07/07/2026
Motion er det bedste for hjertet🤎
Rytmeholdet er et cykelhold med omkring 30 mænd og kvinder, som alle har det til fælles, at de har oplevet udfordringer med hjertet.
Holdet består af både tidligere elitecykelryttere og glade motionister, og med hjertelæge Peter Steen Hansen – også kendt som Rytmedoktor – som en aktiv del af fællesskabet.
"Det er meget almindeligt, at personer, der oplever problemer med hjertet, ikke længere tør være fysisk aktive. Men i virkeligheden er det bedste, man kan gøre for både sig selv og hjertet, netop at fortsætte med de aktiviteter, man sætter pris på. Og griber man det fornuftigt an, kan de fleste – på trods af hjerteproblemer – fortsætte med at være fysisk aktive. Det er kun godt for både krop og hjerne." siger Peter Steen Hansen, hjertelæge på Privathospitalet Mølholm.
På Rytmeholdet har deltagerne fundet et trygt fællesskab, hvor de sammen har genfundet både modet, glæden og motivationen til at være fysisk aktive.
Holdet træner én gang om ugen og hvert år samles hele holdet til en weekendtur.
I år - på den varmeste weekend i danmarkshistorien - gik turen til Sydfyn, hvor holdet cyklede i alt 125 km på Sydfyn og Tåsinge. Trods temperaturer på omkring 35 grader gennemførte alle turene flot.
Det er et godt eksempel på, at man – selv med et hjerte, der har været udfordret – kan være fysisk aktiv, når man lytter til sin krop, tager sine forholdsregler og passer på hinanden.
"For mig som hjertelæge er det en stor glæde at se personer, der på grund af problemer med hjertet er blevet tilbageholdende med at holde sig fysisk i gang, komme op på hesten igen. Og se, hvor meget glæde det giver at kunne fortsætte med et fysisk aktivt liv," siger Peter Steen Hansen.
Se mere om hjerterytmeproblemer på www.rytmedoktor.dk
📸 På fotoet ses en del af Rytmeholdet, Peter Steen Hansen nr. 2 fra venstre.