27/08/2026
🌿 Jeg åbner nu op for traumeterapi i klinikken 🌿
Som en del af min uddannelse til kropsorienteret traumeterapeut åbner jeg nu op for individuelle sessioner, hvor vi arbejder med samtale, krop og nervesystem.
Hvad er kropsorienteret traumeterapi?
Kropsorienteret traumeterapi tager udgangspunkt i, at vores oplevelser ikke kun kommer til udtryk gennem tanker og følelser, men også gennem kroppen og nervesystemet.
Når vi gennem længere tid har været udsat for stress, overbelastning eller svære oplevelser, kan nervesystemet udvikle automatiske beskyttelsesreaktioner. Kroppen kan eksempelvis være præget af indre alarmberedskab, spændinger, uro, følelsesmæssig overvældelse eller en tendens til at lukke ned og koble fra.
Her arbejder vi ikke kun med historien om det, der er sket, men også med det, der sker i kroppen her og nu.
Gennem en kombination af samtale, kropsbehandling og somatiske metoder arbejder vi blandt andet med at:
🌿 øge kontakten til kroppens signaler og sansninger
🌿 understøtte regulering og fleksibilitet i nervesystemet
🌿 opdage automatiske kropslige beskyttelses- og reaktionsmønstre
🌿 skabe mere tryghed og nærvær i kroppen
🌿 forbinde kropslige sansninger med følelser, tanker og behov
I stedet for udelukkende at forsøge at forstå vores reaktioner med hovedet, inddrager vi altså kroppen som en aktiv del af den terapeutiske proces.
Mit udgangspunkt som behandler er, at krop og psyke ikke kan adskilles, men hænger uløseligt sammen og må mødes som en helhed.
En session tager altid udgangspunkt i dig og det, du kommer med. Det er ikke nødvendigt at fortælle hele sin historie eller genopleve svære oplevelser. Vi arbejder nænsomt og i et tempo, hvor kroppen og nervesystemet kan være med. 🤍
Jeg er fortsat under uddannelse til kropsorienteret traumeterapeut, og derfor tilbyder jeg i denne periode sessionerne til en særlig pris:
🌿 60 min. kropsorienteret traumeterapi – 650 kr.
Hvis du er nysgerrig på, om det kunne være noget for dig, er du meget velkommen til at skrive til mig for spørgsmål eller booking.
Jeg glæder mig til endelig at kunne åbne op for mere af det her i mit arbejde – for det føles virkelig som en retning, der giver mening for mig 🤍🌿