03/11/2026
Jeg jubler, når jeg skal barbere ben. Ja, du læste rigtigt. 😊
For mange kvinder er det en træls opgave, hvis de altså vælger at gøre det.
For mig er det blevet en lille glæde.
Et af de symptomer, jeg har oplevet på det, lægerne kalder Hashimoto, har været, at min hårvækst på mine ben og under armene har været ikke eksisterende.
Fedt nok ikke at skulle skrabe hele tiden - vil du måske tænke , men det gør jeg ikke, for når der nu atter er noget at barbere, er det for mig et lille tegn på, at min krop er ved at heale og genoprette sin naturlige balance.
Og det har fået mig til at tænke på alle vores bedømmelser.
Godt eller skidt.
Rigtigt eller forkert.
Dejligt eller irriterende.
Kommer de ikke alle sammen fra det, vi har med os?
Det, vi har oplevet. Det, vi har lært hjemmefra. Det, vi har mistet, savnet eller længtes efter.
Hårene på mine ben er bare hår. Men betydningen, jeg giver dem, kommer fra min historie.
En anden kvinde står med skraberen og tænker: »Åh nej, nu igen.« Jeg står med den og tænker: »Jubii, nu igen!«
Samme situation. To forskellige historier.
Hvor ofte glemmer vi mon det, når vi bedømmer hinanden? Når vi synes, at nogen reagerer forkert, træffer mærkelige valg eller glæder sig over noget, vi ikke selv kan se værdien i?
Vi kender vores egen grund til at se verden, som vi gør. Den andens grund kender vi måske slet ikke.
Måske skulle vi indimellem standse op og spørge:
Hvad har det menneske med sig, som jeg endnu ikke ved noget om?
Og hvad har jeg selv med mig, som får mig til at bedømme mig som de gør? 💜
/Skidt
