25/08/2021
Så kom mailen om at borgerforslaget "Psykologi fra 0. kl." ikke har opnået de krævede stemmer for at blive forelagt folketinget som forslag.
Langt fra endda - forslaget har ikke nået femhundrede ud af de halvtreds tusinde, men jeg er tilfreds alligevel.
Jeg er tilfreds med at have stillet et forslag, som jeg stadig synes er vigtigt og nødvendigt. Bare det at det bliver stillet, uanset hvordan det blevet taget rundt omkring imod er, synes jeg, et skridt i den rigtige retning.
Sådan havde jeg det, da jeg startede rejsen og sådan har jeg det stadig.
Et skridt i retning af, at vi tør åbne os og blive klogere på os selv og vores reaktioner og at vi underviser i det fra de yngste klasser.
Det psykiske har altid været undervurderet og kigget skævt til. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes, at det er et udtryk for, at vi er bange for at se på vores ”fejl”. Med den angst skyder vi muligheden for indsigt fra os med store konsekvenser.
Alle begrundelserne for at indføre psykologi fra 0. findes her på siden og det gør indvendinger og opbakning også. Der er lidt at læse på, hvis I skulle få lyst.
Jeg har også lært noget om borgerforslag. Emnet her er ikke "varmt". Det er ikke noget der har kørt i medierne og det er ikke særlig meget fremme i diskussionerne rundt omkring. Det har været en slags koldstart at bringe sådan et forslag op.
Tak for jeres støtte, opbakning og interesse. Helt sikkert vil vi komme til at høre mere til emnet og titlen, - eller noget der ligner. :-)