01/05/2026
Jeg mærker, der er er noget i denne fuldmåne, der kalder dybere end det, vi plejer at røre ved. 🌕
Jeg mærker det selv i mit solar plexus
– den gamle genkendelige smerte, der kommer og går - fordi noget bør forløses. Mit første traume i dette her liv.
Dernæst mit gamle jeg. Den jeg ikke er, men har påtaget mig at være.
Og samtidig… en stille fornyelse. 🧑🎨
Jeg har malet mit behandlerrum grønt.
Fra hvidt til levende. Fra neutralt til noget, der føles.
Som om kroppen ved, at noget nyt spirer frem,
mens noget gammelt er ved at give slip. 🌱
For mig føles det som at dykke ned i et mørkt hav.
Helt ned på bunden.
Der, hvor sorgen har ligget stille i årevis.
Jeg var 12 år, da min bror druknede.
Og jeg lukkede ned.
For smerten. For kaosset. For det, der var for stort til et barn at bære.
Men kroppen glemmer ikke.
Den venter bare på, at jeg er klar.
Det er nu.
Og måske er det det, denne fuldmåne inviterer til:
At hente det op, jeg engang måtte gemme væk
– ikke for at blive i det
men for at give det lys, bevægelse og kærlighed.
Det er ikke dramatisk.
Det er stille.
Som en farve, der skifter.
Min farve lige nu er grøn.
Hjertets energifarve 💚
Hvis du også mærker noget, der bevæger sig i dybden lige nu…
så er du ikke alene.
Noget i dig er klar til at blive mødt.
Og måske… også blødt forløst.
Lad os heale det sammen 💚
Kærligst Lene Elisabeth
