20/07/2026
SLUTFLØJT 🏁
Efter en sindsoprivende finalekamp er VM nu slt for denne gang 🔥⚽️
Verdensmesterskabet i fodbold er ikke blot en sportsbegivenhed, som noteres i kalenderen. Det har evnen til at række langt ud over dette.
For mange har det været en tid præget af fællesskab. Både med de mennesker man ser kampene sammen med, men også et større fællesskab med "sit" hold og de fans verden over som man står sammen med. Pludselig talte man samme sprog på tværs af landegrænser, når man brød ud i fælles jubel eller fandt sammen i støtte efter et nederlag.
Andre har derimod slet ikke ænset at det var VM eller blot undladt at skænke det en tanke. Måske endda ventet tålmodigt på, at de endelig kunne slippe for at høre mere om det.
For nogle har det også været en decideret svær tid. Det kan være, at perioden har været præget af ensomhed, når man så kampene selv, mens "alle andre" fandt sammen med venner (du har ikke været alene om denne oplevelse).
Det kan være at man har oddset mere end, hvad man kunne håndtere og står i en reel personlig og økonomisk krise (problemer med ludomani kan forværres ved større sportsbegivenheder, men der er hjælp at hente og det er aldrig for sent).
Måske har den tiltænkte hyggelige stemning omkring kampene ikke fået lov at udfolde sig, fordi den blev overskygget af vredesproblemer og et alkoholmisbrug (der er hjælp at hente, også som pårørende).
Faktum er, at vi ikke kan vide, hvordan hver enkelt påvirkes. Vi kan være fælles om at dele en begivenhed, men hver person har sin egen oplevelse. Vi kan kun få indblik i den, hvis vi lukkes ind.
Derfor er det vigtigt at vi gør vores mentale trivsel på godt og ondt til et helt legitimt samtaleemne i hverdagen.
Dit mentale helbred skal ikke reduceres til en bænkevarmer. Bring det på banen 🏟