26/05/2026
“Hvad er det egentlig, du laver?” , blev jeg forleden spurgt om på golfbanen
Et skønt spørgsmål fordi det var affødt af en oprigtig nysgerrighed. Men inden jeg kunne nå at svare, reagerede mit nervesystem, og jeg blev lammet.
“Du ligner en, der ikke ved, hvad du laver,” sagde han med et smil.
Og det gjorde jeg uden tvivl.
Det krævede en indsats at finde ordene. Ikke fordi jeg ikke ved det, men fordi jeg er vant til at reducere mig selv, når andre ikke forstår.
Derfor reagerede mit nervesystem. Og det tager aldrig fejl.
For lidt senere sagde han:
“Du må forstå, at det kan være svært at forstå det, du laver.”
Og det forstår jeg godt. Ikke fordi jeg arbejder med noget, der er svært. Tværtimod. Det er faktisk ret naturligt. Men det er blevet gjort til noget svært eller ligefrem forkert.
Måske fordi vi føler os dumme, når vi ikke forstår. Og skyldige, når vi ubevidst mærker, at det er, fordi vi har opgivet relationen til os selv.
Jeg var bevidst om min reaktion, men havde ikke fået den afstemt tilstrækkeligt følelsesmæssigt til, at jeg kunne agere.
Det gav anledning til, at jeg i pinsedagene har spurgt og lyttet intuitivt til kroppen.
Og som altid gav den svar på et sprog, som hvis du er leder, selvstændig, arbejder med mennesker, har børn — eller bare er et menneske, der undrer dig over, hvorfor nogle mennesker er bedre til at lede og skabe tryghed end andre, vil finde interessant.
Du ved sikkert godt, at vi ikke leder med ord, men leder og ledes af og med vores nervesystem.
Derfor kan et menneske sige alle de rigtige ting og stadig skabe utryghed, mens et andet med sit blotte nærvær kan skabe ro.
Det handler om evnen til respons, resonans og regulering.
Eller som jeg kalder det: Responsbaseret Ledelse og Sentuitiv Intelligens.
Nervesystemet samarbejder med det limbiske system, hormonsystemet og bindevævet, som påvirkes af vores følelser, stress og relationer, uanset om vi er børn, unge eller gamle — ledere, selvstændige, private eller professionelle.
Og gennem vores medfødte kropslige, emotionelle og intuitive spirituelle intelligens kommunikerer vi med nervesystemet.
De fleste af os lærer som børn, at der findes gode og dårlige følelser. Vi lærer også, at vi er sårbare, måske endda svage, hvis ikke vi kan styre vores følelser.
Det, vi ikke kan styre, er vores nervesystem, da det responderer på det, vi mærker, mens den skaber en tilsvarende resonans. Begge dele ud fra den erfaring, der er grundlagt indtil vores 7. leveår.
Det er sjældent, vi får mulighed for at bevare vores intuitive evne til at kommunikere følelsesmæssigt intelligent, da vi er opdraget af forældre, der også har lært, at tilpasning er nødvendigt, når vi vil overleve.
Vi erfarer som dem tidligt, at når andres nervesystem er i ro, så er vores eget også.
I praksis betyder det, at vi forsøger at “styre” andres nervesystem for at undgå de “forkerte” følelser ved at underkende og overhøre vores egne.
Men følelser er kroppens sprog, som nervesystemet reagerer på. Og når vi overhører kroppens sprog, reagerer den med stress, tristhed, vrede og fysiske symptomer.
Alligevel omtaler vi ofte nervesystemet som noget sårbart:
“Hun har dårlige nerver.”
“Han er stresset.”
“Hun er for sensitiv.”
Men et sensitivt nervesystem er ikke pr. definition et svagt nervesystem. Det har blot mange forbindelser.
Ligesom et træ med et stort rodsystem ikke er svagt. Det er dybt forbundet. Men hvis jorden omkring det er tør, hård eller ustabil, kræver det endnu større styrke stadig at stå fast.
I min optik er dem, vi kalder sårbare, blot mennesker, der mærker og registrerer meget. Fordi deres systemer forsøger at finde fodfæste i en verden med enormt meget tempo, stimulering, pres, information og følelsesmæssig uro.
Og når vi samtidig lever i en tid, hvor mange af os overstimulerer vores nervesystem gennem skærme og konstant input, spiser forarbejdet mad, der skaber inflammation i kroppen, og har svært ved ægte hvile, mister vi forbindelsen til kroppen.
Så giver det mening, at så mange mennesker føler sig urolige, overvældede, følelsesløse eller konstant på overarbejde.
For kroppen er ikke opdelt i små systemer, der arbejder hver for sig.
Den er et levende netværk, hvor nervesystemet sender impulser, orientering og respons. Blodet bringer ilt, næring, hormoner og energi rundt. Bindevævet forbinder struktur, spænding og bevægelse. Hormonsystemet kommunikerer behov, timing og tilstande.
Alt taler sammen — ligesom skovens rodnet
Og hele livet skaber nervebanerne nye forbindelser gennem respons og resonans. Om de leder til ro eller uro afhænger af, om vi tager ejerskab på vores medfødte spirituelle intelligens, som gør os i stand til at lytte bevidst intuitivt.
Ejerskabet opstår, når vi husker det, vi har glemt.
Og det er det, Responsbaseret Ledelse handler om, og som jeg minder mennesker om, når de personligt og professionelt vil leve, lede og samarbejde uden at miste sig selv.
Det sker ikke gennem pres, men helt naturligt gennem presence med vores medfødte spirituelle intelligens.
Kan du mærke hvad kroppen siger?