14/08/2026
TAK TOVE❤️❤️❤️❤️
GAVER, INTEGITET, STOLTHED, FRIHED, VÆRDIGHED, UAFHÆNGIGHED OG TROVÆRDIGHED
(forklaringen til overskriften findes i bunden af dette oplæg)
Kære vidunderlige Tove
❤️
Noah har allerede tidligere i dag lagt et billede op af os tre sammen med vor nye legetøj – det fantastiske kamera, som du har valgt at forære BorupVejle.
Så vi har sådan set allerede sagt tak.
Men jeg synes alligevel, det er på sin plads, at jeg selv kommer på banen. For selvom kameraet betyder utrolig meget for os rent praktisk – vi vælter som bekendt ikke ligefrem i penge, og det giver os nogle helt nye muligheder med de planer, vi har – så er det faktisk noget andet, der betyder endnu mere for mig.
Men først en lille sidebemærkning:
Den unge Noah blev nærmest erotisk opstemt, da han så kameraet. 😂 Det var stort set ikke til at få ud af hænderne på ham igen, og jeg regner med, at han ligger og sover med det i nat.
Men søde Tove…
Da du for nogle uger siden fortalte om dine tanker om at give os kameraet, satte du faktisk Noah og mig i et kæmpe dilemma.
Ikke mindst på grund af vores personlige relation, men også af principielle årsager. Jeg var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at tage imod så stor en gave.
Så jeg gjorde det, jeg åbenbart troede var klogt: Jeg ringede til min gode ven Morten Egeskov og spurgte ham til råds.
Og lad os bare sige det sådan:
Havde jeg vidst, hvad der ventede mig, havde jeg aldrig ringet. For hold nu kæft, hvor blev jeg sat på plads. 😅🙄
Mortens pointe var egentlig meget enkel:
Her kommer et menneske, som værdsætter dig, din klinik og det, I forsøger at skabe. Hun vil gerne hjælpe jer, fordi det betyder noget for hende. Prøv så at vende situationen om: Hvis det var dig, der kom med en gave til et projekt eller nogle mennesker, du holdt af – hvordan ville du selv have det, hvis de afviste den?
Og Morten sluttede nogenlunde sådan:
Det ville faktisk være både uforskammet og respektløst at sige nej tak.
Okay, Morten. Beskeden modtaget. 😂
Så Tove: Tusind, tusind tak. ❤️
Og jeg er samtidig lykkelig for, at din gave først kommer nu – efter at vi gennem årene har fået opbygget et helt særligt venskab, hvor jeg ved, at der er en dyb gensidig respekt og kærlighed mellem os.
Jeg tror, en del af den relation skyldes, at vores historier på mange måder ligner hinanden.
Vi tilhører begge den gruppe, som måtte kæmede som sindssyge i flere år, før vi fandt vejen til ædruelighed. Ikke den lige vej. Ikke den kønne historie. Men den lange, brutale vej med fald, nederlag og nye forsøg.
Og nu står vi her begge to.
Du fejrede for ganske nylig ét års ædruelighed. ❤️
Jeg skal ikke udlevere din historie her. Men jeg har kendt dig gennem nogle af de mørkeste perioder i dit liv. Jeg har set dig i en tilstand, hvor mennesker, der ikke selv har været tæt på alkoholisme, næppe ville forstå, hvordan man overhovedet kan rejse sig igen.
Men det gjorde du.
Og dét, Tove, er en langt større årsag til min respekt for dig end noget kamera nogensinde bliver.
Jeg er oprigtigt taknemmelig for at kunne kalde dig min ven.
Og Noah og jeg lover dig, at kameraet kommer på arbejde. Allerede torsdag skal vi optage på Sjælland, og fra næste uge kommer der nogle meget interessante ting.
Og selvfølgelig kommer der på et tidspunkt også et interview med dig.
For du og jeg har allerede talt om et spørgsmål, som jeg synes fortjener langt mere opmærksomhed:
Hvorfor ser vi så relativt få kvinder i behandling og i AA, når alkoholproblemer bestemt ikke kun rammer mænd?
Jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen findes i skammen og i vores forestillinger om, hvordan en kvinde og en mor bør være. Det kan gøre det ufatteligt svært at række hånden op og sige:
Jeg har et alkoholproblem. Jeg har brug for hjælp.
Her mener jeg oprigtigt, at du kan blive et forbillede for andre.
---
Og nu et lille sidespor – men et vigtigt et.
I forbindelse med vores interviews og opslag har der været enkelte kommentarer om, hvorvidt vi i virkeligheden bare markedsfører BorupVejle og Kongens Ø.
Så lad mig slå én ting fuldstændig fast:
Nej.
Prøv at se interviewene igennem.
Hverken Morten eller jeg sidder og reklamerer for BorupVejles dagbehandling eller Kongens Ø. Det har vi ikke gjort, og det kommer vi heller ikke til i denne serie.
Ikke fordi vi er helgener. Det er vi fandeme ikke.
Men fordi projektet handler om noget andet.
Det handler om at forsøge at tage et samfundsansvar og sætte nogle emner på dagsordenen, som alt for længe har været pakket væk.
Som Morten siger: Vi kan ikke ændre verden alene.
Men vi kan prøve.
BorupVejle er heller ikke nogen guldrandet forretning. Den hænger sammen – og det er faktisk det, den skal. Vi kommer heller aldrig – som i aldrig – til at gå ud og bede vores følgere eller netværk om penge.
Men jeg har én personlig drøm.
En dag håber jeg, at vi – gennem egne midler kombineret med eksempelvis fondsmidler – kan få en fuldstændig uafhængig aktør til at gennemføre en stor, seriøs og transparent undersøgelse af dansk misbrugsbehandling, dens resultater og dens økonomi.
Ikke en undersøgelse af "de andre".
Af os alle.
BorupVejle og min egen dagbehandling skal naturligvis med. Kongens Ø skal med. Tjele, Møllen, Sct. Ols, Alfa, private dagbehandlinger, offentlige misbrugscentre og alle andre relevante aktører skal med.
Ingen skal fritages.
Jeg kunne ganske enkelt godt tænke mig at få nogle ordentlige svar:
Hvor mange mennesker kommer hvert år i behandling?
Hvor mange kommer igen og igen inden for relativt korte perioder?
Hvor mange opnår en stabil og langvarig ædruelighed?
Hvor mange får nogle gode år, falder tilbage og forsvinder ud af systemet?
Hvor mange ender med alvorlig sygdom, førtidspension eller dør?
Og hvor mange kommer faktisk helt tilbage til et liv, hvor de igen fungerer, arbejder, betaler skat, har relationer og oplever sig selv som en del af samfundet?
Og så det andet helt afgørende spørgsmål:
Hvad har det kostet?
For gennem årtier er der brugt enorme beløb på misbrugsområdet – offentlige midler, forsikringspenge og private midler.
Så hvad har vi fået for pengene og hvor de henne?
Jeg har mine egne bekymringer omkring svarene. Men de er netop kun mine bekymringer og mine antagelser.
Det kan være, at en ordentlig undersøgelse en dag viser, at jeg tager fejl.
Så må jeg æde mine egne ord.
Det gør jeg gerne.
For pointen er ikke at få ret.
Pointen er at få viden.
Viden, vi kan bruge til at lære af de fejl, vi eventuelt har begået gennem de sidste 30-40 år, og til at finde ud af, hvad der faktisk virker. Og hvis resultaterne viser, at kursen bør ændres, så skal tallene være så solide, at også det politiske system bliver nødt til at forholde sig til dem.
Det projekt er gigantisk. Det vil koste penge og formentlig kræve flere års arbejde.
Derfor ryger det også indimellem tilbage i min egen "glemmeskuffe".
Men én ting kan jeg love:
Inden jeg bliver til aske, vil jeg gøre, hvad der står i min magt for, at den undersøgelse bliver til noget.
Og netop derfor betyder uafhængighed så meget for mig.
Jeg har selv været på knæ nogle gange i mit liv og har måttet modtage hjælp fra enkelte mennesker. Det er jeg taknemmelig for, og mine aftaler har jeg naturligvis overholdt.
Men jeg har også lært noget af det:
Jeg bryder mig ikke om at befinde mig i en position, hvor jeg føler, at jeg ikke længere kan være 100 procent mig selv over for et andet menneske.
For at sige det på helt almindeligt dansk:
**Det irriterer mig ad helvede til og jeg fortryder det bittert men havde på daværende ikke noget valg udover at synke til bunds. **
Og derfor er jeg fast besluttet på, at BorupVejle ApS aldrig – som i aldrig nogensinde – skal ende i en situation, hvor økonomiske relationer betyder, at andre får indflydelse på, hvad vi siger, hvad vi undersøger, eller hvordan vi agerer.
Så tilbage til det, det hele begyndte med:
Tove. ❤️
Du er et vidunderligt menneske.
Tak for kameraet.
Tak for tilliden.
Men først og fremmest:
Tak for venskabet. ❤️
Og Noah… aflever nu for helvede det kamera og gå i seng. 😂❤️
