26/09/2026
Jeg bliver tit spurgt Hvordan gør du? Hvordan kan du være så rolig, når der sker noget? Hvordan kan du lade være med at være urolig over, hvad andre folk tænker? Hvordan kan du bare sige nej og ikke være bange for reaktionen? Hvordan, hvordan, hvordan...
Jeg fornemmer, at bag spørgsmålene ligger der et ønske om at få et "værktøj" til at lære det. Der ligger et ønske om at få lige netop dén løsning, som gør, at nu kan man det hele og kan leve lykkeligt.
Sådan er det ikke - i hvert fald ikke for mig.
Min ro, min ligevægt (som selvfølgelig ikke altid er der, jeg er også bare et menneske), min rummelighed er kommet af mange år i terapi. Det er snart 22 år siden, jeg satte mig i stolen for første gang. Uden at jeg har det nøjagtige tal, så har jeg måske 500 timers egenterapi bag mig - derudover er der øvesessionerne gennem terapeutstudiet.
Det menneske jeg er i dag, er formet af alle de indsigter, jeg har fået gennem årene.
Det er formet af de fejl, jeg har begået, af de mønstre jeg har haft og opdagede, så jeg derefter kunne ændre dem - et for et. Nogle gange to skridt frem og fem tilbage.
Der har været gråd og tænders gnidsel.
Det har været hårdt, ubehageligt. Jeg har mange gange på køreturen til terapeuten tænkt, Jeg gider virkelig ikke det her, jeg vil ikke. Hvorfor betaler jeg i dyre domme for noget, som ikke føles rart?
Grunden til at jeg blev ved og stadig bliver ved er, at jeg fandt ud af, at på den anden side af en svær ting som blev set på og dermed lagt ned, er der en større frihed indeni.
For hver ting som mistede sin betydning, var der mindre jeg skulle passe på ikke at afsløre eller ikke at mærke - dermed større frihed.
Udover timerne med terapeuten er der også timerne med mig selv. Jeg plejer at kalde det At tage terapien med hjem. Jeg har sætninger i hovedet, som er blevet sagt til mig, som jeg kan tage frem i forskellige situationer. Ser terapeuten, som har sagt det, for mig samtidig med den efterfølgende dialog, der kunne have været. Øver mig til stadighed i at holde fast i det, jeg kan mærke, er rigtigt for mig.
Jeg har også et udtryk, som min mand har hørt nogle gange: "Jeg går lige op og terapeutiserer mig selv."
Det betyder, at jeg går op i min seng, lægger mig under dynen næsten i fosterstilling og vender opmærksomheden mod den lille Ane indeni. Jeg giver mig tid til at få øje på hende, mærker hvad hun er ked af, vred over, træt af. Jeg mærker, hvad hun egentlig har brug for, og lader den voksne Ane give hende det.
Det kan lyde som volapyk eller vrøvl for nogle, men det er det, som hedder at arbejde med det indre barn - en meget virksom proces, hvor man virkelig kan komme i kontakt med indersiden af sig selv.
Yogaen har også stor betydning for mig.
Det at jeg en gang i mellem tillader mig selv at blive helt rolig, så jeg får tid til at opdage, hvad der rent faktisk sker med mit åndedræt, hvad der sker i min krop og mærker stemningen indeni, er meget værdifuldt i forhold til ikke at lade hverdagen rende af med mig og styre mig.
Det, at jeg sætter tempoet ned gør, at jeg har hold i mig selv og styrer mit liv, fremfor at det er mit liv, som styrer mig.
Som du kan læse, er det noget som tager tid. Det må prioriteres fremfor at bruge telefonen, lydbogen eller fjernsynet til at fjerne det ubehagelige. På samme måde som du prioriterer at tage til massage eller i biografen, må du også prioritere disse indsigtsstunder.
Så derfor har jeg desværre ingen værktøjer at dele ud af. Dem må du finde i Silvan, Stark eller XL Byg 😉
At have det godt i sit liv er en vedvarende proces. I perioder er alt godt og roligt, andre perioder er der noget, som har brug for opmærksomhed.
Jeg har nu indset og affundet mig med, at jeg aldrig bliver færdig. Jer er ikke længere bange for at gå ind i en proces, for jeg ved, at det er godt på den anden side.
Så derfor vil jeg sige til dig, at du skal have tålmodighed med dig selv, ting tager tid. Det skal de for at kunne forankre sig.
Du skal drage omsorg for dig selv, og du skal vide, at du er helt normal, selvom det ikke er alting i dit liv, som er godt. Du kan godt ændre det.
Lad dig selv stoppe op for at gøre noget ved det og vær ikke flov eller skamfuld over, hvis du har brug for hjælp.
Ja, det kan virke dyrt, men prøv i stedet at se det som en investering i dig selv og dit liv.
Du er det værd ❤️