04/08/2026
Som mødre bliver vi virkelig gode til at give.
Vores tid. Vores søvn. Vores krop. Vores opmærksomhed.
Vi trøster. Vi ordner. Vi holder styr på.
Og det meste gør vi af kærlighed.
Men samtidig med at vi bliver mødre, stopper resten af livet ikke.
Vi kan blive ramt af sorg.
Svigt.
Bekymringer.
Forandringer, vi ikke selv har valgt.
Alt sammen midt i en tid, hvor vi måske i forvejen sover for lidt og giver mere af os selv end nogensinde før.
Nogle gange kan vi komme til at give og bære så meget, at vi næsten glemmer at spørge:
Hvordan har jeg det egentlig?
Jeg kender godt det sted.
Der var en periode i mit liv, hvor jeg stod midt i moderskabet og samtidig i ting, der krævede mere af mig, end jeg egentlig havde at give.
Min krop var drænet.
Jeg sov for lidt.
Jeg mistede en del af mit hår.
Og et sted undervejs mistede jeg også meget af min egen glæde.
Jeg elskede mine børn og min mand.
Men kærligheden til vores børn kan ikke beskytte os mod alt det andet, livet også bringer med sig.
Og den giver os ikke automatisk kræfterne eller os selv tilbage.
Vi har også brug for at passe på os selv.
Min egen vej tilbage lærte mig noget vigtigt om sundhed og egenomsorg.
At det ikke nødvendigvis handler om at præstere mere.
Men om at lytte mere.
Til kroppen.
Til energien.
Til det, der bygger os op.
At have energi til livet.
At mærke glæde.
At føle sig stærk.
At kunne mærke sig selv.
Måske er det også derfor, mit hjerte banker så meget for de kvinder, der træder ind ad døren i Klinik Lillemor.
Her skal de ikke præstere.
Her må de for en stund mærke sig selv – og lade nogen passe lidt på dem.
For jeg ved, hvor let vi kan komme til at glemme os selv, når livet kræver meget af os.
Jeg tror, vi alle kan miste lidt af kontakten til os selv indimellem.
Nogle gange lidt.
Andre gange så meget, at vejen hjem kan føles lang.
Men jeg ved også, at vi kan finde hjem igen.
Måske ikke tilbage til præcis den, vi var engang.
For livet forandrer os.
Moderskabet forandrer os.
Det, vi går igennem, forandrer os.
Måske handler det ikke om at finde tilbage.
Men om at lære det menneske at kende, vi er blevet – og finde hjem i hende ♥️