Klinik for Narrativ psykoterapi/Karina Nicolaisen

11/08/2026

11/08/2026

06/08/2026

Jeg bliver af og til spurgt, hvorfor jeg blev psykoterapeut.

Det korte svar er, at min interesse begyndte længe før min psykoterapeutuddannelse på Dispuk.

Allerede tidligt i livet mødte jeg mennesker, der levede med følgerne af vold.

Som barn begyndte jeg at lede efter svar i bøger. Måske fordi jeg inderligt håbede, at forståelse kunne gøre en forskel for nogle af dem, jeg havde kær.

Den nysgerrighed har fulgt mig lige siden. I mere end 20 år har jeg talt med mennesker, der lever med følgerne af vold, overgreb og relationelle traumer. Mennesker, som kæmper med skam, eller en spiseforstyrrelse, fordi maden nogle gange bliver den måde, man forsøger at overleve og mestre det ubærlige på.

Jeg tror ikke, at mennesker er problemet. Jeg tror, at de historier, de har måttet leve med, nogle gange er blevet alt for dominerende og tunge at bære alene.

Mit arbejde er ikke at “fikse” mennesker. Det er at være nysgerrig sammen med dem, så der kan opstå plads til nye fortællinger. For mennesker er meget mere end der er hændt dem.🤍
Karina Nicolaisen

04/08/2026

Min vej til psykoterapien begyndte med en nysgerrighed på skam, og et personligt ønske om at slippe dens greb.

Min nysgerrighed var ikke kun faglig. Den var også personlig.

Jeg ville forstå, hvorfor skam kan få os til at tvivle på vores egen værdi. Hvorfor den får os til at tie, gemme os og trække os væk fra andre, og fra verden.

På uddannelsen lærte jeg noget, som stadig præger den måde, jeg møder mennesker på i dag. Jeg lærte, at skam ikke er et tegn på, at der er noget galt med os, men det som er hændt os.

Skam opstår, når vi bliver mødt ukærligt, eller når vi står alene med det, der var for overvældende og smertefuldt. Når vores værdighed bliver krænket. Og de historier, vi fortæller om os selv, formes af det, vi har været udsat for.
Men vi er altid mere end de konklusioner, volden eller skammen har draget om os. Derfor handler mit arbejde ikke om at fjerne skammen. Jeg tror ikke, skam skal bekæmpes. Jeg tror, den kalder på at blive mødt med nysgerrighed, nænsomhed og et mildt blik.

Når vi nænsomt undersøger den historie, skammen og volden har fået lov til at fortælle, bliver der ofte plads til andre fortællinger. Fortællinger om mod, håb, handlekraft, værdier og det, der har hjulpet os med at holde fast, selv når livet gjorde ondt. Jeg oplever igen og igen, at de måder, mennesker reagerede på, da livet blev overvældende og ubærligt, ofte hænger tæt sammen med det, de grundlæggende står for som mennesker.

Det er den nysgerrighed, jeg tager med mig ind i hver eneste samtale. 🤍

Måske er der også en historie bag den skam, du bærer. En historie, der fortjener at blive mødt med nysgerrighed, nænsomhed og et mildt blik.

03/08/2026

Jeg glæder mig selv til, at hverdagen begynder igen.

Og det handler for mig ikke om, at jeg ikke elsker tiden med min familie. Men jeg savner mit arbejde, den rytme, de rammer og den forudsigelighed, som hverdagen giver mig.

Det fik mig til at tænke på, hvor ofte vi taler om sommerferien, som om den burde være årets mest afslappende og fantastiske tid.

For mange er den det ikke.
I mit arbejde møder jeg mennesker, der lever med effekterne af traumer og som mestre med spiseforstyrrelser. For dem kan ferien betyde, at gamle erindringer presser sig på, at de spiseforstyrrede tanker fylder mere, eller at de vante strategier bliver sværere at holde fast i.
Når hverdagen ændrer sig, kan mange af de ting, der hjælper os med at finde ro, ændre sig med den.

Måske kan du også genkende det. At du både kan være taknemmelig for tiden med dem, du holder af, og samtidig længes efter hverdagen. De to oplevelser udelukker ikke hinanden.

Hvordan har sommerferien været for dig?

02/08/2026

Bag det, vi umiddelbart ser, findes ofte erfaringer, som har sat dybe spor.

Når vi møder et menneske med nysgerrighed frem for hurtige konklusioner, og antagelser, giver vi plads til, at flere fortællinger kan sprogliggøres og komme frem i lyset. Og det er ikke kun fortællingen om det, der gør ondt, men også fortællinger om håbet, styrke og det, der stadig har betydning.

Måske begynder forandringen i mødet, med et andet menneske, hvor et menneske oplever at blive set som et andet blik end voldens blik❤️.

26/07/2026

Den del af traumearbejdet, ingen rigtig taler om.

For mange er det første store skridt at vende sig mod det, de måske i årevis har forsøgt at flygte fra. At sætte ord på det, der er sket. At sige det højt. At afsløre den vold, de har været udsat for, og den magt, de har levet under. At turde lade et andet menneske være vidne til det.

Det er modigt. Og for mange er det noget af det sværeste, de nogensinde har gjort.

Men noget, der kan komme bag på mange, er, at det ikke nødvendigvis er her, den største udfordring ligger.
For mange begynder den bagefter, i integrationsprocessen.

For selvom du nu forstår mere af dig selv og det, du blev udsat for, betyder det ikke, at du med det samme ved, hvordan du skal leve med den nye forståelse.

Mange beskriver det som at stå et sted mellem to verdener. De gamle måder at mestre livet på, ved at gå væk fra det svære, tilpasse sig eller overleve, fungerer ikke længere. Men de nye måder at være i verden på føles endnu ikke naturlige.

Det kan skabe tvivl.
Usikkerhed. Skam.
Uro.
Angst.
Afmagt.
En følelse af at være mere blottet end før.

Nogle bliver overraskede over, at de næsten føler sig mere sårbare, efter de er begyndt at arbejde med deres traumer. Det er en helt naturlig reaktion.

For det er en ting at forstå, hvad der er sket.
Det er noget helt andet at lade den forståelse blive en del af den måde, du lever, mærker dig selv og møder verden på.

Og den proces er sjældent lige. Den kan føles som at bevæge sig gennem et ukendt landskab med dybe kratre og størknet lava. Et landskab, hvor du ikke kender stien, og hvor hvert skridt kræver mod.

Når først du har set det, der før var skjult, kan du ikke gøre det uset. Der er ikke længere en vej tilbage til den forståelse, du havde før. Det kan føles både ensomt og overvældende, fordi du ved, at du må videre, men endnu ikke helt ved hvordan.

Og hvis det er der, du står, er du ikke alene🤍.

Det er en del af traumearbejdet, vi taler alt for lidt om.