er ofte en stille og langsom rejse, hvor det hviskende nej, der kom helt nede fra bunden af bækkenet, over tid kan få så meget luft og styrke bag sig, at det bevæger sig ud over læberne og er langt kraftigere end skrigene mod intetheden.

Tryghed, nærvær og langsom integration af de indsigter, der opstår, når vi begynder at lytte til kroppens visdom, er kernen i den terapi, jeg tilbyder. Den er subtil, men alligevel dyb.

Min kalender er opdateret for sensommeren. Jeg glæder mig til at tage imod dig, hvis netop denne form for støtte kalder på dig.

Jeg griber ofte mig selv i at spørge mine døtre, hvorfor de er kede af det, vrede, måske også overstadigt glade eller tr...
10/07/2026

Jeg griber ofte mig selv i at spørge mine døtre, hvorfor de er kede af det, vrede, måske også overstadigt glade eller trætte. Men jeg prøver at lade være. Jeg ønsker så inderligt, at de ikke bliver lige så trænede som jeg i at altid at skulle forstå, forklare og forsvare, hvorfor de har det, som de har det.

Det kan være sundt at sætte ord på følelserne. Mærke, hvad der vækker glæde, og hvad der vækker tristhed. Men vi behøver ikke vide, hvorfor kroppen knuger sig sammen sammen, hvorfor det spænder op i et bestemt område, eller hvorfor energien i os bevæger sig, som den gør (emotions = energy in motion).

Når vi fokuserer på at forstå, forklarer og forsvarer, tager det os ud af kroppen og op i den senest udviklede del af hjernen. Der er det for mange af os trygt at være. Måske er vi blevet belønnet, når vi har kunne være der som børn. Sætte ord på følelserne, skabe mening og en form for kontrol i livets kompleciteter. Det kan virke trygt, men det udfordrer også kroppens iboende evne til selveheling.

Vi kan ikke forstå, forklarer og forsvarer alt. Vi skal ikke.

Jeg øver mig på i stedet at spørge mine børn, hvor de mærke tristheden i kroppen, hvad farve vreden har, hvordan glæden bevæger sig, eller om trætheden er varm eller kold? Jeg øver mig i at slippe trangen til at forstå med den rationelle del af hjernen og åbent observerer, hvad der er levende i kroppen. På den måde skaber jeg plads til, at det kan bevæge sig.

Det føles nyt. Nogle gange også lidt forbudt. Men det hjælper mig at se på mine døtre. Se hvordan noget i dem bliver lettere, friere og mere helt, når de bliver inviteret til at mærke sig selv frem for at forstå, forklare og forsvare sig selv. Det er som en tilladelse til at være. Med hele sit væsen.

Det støtter mig i at være med hele mig. Også de dele, jeg ikke forstår.

Kontrol. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det har været et tema for mig i terapier, kropsligt arbejde og ambulant b...
04/07/2026

Kontrol. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det har været et tema for mig i terapier, kropsligt arbejde og ambulant behandling på OUH for et halvt liv siden.

Jeg blev mindet om det, da vi i denne uge boede på Nymindegab kaserne. I fem dage spiste vi ved lange borde af store buffeter med mad, jeg ikke selv havde bestemt mig for at spise, ikke vidste hvordan var tilberedt og af hvilke råvarer. Sidst jeg spiste i sådan en setting flere dage i træk, havde jeg en voldsom spiseforstyrrelse.

Mit behov for at kontrol dengang var en måde at holde sammen på mig selv efter min fars død, svære teenageår og en overvældende følelse af ensom. Når jeg skulle passe ind i andres skemaer og madplaner, var det klart værst.

Prægningen bor stadig i mig. Jeg vil helst gro min mad selv og vide præcis, hvor de køer, jeg spiser eller drikker mælk fra, har græsset. Men ugen på kasernen viste mig, at mit system er meget mere fleksibelt nu. Jeg er blødere. Uden på og inden i.

Det er ikke sket, fordi den lange række af velmenende læger, psykologer og kropsterapeuter har presset på tilstrækkelig længe, så jeg endelig slap kontrollen. Det er sket, fordi jeg langsomt begyndte at føle mig tryg nok til at tage livet ind, fordøje og mæke igen.

I et traumeinformeret perspektiv er kontrol en strategi, ikke mere end et karaktertræk. Det er et intelligent forsøg fra nervesystemet på at skabe forudsigelighed i en verden, der på et tidspunkt har føltes for uforudsigelig, for overvældende og uden den nødvendige støtte. Kontrol er en form for kropslig organisering.

Den indre spænding, der opstår, når vi mærker, at vi mister kontrollen, skal ikke slippes. Kontrollen gør det i nogle tilfælde muligt at fungere i perioder, hvor der ikke er den rette ydre støtte og mulighed for regulering på anden vis.

Den kan komme til udtryk som spiseforstyrrelse eller anden selvskade. Men det kan også være et behov for planlægge ferien med i mindste detalje eller altid at præstere over middel.

Når vi arbejder traumeinformeret med kontrollen, undersøger vi sammen, hvad kontrollen beskytter og skaber langsomt nye erfaringer i kroppen, så der gradvist kan opstå mere tryghed, kontakt og fleksibilitet.

En håndfuld dage inde i sommerferien og den her kropslige erfaring er mere mærkbar end nogensinde. Regulering sker i rel...
30/06/2026

En håndfuld dage inde i sommerferien og den her kropslige erfaring er mere mærkbar end nogensinde.

Regulering sker i relation.

Det er en af de mest enkle ~ og samtidig mest oversete ~ sandheder om nervesystemet. Punktum. Tænkepause. Udånding.

Det er første sommerferie med et skolebarn for mig. Jeg mærker, at behovet for ferie har været anderledes. Folkeskolen, som jeg oplever den, hylder selvstændigheden. Allerede som 5-6 årige lærer vi, at vi skal kunne klare os selv. (Om det er pædagogik eller mangel på ressourcer kan vi diskutere et andet sted.) At ro er noget, vi skal finde inde i os selv gennem vilje, forståelse eller disciplin. Men nervesystemet er ikke skabt til at regulere sig alene.

Nervesystemet er skabt til kontakt.

Til at blive mødt af et andet nervesystem, der er roligere, mere stabilt, mere tilgængeligt. En hånd, der griber, når man rækker ud. Ikke som et udefrakommende quickfix, men som en biologisk mulighed for samregulering.

I min lille familie har det i denne uge været i:
* Et varmt blik i bakspejlet efter en intens pakkesituation
* En fælles sansning af “jordskælvs-sand”
* En kærlig stemme, der bekræfter, at nej, vi har ikke travlt
* En grundlæggende stemning af, at vi ikke skal præstere, kæmpe om behov eller have det anderledes, end vi har det

Ferie, kære ferie. Langsomt mærker jeg, hvordan vi alle sammen begynder at falde til ro.

Det er det samme, jeg oplever igen og igen i mine sessioner. Kroppe, der får en ny erfaring eller genoplever, at kontakt kan være tryg. At det er muligt at være i relation uden at miste dig selv. At ingen ~ heller ikke dig ~ skal klare alting alene for at være okay.

Jeg sænker skuldrene lidt, mærker jeg, selvom min hverdag sjældent føles travl. Suger hvert øjeblik af hjerte-mod-hjerte kontakt til mig. Endnu mere til stede i min krop, i mit eget tempo, i nærværet med mine børn.

Hvis du mærker længslen efter et sted, hvor du kan lande lidt mere i dig selv sammen med en anden, så er du velkommen hos mig efter ferien. Jeg har netop åbnet kalenderen frem til efterårsferien.

I 1980erne introducerede den buddhistiske lærer og psykoterapeut John Welwood begrebet spirituel bypassing. Det er tende...
26/06/2026

I 1980erne introducerede den buddhistiske lærer og psykoterapeut John Welwood begrebet spirituel bypassing. Det er tendensen til at bruge spirituelle ideer og praksisser til at undgå de følelser, vi ofte karakteriserer som negative, tunge eller mørke. Måske du har hørt om den?

Men har du hørt om kognitiv bypassing? Sansynligvis ikke. Vi har en tendens til at hylde og dyrke det kognitive. Men som neuroforsker og angstekspert Russell Kennedy har beskrevet, kan det ensidige fokus på at forstå, forklare og forsvare også være en måde at bypasse livet.

Kognitiv bypassing er tendensen til at forklare følelser i stedet for blot at sidde med dem, lade dem strømme gennem kroppen og integrere sig. Vi lever mere i hovedet end i kroppen og har ofte et automatbehov for at arbejde med vores følelser. Frem for blot at føle dem. Men hvis vi ikke tør leve livet i kroppen, risikerer vi at blive fanget i tankerne.

Selvom vi kan have brug for et sammenhængende narrativ, en fortælling om os selv, så heler den kognitive forståelse ikke vores tab og traumer. Ikke i sig selv. Vi kan ikke få ubehagelige følelser til at forsvinde med (tvangs)forklaringer eller undgå dem ved kun at tænke og derved tiltrække det positive, som nogle prædiker.

Kennedy inviterer os til at omfavne følelserne i kroppen frem for at holde fast i tankerne i sindet. Særligt sørgende bliver drevet ind i deres hoveder som en måde at undgå følelser på, siger han. Sorgen ~ over en pårørendes død, forældrenes skilsmisse, misbrug i barndommen, omsorgssvigt og andre store tab ~ bliver konstant skubbet til side i vores samfund. Vi må videre. Og når vi alligevel tvinges til at stoppe op, så er det ofte forklaringen, vi søger. Eller et forsvar for, hvorfor vi ikke fungerer som før.

Men du er ikke forkert. Du må gerne have det, som du har det. Først når du giver det plads, mærker, sanser, rummer, kan forandringen opstå. Nervesystemet regulere sig. Når vi ikke har lært det som børn, så kræver det ofte støtte at begynde at mærke os selv på den måde. Det er netop det, den blide og traumeinformerede kropsterapi kan. Støtte dig i at sanse og rumme livet, som det er. Lige nu. Lige her.

Sommerferien nærmer sig. Og måske mærker du det allerede. Du er træt på en måde, søvn ikke helt kan reparere. Mens du jo...
22/06/2026

Sommerferien nærmer sig. Og måske mærker du det allerede. Du er træt på en måde, søvn ikke helt kan reparere. Mens du jonglerer madpakker, ferieplaner, vasketøj og alle andres behov, længes du efter den der dybe ro. En dag for dig selv på et blødt, blomstret vattæppe under en trækrone med en bog, en skål bær og ingen, absolut ingen forstyrrelser.

En del af dig dømmer den længsel som forkert. Du burde jo glæde dig til ferie med børnene, nyde at planlægge udflugter ud i det danske sommerland eller længere syd på. Nogle gange forveksler vi det drive med livskraft og kærlighed til vores nærmeste.

Men for mange mødre er drivkraften blevet formet af et nervesystem, der har været på overarbejde længe. En krop, der har båret på et stort ansvar ~ også for noget, der ikke var vores til at begynde med. En mental evne til at tilsidesætte egne behov for at få hverdagen til at hænge sammen og holde fast i følelsen af at høre til.

Når kroppen begynder at føle sig mere tryg, kan det føles som om, vi mister noget. Vi kan ikke længere presse os selv på samme måde. Vi bliver mere berørte. Mere trætte. Mere opmærksomme på vores ege grænser.

Det kan føles som om, vi mister drivkraften. Og det kan være skræmmende.

Men måske er det ikke et tegn på, at du er blevet mindre robust, mindre motiveret eller bare ældre. Måsker er det et tegn på, at du er på vej hjem til dig selv. Måske er det ikke kun dig, der har glæde af at navigere efter det, du mærker, og ikke efter det, du tror, du og familien skal. Måske er lige præcis dét at navigere indefra det mest værdifulde, vi kan give vores børn med videre. Ved at mødre ved eksempel.

At skrive de her ord føles som at nedfælde en indre dialog, jeg har haft en del på det seneste. Også en samtale, jeg har haft med flere af de kvinder og mødre, der har været forbi min briks denne måned.

Fortsættes i kommentaren…

Adresse

Bakkegårdsvej 5
Stenløse
3660

Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 16:00
Tirsdag 09:00 - 14:00
Torsdag 09:00 - 14:00
Fredag 09:00 - 14:00

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Kropsterapi og yoga v. Ditte Clemen sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Type