Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 17:00 Tirsdag 09:00 - 17:00 Onsdag 09:00 - 17:00 Torsdag 09:00 - 17:00 Fredag 09:00 - 17:00

Sara Roland, Solrød (2026)

23/10/2026

En kærlig reminder🩵🙏🩵

22/10/2026

For mennesker, der er vokset op med utryghed eller gentagne følelsesmæssige belastninger, kan en stor del af livet komme til at handle om at tilpasse sig, aflæse andre og forsøge at skabe tryghed.

Det kan betyde, at udviklingen af egne grænser, behov og en grundlæggende følelse af selvværd først for alvor får plads senere i livet.

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at være sent udviklet, men om at have brugt sine kræfter på at overleve frem for at udforske livet.

Og heldigvis er det aldrig for sent at lære det, man ikke fik mulighed for at lære som barn🩵🙏

21/10/2026

Når din evne til at forstå andre bliver større end din evne til at mærke dig selv🩵

Jeg har gennem årene mødt mange mennesker, som har en helt særlig evne til at forstå og rumme andre. Og noget af det, der bliver ved med at gøre indtryk på mig, er, hvor meget omsorg og forståelse de kan have for andre, samtidig med at de har svært ved at give sig selv det samme.

Måske kender du det?

At du hurtigt får øje på, hvorfor et andet menneske reagerer, som det gør. At du ser bag om den sårende adfærd og forsøger at forstå, hvad der ligger bag. Og at du nogle gange bliver så optaget af den andens følelser, at du næsten glemmer dine egne.

For nogle er denne evne ikke kun et udtryk for empati. Den kan også være en tillært måde at bevare tryghed og tilknytning på.

Hvis man tidligt har lært, at relationer bedst bevares ved at være forstående, overbærende og ikke stille for mange krav, kan det blive et mønster, man tager med sig ind i voksenlivet.

Man bliver god til at forstå andre, men mister måske undervejs kontakten til sine egne grænser.

Man finder forklaringer på det, der gør ondt. Tilgiver hurtigt. Giver endnu en chance. Og kommer måske til at kalde det rummelighed, selvom det i virkeligheden handler om, hvor svært det føles at sige fra.

For selvom vi med vores fornuft godt ved, at vi har ret til at sætte grænser, kan kroppen reagere med skyld, uro og frygt, når vi gør det. Særligt hvis det tidligere har været forbundet med utryghed at skuffe andre eller give udtryk for egne behov.

Og her synes jeg, der ligger noget vigtigt.

Vi kan komme til at forveksle vores evne til at udholde det, der gør ondt, med vores evne til at være rummelige.

Vi kan tilgive så hurtigt, at vi slet ikke når at mærke vores vrede eller tage alvorligt, hvad der faktisk skete.

Men vrede er ikke nødvendigvis noget, vi skal væk fra. Den kan også fortælle os, at noget har gjort ondt, og at en grænse er blevet overskredet.

Det handler ikke om at holde op med at forstå andre. Det handler om, at vores forståelse også må omfatte os selv.

Vi kan godt forstå et menneskes adfærd uden at acceptere den. Vi kan godt have medfølelse med andres smerte uden at gøre os ansvarlige for den.

Og måske er det netop dér, noget begynder at forandre sig. Når vi ikke længere automatisk sætter forståelsen af andre over hensynet til os selv.

For empati er en gave. Men den må ikke koste os forbindelsen til os selv🙏

20/10/2026

Jeg elsker hverdagen 💙

Jeg har altid holdt meget af Dan Turèlls hyldest til hverdagen. For jeg tror egentlig, at det er dér, midt i alt det helt almindelige, at meget af det smukkeste i livet findes.

Jeg elsker de langsomme morgener. At vågne uden vækkeur, duften af friskbrygget kaffe og en kæreste, der allerede har været oppe og sat kaffen over, mens dagen langsomt begynder.

Jeg elsker de små caféer, hvor man kan sidde længe og betragte mennesker. En god samtale, der pludselig tager en uventet drejning. At grine af noget fuldstændig fjollet. At gå en tur med hundene, mærke vinden i ansigtet og komme hjem med røde kinder.

Jeg elsker at have noget at glæde mig til, men jeg elsker også de dage, hvor der ikke skal ske noget særligt.

Jeg holder af mine dyr, mine bøger, mit arbejde og de mennesker, jeg har omkring mig. Og jeg holder af at være alene. Faktisk rigtig meget. Ikke fordi jeg ikke elsker selskab, men fordi jeg også holder af den ro, der opstår, når jeg bare kan være mig selv.

Jeg har selvfølgelig også store drømme. Ting, jeg gerne vil skabe, opleve og udrette. Og jeg glæder mig til alt det, der forhåbentlig venter.

Men jeg øver mig også i ikke at gøre livet til noget, der først rigtig begynder, når drømmene går i opfyldelse.

For livet er jo allerede i gang.

Det er helt almindelig onsdag formiddag med en kop kaffe. Det er et kys fra kæresten i køkkenet. Det er en spontan frokost på en hyggelig café. Det er alle de små øjeblikke, vi så let kommer til at overse, fordi vi har travlt med at komme videre til det næste.

Og måske er noget af det dejligste ved at blive ældre, at jeg efterhånden er blevet bedre til at opdage, hvor meget der faktisk er at holde af i det helt almindelige.

Jeg elsker hverdagen.

Hvad er noget af det, du holder allermest af ved din? 💙

19/10/2026

Som den opmærksomme læser efterhånden nok har bemærket, er jeg meget optaget af vores ubevidste mønstre. Særligt de mønstre, vi udvikler gennem vores tidlige tilknytning, og som ofte følger os langt ind i voksenlivet, uden at vi nødvendigvis er bevidste om dem.

Og noget andet, jeg ofte vender tilbage til, er, at meget lidt her i livet er enten sort eller hvidt. Vi mennesker er langt mere komplekse end som så, og jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at være nysgerrige, også når vi tror, vi har fundet en forklaring.

Det gælder også, når vi taler om ADHD.

Jeg oplever, at der (i Danmark) mangler opmærksomhed på sammenhængen mellem vores tilknytningsmønstre og noget af den adfærd, vi forbinder med ADHD. Ikke fordi jeg mener, at ADHD blot er et resultat af vores opvækst, eller at vi skal se bort fra de genetiske og neurobiologiske faktorer. Men fordi jeg synes, vi risikerer at overse noget væsentligt, hvis vi udelukkende betragter mennesket gennem en diagnose.

For hvad sker der egentlig med et barn, som ikke oplever at blive mødt og forstået i sine følelser? Et barn, der tidligt lærer at være på vagt, tilpasse sig eller forsøge at skabe kontakt og tryghed på forskellige måder?

Vi ved, at vores tidlige relationer har betydning for udviklingen af vores følelsesregulering, og at utryghed og belastning kan komme til udtryk gennem blandt andet uro, koncentrationsvanskeligheder og stærke følelsesmæssige reaktioner.

Og netop nogle af disse reaktioner kan ligne eller forstærke de vanskeligheder, vi også forbinder med ADHD.

For eksempel kan et menneske med en ængstelig tilknytning være så optaget af at aflæse andres signaler, stemninger og reaktioner, at det bliver svært at fastholde opmærksomheden på andre ting. Det kan ligne koncentrationsbesvær eller distraherbarhed.

Et menneske med en mere undgående tilknytningsstrategi kan have lært at lukke ned for ubehagelige følelser, trække sig fra følelsesmæssigt krævende situationer eller udskyde opgaver, der vækker usikkerhed og frygt for at fejle. Det kan komme til udtryk som overspringshandlinger, manglende initiativ eller vanskeligheder med at komme i gang.

Og mennesker med mere desorganiserede tilknytningsmønstre kan opleve en indre konflikt mellem ønsket om nærhed og behovet for at beskytte sig. Det kan blandt andet komme til udtryk gennem uro, skiftende reaktioner, følelsesmæssig overvældelse og vanskeligheder med at fastholde opmærksomheden, når de føler sig utrygge.

Det interessante er, at noget af denne adfærd på overfladen kan ligne ADHD, selvom de bagvedliggende mekanismer ikke nødvendigvis er de samme. Og selvfølgelig kan begge dele også være til stede samtidig.

Forskning peger på, at ADHD og usikre tilknytningsmønstre kan forekomme sammen, men sammenhængen er kompleks, og vi kan ikke deraf konkludere, at usikker tilknytning forårsager ADHD. Et barn med ADHD kan også have særlige behov, som påvirker samspillet med dets omsorgspersoner.

Det er netop derfor, jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke gør det sort-hvidt.

For to mennesker kan have den samme diagnose og alligevel have vidt forskellige historier, erfaringer og behov. Og noget af det, vi umiddelbart betragter som et symptom, kan i nogle tilfælde også være påvirket af de beskyttelsesstrategier, mennesket har udviklet gennem livet.

For eksempel kan et menneske med en ængstelig tilknytning være så optaget af at aflæse andres signaler, stemninger og reaktioner, at det bliver svært at fastholde opmærksomheden på andre ting. Det kan ligne koncentrationsbesvær eller distraherbarhed.

Et menneske med en mere undgående tilknytningsstrategi kan have lært at lukke ned for ubehagelige følelser, trække sig fra følelsesmæssigt krævende situationer eller udskyde opgaver, der vækker usikkerhed og frygt for at fejle. Det kan komme til udtryk som overspringshandlinger, manglende initiativ eller vanskeligheder med at komme i gang.

Og mennesker med mere desorganiserede tilknytningsmønstre kan opleve en indre konflikt mellem ønsket om nærhed og behovet for at beskytte sig. Det kan blandt andet komme til udtryk gennem uro, skiftende reaktioner, følelsesmæssig overvældelse og vanskeligheder med at fastholde opmærksomheden, når de føler sig utrygge.

Det interessante er, at noget af denne adfærd på overfladen kan ligne ADHD, selvom de bagvedliggende mekanismer ikke nødvendigvis er de samme. Og selvfølgelig kan begge dele også være til stede samtidig.

I mit arbejde er jeg derfor ikke kun optaget af, hvilken adfærd et menneske udviser, men også af, hvad der ligger bag. Hvad har mennesket lært om sig selv og andre? Hvilke overbevisninger er blevet dannet? Og hvilke mønstre bliver aktiveret, når noget føles svært eller utrygt?

Det handler ikke om at forklare ADHD væk, og det handler bestemt heller ikke om at placere skyld hos forældrene. Det handler om at forstå, at både vores biologi og vores erfaringer kan have betydning for, hvordan vi har det, og hvordan vi fungerer i verden.

Og måske kan vi hjælpe mennesker endnu bedre, hvis vi ikke kun er optaget af at reducere symptomer, men også af at forstå de følelsesmæssige erfaringer og mønstre, der kan ligge omkring dem.

For mig handler det i sidste ende om at være nysgerrig på hele mennesket frem for kun at se på diagnosen.

Og om at huske, at der sjældent kun findes én forklaring💙

18/10/2026

Dagens kærlige reminder🩵🙏

17/10/2026

Nogle gange skal der kun én til at bryde en konfliktspiral.

Når vi havner i konflikter med mennesker, vi holder af, sker der ofte noget, som vi ikke selv er opmærksomme på. Vi begynder at forsvare os. Vi forsøger at forklare, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og hvorfor den anden tager fejl. Og jo mere vi forsøger at blive forstået, jo mindre kommer vi ofte til at forstå hinanden.

Det interessante er, at vi i virkeligheden ofte længes efter præcis det samme. At blive set, hørt og forstået.

Men når begge parter kæmper for at blive forstået, kan der opstå en konfliktspiral, hvor den enes forsvar aktiverer den andens. Vi bliver hårdere i vores måde at tale på, mere fastlåste i vores opfattelser og mindre nysgerrige på, hvad der egentlig foregår hos den anden.

Og så sker der nogle gange noget ret fint.

Den ene part begynder at føle sig set og hørt. Ikke nødvendigvis fordi den anden giver vedkommende ret, men fordi der pludselig bliver plads til at forstå, hvad der ligger bag reaktionen. Hvad det er, der gør ondt, hvad der føles vigtigt, eller hvad vedkommende forsøger at beskytte.

Og i det øjeblik kan der opstå en blødhed.

Når vi ikke længere føler, at vi skal kæmpe for at blive forstået, får vi ofte heller ikke det samme behov for at forsvare os. Vi bliver mindre hårde. Og den blødhed kan den anden mærke.

Det interessante er, at når den ene sænker sit forsvar, kan det gøre det lettere for den anden at gøre det samme. Pludselig er der ikke længere to mennesker, der kæmper imod hinanden, men to mennesker, der igen får mulighed for at få øje på hinanden.

Det betyder ikke, at uenigheden forsvinder, eller at vi skal tilsidesætte vores egne grænser for at skabe fred. Vi kan sagtens være uenige og samtidig forsøge at forstå hinanden.

Jeg tror, vi nogle gange undervurderer, hvor stor betydning det har for et menneske at føle sig oprigtigt forstået.

For det er ikke altid flere forklaringer, bedre argumenter eller enighed, der opløser en konflikt.

Nogle gange er det ganske enkelt oplevelsen af at blive set og hørt, der skaber den blødhed, som gør det muligt at mødes igen🩵🙏

16/10/2026

To ting kan godt være sande på samme tid. Også selvom de umiddelbart modsiger hinanden.

Det er noget af det, jeg oplever, vi kan have allersværest ved at forstå, når vi står midt i en konflikt med et andet menneske. For vi bliver så optagede af at forklare vores egen oplevelse, vores intentioner og hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, at vi nogle gange helt mister nysgerrigheden på, hvordan den anden faktisk oplevede situationen.

Du kan have sagt noget i den bedste mening, fordi du gerne ville hjælpe, og samtidig kan det, du sagde, have fået et andet menneske til at føle sig kritiseret eller forkert. Begge dele kan være sande. Din intention var god, men virkningen blev en anden, end du havde forestillet dig.

Det samme gælder, når vi trækker os fra en konflikt. Måske går du, fordi du kan mærke, at du er ved at blive overvældet og har brug for at falde til ro, før du kommer til at sige noget, du fortryder. Men for den anden kan det føles som en afvisning eller som at blive forladt. Og igen kan begge oplevelser være lige virkelige.

Det interessante er, at vi ofte kommer til at bruge utrolig meget energi på at diskutere, hvilken af de to oplevelser der er den rigtige. Som om den ene nødvendigvis må være forkert, for at den anden kan være sand.

Men sådan fungerer relationer jo ikke.

Vi oplever ikke verden, som den er. Vi oplever den også gennem vores tidligere erfaringer, vores tilknytningsmønstre og de overbevisninger, vi har dannet om os selv og andre mennesker. Derfor kan præcis den samme situation vække noget vidt forskelligt i to mennesker.

Og det er netop her, jeg synes, det bliver interessant. For når vi begynder at forstå, hvad der ligger bag vores egne reaktioner, bliver det også lettere at være nysgerrige på den andens.

Måske handler din trang til at forklare dig ikke kun om den konkrete situation, men også om en gammel erfaring med ikke at blive forstået. Måske handler den andens stærke reaktion ikke kun om det, du sagde, men også om en velkendt følelse af ikke at være god nok.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal undskylde uhensigtsmæssig adfærd eller fralægge os ansvaret for den måde, vi behandler hinanden på. Tværtimod. For vi kan godt tage ansvar for, at vi har såret et andet menneske, uden at vi behøver gøre vores egne intentioner forkerte.

Og vi kan godt anerkende, at noget gjorde ondt på os, uden at vi behøver gøre den anden til et dårligt menneske.

Jeg tror, at rigtig mange konflikter kunne se anderledes ud, hvis vi blev lidt mindre optagede af at få ret og lidt mere interesserede i at forstå, hvad der egentlig skete mellem os.

For det er sjældent i diskussionen om, hvem der har ret, at vi finder hinanden igen. Det er langt oftere i det øjeblik, hvor vi begge tør være nysgerrige på det, der ligger bag vores reaktioner.

At forstå hinanden er ikke det samme som at være enige. Og at anerkende den andens oplevelse betyder ikke, at vi skal opgive vores egen.

Der skal være plads til begge dele🩵

15/10/2026

Hvor meget sandhed om dig selv kan du egentlig holde ud at se?🫣

Det er et interessant spørgsmål, synes jeg. For vi mennesker vil rigtig gerne udvikle os. Vi vil gerne forstå os selv bedre, bryde gamle mønstre og skabe forandringer i vores liv. Men det er ikke altid, vi er lige begejstrede for det, vi opdager undervejs.

Særligt ikke når vi bliver konfronteret med noget, der udfordrer vores opfattelse af, hvem vi er.

Hjernen forsøger hele tiden at forudsige, hvad der kommer til at ske, og når virkeligheden ikke stemmer overens med vores forventninger, får hjernen mulighed for at lære noget nyt. Det er blandt andet sådan, vi udvikler os. Men når det, der bliver udfordret, er vores selvbillede, bliver det pludselig lidt mere kompliceret.

For hvad nu, hvis jeg ikke altid er så rummelig, som jeg går og tror? Hvad nu, hvis jeg faktisk selv er med til at skabe nogle af de konflikter, jeg oplever igen og igen? Eller hvad nu, hvis det, jeg hele mit liv har kaldt hensynsfuldhed, i virkeligheden også handler om min frygt for at blive afvist?

Det er ikke nødvendigvis særlig rart at få øje på, og det interessante er, at vores nervesystem kan reagere på den slags erkendelser, som om vi er truede. Vi går måske i forsvar, begynder at forklare os, retfærdiggøre vores handlinger eller placere ansvaret hos andre. Ikke nødvendigvis fordi vi ikke ønsker at udvikle os, men fordi det kan føles utrygt at give slip på den fortælling, vi har om os selv.

Og det er faktisk noget af det, jeg synes er allermest interessant ved vores psykologiske mønstre. For mange af de strategier, vi bruger til at beskytte os selv, er udviklet på et tidspunkt i vores liv, hvor de gav rigtig god mening. Måske har vi lært, at det var farligt at begå fejl, at kritik betød afvisning, eller at vi skulle være på en bestemt måde for at være værd at elske.

Så når nogen i dag fortæller os noget om os selv, som vi ikke bryder os om at høre, er det ikke nødvendigvis kun det, der bliver sagt, vi reagerer på. Det kan også være en gammel overbevisning eller en velkendt følelse, der bliver aktiveret.

Og så kan vi bruge rigtig meget energi på at forsvare os mod noget, som måske i virkeligheden kunne hjælpe os med at forstå os selv bedre.

For vi kan ikke forandre det, vi bliver ved med at forsvare🙏

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal tage enhver kritik til os, eller at andre altid har ret i deres oplevelse af os. Men jeg tror, vi kan lære utrolig meget af at blive nysgerrige på vores egne reaktioner. Hvorfor får jeg så travlt med at forklare mig? Hvorfor bliver jeg så vred eller ked af det? Hvorfor er det så vigtigt for mig, at den anden forstår, at jeg ikke har gjort noget forkert? Og kunne der måske være bare en lille smule sandhed i det, jeg har så svært ved at høre?

Jeg oplever, at noget af den vigtigste personlige udvikling sker, når vi begynder at kunne undersøge vores egne mønstre med den samme nysgerrighed, som vi ofte undersøger andres. Når vi tør få øje på vores egen andel i det, der sker omkring os, uden at vi samtidig behøver gøre os selv forkerte.

For der er jo stor forskel på at erkende, at man har handlet uhensigtsmæssigt, og på at konkludere, at man er et dårligt menneske. Vi kan godt tage ansvar for vores handlinger uden at drukne i skam, ligesom vi godt kan opdage sider af os selv, vi ikke er særlig stolte af, uden at vores værdi som mennesker bliver mindre.

Og måske er det netop her, noget begynder at forandre sig. Når vi ikke længere behøver bruge så meget energi på at beskytte vores selvbillede, men i stedet får lidt mere plads til at være ærlige over for os selv🩵

14/10/2026

Det er ikke nødvendigvis en god ting, at du aldrig har set dine forældre skændes.

Vi kan vist godt blive enige om, hvor skadeligt det kan være for børn at vokse op i hjem med konflikter, skænderier og utryghed. Og med god grund.

Men der er en anden side af det, som jeg synes, vi taler alt for lidt om.

Nemlig betydningen af at opleve, at to mennesker kan være uenige, blive vrede, sårede eller kede af det – og finde hinanden igen.

At en konflikt ikke nødvendigvis betyder, at relationen er i fare🩵

At man godt kan være uvenner uden at holde op med at elske hinanden🩵

Og at det, der går i stykker mellem mennesker, ofte kan repareres🩵

Jeg er ikke selv vokset op med to forældre under samme tag, og derfor har jeg heller ikke haft mulighed for at se den proces udspille sig mellem mine egne forældre i hverdagen.

Og det er faktisk noget, jeg ofte møder i mit arbejde.

Mennesker, der fortæller mig, at de har haft en rigtig god barndom. Ingen vold, ingen misbrug, ingen voldsomme konflikter. Måske endda forældre, der aldrig skændtes foran børnene.

Alligevel oplever de en stor utryghed i deres voksne relationer.

De kan blive ængstelige, når deres partner trækker sig. Når der opstår uenighed. Når stemningen ændrer sig, eller når noget føles uafklaret.

Og de forstår det ikke altid selv.

For hvorfor reagerer jeg sådan, når jeg egentlig kommer fra et trygt hjem?

Men når vi begynder at undersøge det, viser det sig nogle gange, at de aldrig rigtig har lært, hvordan man er i en konflikt. Og måske endnu vigtigere, hvordan man kommer ud af den igen.

De har simpelthen manglet erfaringen med, at ubehag i en relation godt kan være midlertidigt.

Forestil dig så, at sådan et menneske forelsker sig i en person med en mere undvigende tilknytningsstrategi.

En person, der har brug for at trække sig, når noget bliver følelsesmæssigt svært. Som måske lige skal gå en tur rundt om huset, før vedkommende kan vende tilbage til samtalen.

For den ene kan den afstand føles som begyndelsen på et brud.

For den anden kan nærheden og de følelsesmæssige krav føles overvældende.

Og pludselig står to mennesker, der begge forsøger at skabe tryghed, men som kommer til at gøre hinanden mere utrygge.

Den ene søger kontakt.

Den anden søger afstand.

Og begge forsøger i virkeligheden at regulere deres eget ubehag.

Det interessante er, at ingen af dem nødvendigvis behøver at have haft en dårlig barndom.

Men de kan have manglet nogle vigtige erfaringer med, hvordan man håndterer og reparerer brud i kontakten.

Og det er netop derfor, jeg altid opfordrer forældre til ikke kun at vise deres børn, hvordan man har det godt sammen, men også hvordan man finder hinanden igen, når man ikke har det godt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at børn skal være vidner til voldsomme skænderier, trusler eller konflikter, de ikke kan forstå eller rumme.

Men de må gerne opleve, at mor og far kan være uenige.

At man kan blive ked af det.

At man kan sige undskyld.

At man kan tage ansvar for sin del.

At man kan lytte til hinanden, selvom man ser forskelligt på tingene.

Og at man kan finde tilbage til kontakten.

For børn lærer ikke kun om relationer gennem den kærlighed, de oplever.

De lærer også gennem den måde, de ser kærligheden blive passet på, når noget bliver svært.

Måske er det vigtigste, vi kan lære vores børn, ikke at undgå konflikter, men at konflikter ikke behøver at betyde, at kærligheden forsvinder.

Og at en relation godt kan være tryg, selvom den indimellem er svær.

Sara Roland🩵

Sara Roland

23/10/2026

22/10/2026

21/10/2026

20/10/2026

19/10/2026

18/10/2026

17/10/2026

16/10/2026

15/10/2026

14/10/2026

Adresse

Åbningstider

Telefon

Website

Underretninger

Kontakt Praksissen

Genveje

Del

Kategori

Anmodning om at fjerne opslag

Mandag	09:00 - 17:00
Tirsdag	09:00 - 17:00
Onsdag	09:00 - 17:00
Torsdag	09:00 - 17:00
Fredag	09:00 - 17:00