03/06/2026
Jeg har boet i min mands og mit hus i 21 år.
Det er faktisk det sted, jeg har boet længst tid i hele mit liv.
Alligevel gik det for nylig op for mig, at jeg stadig ikke helt følte, at det var mit hus.
Med hovedet ved jeg godt, at jeg ejer halvdelen.
Jeg ved godt, at det også er mit hjem.
Men indeni har jeg stadig haft en følelse af, at det var hans hus.
Det gjorde indtryk på mig.
For jeg er flyttet rigtig mange gange i mit liv. 15 gange eller mere.
Til min 40-års fødselsdag holdt en veninde tale, hvor hun havde sin adressebog med.
Under V lå der en masse løse sedler, fordi adressebogen ikke længere havde sider nok til alle mine adresser.
Da jeg begyndte at undersøge, hvorfor jeg efter 21 år stadig ikke helt kunne mærke huset som mit, kom jeg i kontakt med en lille Vibeke.
En lille pige, der aldrig helt vidste, hvordan hun skulle opføre sig for ikke at blive sendt væk.
Som barn fik jeg flere gange at vide, at hvis jeg ikke kunne opføre mig ordentligt, kunne jeg blive sendt på børnehjem.
Men hvad var “ordentligt”?
Hvornår havde jeg gjort noget forkert?
Hvad kunne udløse truslen?
Hvordan skulle jeg vide, hvornår jeg var sikker?
Når et barn ikke ved det, bliver det svært at slappe af.
Så lærer kroppen at være på vagt.
At aflæse.
At tilpasse sig.
At være klar.
Og når kroppen har lært, at man kan blive sendt væk, grounder man ikke nødvendigvis helt.
Det kan føles mere sikkert at være lidt klar til at flytte videre end at lande helt.
Under det hele lå en gammel overbevisning:
Jeg har ikke fortjent at bo i sådan et hus.
Min opførsel er ikke god nok til det.
Det var ikke logisk.
Men det var sandt for den lille pige indeni.
Og det er sådan gamle scripts kan leve videre.
Vi kan vide noget med hovedet, som kroppen endnu ikke helt tror på.
Måske kender du det også.
At noget i dit liv egentlig er dit — men du kan ikke helt tage det ind.
Et hjem.
Et forhold.
En succes.
En plads blandt andre mennesker.
Som om du først skal være god nok.
Rigtig nok.
Nem nok.
Taknemmelig nok.
Men måske skal vi ikke gøre os fortjent til vores plads.
Måske skal kroppen bare langsomt opdage, at vi godt må være her.
At vi godt må lande.
At vi godt må høre til.
At vi ikke skal sendes væk.
Føler du inderst inde, at du skal gøre dig fortjent til din plads?
Skriv JA eller NEJ i kommentaren 🤍
