Familiecentret Vibygård

30/06/2026

40 ÅR MED FAMILIEBEHANDLING, TERAPI OG TRAUMEFORSTÅELSE - HVORFOR PSYKOTRAUMATOLOGI ER AFGØRENDE I ARBEJDET MED UDSATTE FAMILIER

Af Lene Steensberg, forstander, og Trine Sissel Jensen, beh. ansv. klinisk psykolog, Familiecentret Vibygård.

Den 8. oktober 2026 kan Familiecentret Vibygård markere 40 års jubilæum. Siden grundlæggelsen i 1986 har centret arbejdet med udsatte familier ud fra en forståelse af, at menneskers aktuelle vanskeligheder ofte må ses i sammenhæng med tidligere livserfaringer, relationelle mønstre og belastninger, som kan sætte sig både psykisk, kropsligt og i samspillet mellem børn og forældre.

Gennem årene har arbejdet derfor rummet både familieterapi, individuel terapi, kropslige tilgange og psykoedukation. Med nutidens sprog kan man sige, at Familiecentret Vibygård i mange år har arbejdet psykotraumatologisk: med blik for, hvordan svigt, tab, vold, krænkelse, misbrug og andre belastende erfaringer kan påvirke menneskers nervesystem, følelsesregulering, selvforståelse og relationer.

Mange af de familier, som kommuner møder i dag, lever med langt mere end de problemstillinger, der umiddelbart fremgår af sagsakter, underretninger og handleplaner.

Bag konflikter, manglende struktur, følelsesmæssige sammenbrud eller utilstrækkelig omsorg ligger der ofte erfaringer med svigt, tab, vold, krænkelse, misbrug eller andre belastende, og potentielt traumatiserende, livsbegivenheder. Erfaringer, som ikke blot påvirker det enkelte menneske, men påvirker hele familiesystemet.

I arbejdet med udsatte familier og sårbare børn er der en naturlig ambition om at skabe hurtige og synlige resultater. Men hvis indsatsen alene fokuserer på symptomerne, risikerer vi at overse de mekanismer, der fastholder familien i de samme, oftest dysfunktionelle, mønstre.

Professor Ask Elklit, forsker ved Syddansk Universitet og professor i klinisk psykologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi, har gennem mange år, og senest i en podcast om psykotraumatologi, peget på, at traumer ikke blot er ”noget” (begivenheder), mennesker har oplevet. Når et menneske bærer på et eller flere ubearbejdede traumer, lever det videre i kroppen og i nervesystemet og påvirker fortsat den måde, mennesket forstår sig selv, regulerer følelser og indgår i relationer på. Når traumer ikke bearbejdes, kommer det ofte til udtryk gennem angst, vrede, tilbagetrækning eller konflikter.

Det er netop her, familiebehandling og traumeforståelse går så godt hånd i hånd.

På Familiecentret Vibygård oplever vi ofte, at familiens vanskeligheder giver dyb mening, når de ses i lyset af de erfaringer og relationelle mønstre, som familien bærer med sig. Når forældre får mulighed for at forstå egne reaktioner og bearbejde tidligere belastninger/traumer, skabes der ofte nye muligheder for kontakt med deres børn.

Når f.eks. en forælder til en 5 måneder gammel pige opdager og mærker helt inde i hjertet, at hendes barn bliver overvældet og kropsligt reagerer med små tegn på tilbagetrækning af hendes (morens) indre tilstande og følelser, som er uregulerede og bliver udtrykt ureguleret, så opstår der større forståelse, opmærksomhed på barnets responser, nærhed og nænsomhed. Når forælderen kontinuerligt bliver støttet i at sanse og se responserne, som kan være både åbenlyse og subtile, så kan nye samspil opstå.

Samtidig får barnet mulighed for at opleve deres forældre på nye måder. Reaktioner, som tidligere, især af større børn, blev oplevet som afvisning, vrede eller uforudsigelighed, kan begynde at blive forstået i en større sammenhæng. Og forældrene kan begynde at handle anderledes, end de plejer at gøre overfor både sig selv og deres børn.

Iver Hecht beskriver i Vejen hjem, hvordan forandring ofte kræver, at mennesker tør vende sig mod det, der vækker ubehag eller gør ondt, frem for fortsat at forsøge at undgå det. Ikke for at dvæle ved fortiden, men for at skabe mulighed for nye relationelle erfaringer i nutiden.

Dette beskriver Ask Elklit også. Han fortæller i podcasten om, hvordan han hjælper traumatiserede mennesker hen til og igennem traumatiske hændelser i terapi. Respektfuldt, nænsomt og doseret. Han fortæller, at der er behandlere og psykologer, der ikke tør dette, formentligt fordi de er bange for at gen-aktivere traumereaktioner, hvilket er et problem, idet undgåelse er med til at vedligeholde traumatisering og genoplevelsessymptomer.

Det betyder også, at der ofte ikke blot er brug for støttende familiebehandling, men også for egentlig terapi. Familiebehandlingen kan støtte nye samspil, struktur og relationelle erfaringer i hverdagen, mens terapiens genstandsområde er de hændelser og erfaringer i fortiden, som er årsag til aktuel mistrivsel og de reaktioner, der viser sig i familien i dag. Uden mulighed for terapeutisk bearbejdning kan familiebehandlingen derfor komme til at arbejde omkring symptomerne uden i tilstrækkelig grad at hjælpe barnet eller den voksne ind til det, der fastholder reaktionerne.

For kommunale rådgivere rejser det et vigtigt spørgsmål:

Er vores indsatser alene rettet mod familiens aktuelle problemer, eller hjælper vi også familien med at forstå og bearbejde de erfaringer og biologiske beskyttelsesmekanismer, der skaber problemerne?

Når traumeforståelse integreres i familiebehandlingen, bliver målet ikke blot at skabe ro her og nu. Målet bliver at styrke familiens mulighed for varig forandring og bryde mønstre, som ellers risikerer at gå i arv til næste generation.

Når Familiecentret Vibygård i år fylder 40 år, er jubilæet derfor ikke kun en anledning til at se tilbage. Det er også en anledning til at fastholde det faglige blik, som har præget arbejdet siden 1986: at varig forandring ofte kræver en indsats, der både kan rumme familien som system, det enkelte menneskes historie, kroppens reaktioner og den nødvendige viden, der gør det muligt at forstå egne og andres reaktioner på nye måder.

Det er sjældent den hurtigste vej. Men det er en vej, der kan skabe varige forandringer.

Kilder:

Ask Elklit i podcasten ”Psykologens hjørne” på Spotify.

Iver Hecht, 2022. ”Vejen hjem"

18/06/2026

Uhhhh vi glæder os ♥️ til at se en masse gamle beboere, gamle kolleger og venner af Familiecentret Vibygård

04/05/2026

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7456054165107257345

I dag har vi en jubilar. Hurraaaaaa ! 👏 Vores sektrerær - verdens bedste sekretær - har 20 års jubilæum. Et kæmpe tillykke til dig kære Anette. Du bestrider en meget vigtig post på vores Familiecenter: Du holder styr på os alle sammen - på aftaler, feriedage, afspadsering, økonomi, nye ...

19/04/2026

Tvangsbortadoption: Et svigt, vi må turde se i øjnene!

Vi befinder os i en tid, hvor den politiske debat om udsatte børn ofte bevæger sig hurtigt – og nogle gange for hurtigt – mod konklusioner om tvangsbortadoption som den primære løsning. Som forstander og behandlingsansvarlig klinisk psykolog gennem 24 år har vi set mange skæbner, og vi føler os kaldet til at mane til eftertanke.

Når vi taler om at bryde den negative sociale arv, er det nærliggende at tro, at en løsrivelse fra det biologiske ophav er løsningen. Men vi må aldrig glemme, at barnet er født ind i en relation, og at dette bånd – uanset hvor skrøbeligt det er – udgør en fundamental del af barnets identitet.

Hvad er det, vi forsøger at løse?
Den psykologiske arv er en realitet. Forældre behandler ofte deres børn, som de selv blev behandlet. Når vi ser omsorgssvigt, ser vi ofte forældre, der er fanget i deres egne ubehandlede traumer, chok og skam.

Men hvis svaret altid er at fjerne barnet, ignorerer vi en afgørende mulighed: Muligheden for heling.

Erfaringerne på familiecentret med mere end 250 forløb har lært os, at forældre sjældent ønsker at svigte. De er ofte fastlåste. Ved at tilbyde intensiv terapeutisk behandling – hvor vi arbejder med krop, sansninger, følelser og “det indre barn" – kan vi i mange tilfælde hjælpe forældrene med at genvinde kontakten til sig selv. Og når forældre lærer at rumme sig selv, lærer de også at rumme deres børn.

Tvangsbortadoption bør være sidste udvej, ikke førstevalg.
At fjerne et barn permanent er et radikalt indgreb, der ikke kun skaber nye potentielle traumer for barnet, men også lukker døren for den forandring, der kunne have været mulig.

Vi har brug for et samfund, der tør investere i de svære forløb:
•Intensiv støtte frem for hurtige løsninger: Vi har brug for flere familiecentre, hvor hele familien er i centrum.
•Fokus på den psykologiske arv: Vi skal ikke bare se på adfærd, men på de underliggende mønstre, der går i arv.
•En "Menneskelov": Vi har brug for rammer, der prioriterer forebyggelse og reel terapeutisk indsats frem for systemisk tvang.

Lad os i stedet for at tale om, hvem der skal overtage ansvaret for barnet, tale om, hvordan vi kan støtte forældrene til at “tage” ansvaret. Det er ikke altid let, og det tager tid. Men for barnets skyld, for forældrenes skyld og for samfundets skyld, er det den eneste vej, der for alvor kan bryde den negative arv.

Hvad mener I? Er vi som samfund blevet for hurtige til at give op på familier, der ikke har fået en reel mulighed for at udvikle potentiale?

17/04/2026

FAMILIEANBRINGELSE SOM ALTERNATIV TIL TVANGSADOPTION ELLER ANBRINGELSE AF BARN ELLER UNG

Familiecentret Vibygård tilbyder intensiv terapeutisk behandling for familier. Vi er et mor-barn hjem, far-barn hjem eller et hjem for hele familier med dine, mine og vores børn. Kært barn har mange navne – vi kalder os et Familiecenter med både døgn- og dagbehandling.

Vi har 40 års erfaring med, at familieanbringelse er afgørende for børn i nogle af de mest udsatte familier i Danmark. På Familiecentret Vibygård laver vi intensiv terapeutisk behandling i døgn- og dagregi. Under en familieanbringelse behandler vi forældrene for egne traumer og tilknytningsforstyrrelser, som står i vejen for tryg tilknytning til deres egne børn. Gennem behandlingen bliver det muligt, at forældrene kan udvikle de nødvendige forældrekompetencer for at skabe tilknytning og yde kærlig omsorg til deres børn. Gennem familieanbringelse i et terapeutisk miljø er det muligt at behandle og skabe forandring for børnene selv i de mest udsatte familier.

På Familiecentret Vibygård følger beboerne et fast ugeprogram, som indeholder intensiv terapeutisk behandling for alle voksne. Børn deltager i dele af programmet.

UGEPROGRAMMET

MANDAG har vi gruppeterapi, hvor alle voksne beboere deltager. I gruppeterapien får alle mulighed for at dele tanker, følelser, sorger og bekymringer i gruppen. At dele sine inderste følelser med andre, og være vidne til at andre deler, er betydningsfuldt for beboerne. Mange oplever at genkende noget fra sig selv eller eget liv, når de er vidner til andres fortælling, og det i sig selv kan give en følelse af ikke at være alene. Tætte bånd dannes mellem beboerne ved at kende til hinandens problematikker, og det tager beboerne med sig videre ind i dagligdagens gøremål, kontakt og samtaler i fritiden. Mange voksne beboere på Vibygård har en historie med sig om fortielser, tabuer og undertrykkelse af følelser, så gruppeterapien bliver både en øvebane for at åbne op over for andre mennesker og anerkende andre menneskers betydning. Gruppeterapien bliver et rum at se sig selv i sammen med andre.

TIRSDAGENS programpunkt er krop, sind og bevægelse, og er en anden vej til at bearbejde de oplevelser, stemninger og traumer, som vores beboere har med sig. Ubearbejdede traumer lejres i kroppen, bindevævet og nervesystemet, og kan både give os fornemmelse af generelt ubehag eller direkte gøre os syge. Det er processer, som vi sjældent er vidende om. Det kropslige arbejde under tirsdagens program er veje til at regulere tilstande i nervesystemet, komme ud af frys-tilstande, øge flexibilitet og blive bevidst om beskyttelsesmønstre.

Metoderne under tirsdagens programpunkt er: TRE (Tension and Trauma Releasing Exercises), yoga, afspænding og mindfulness, og det kan også være en aktiv gåtur i naturen i fællesskab.

ONSDAGENS program står skiftevis på familieterapi og familiedag.

I familieterapien er kærligheden drivkraften – forældres kærlighed til deres børn og børns kærlighed til deres forældre. Måske de voksne i familien ikke længere elsker hinanden, men forældre og børn har helt naturligt kærlighed til hinanden, også selvom kærligheden har et forkert udtryk eller ikke kommer til udtryk, og om den kan mærkes eller ikke kan mærkes.

I familieterapien arbejder vi med at se og møde de dybe sår og svigt, som forældrene har påført og udsat deres børn for, og vi giver plads til de følelser, som er i rummet og relationen. Mange forældre føler stor skam over, hvad de har udsat deres børn for. Det er helende – både for børn og voksne - når forældre tager ansvar og står ved deres handlinger og svigt, og når forældrene kan rumme de følelser, som børnene er fyldt af – ofte stor vrede. På bagkant af og gennem bearbejdningen af svigt og følelsesmæssige sår skabes mulighed for mere tryg tilknytning mellem forældre og børn, hvor kærligheden kan finde vej og et sprog, så børnene kan mærke den.

Familiedag er hele familiens dag sammen med deres kontaktperson. Vi støtter forældrene i at have nærvær og kontakt med deres børn og få nogle gode oplevelser sammen. Indholdet på familiedagene kan svinge mellem alt fra at træne kontakt og stimulering fx mellem mor og spædbarn, spille spil, lave snobrød over bål eller tage på udflugt.

INDIVIDUELT TERAPI er torsdagens programpunkt efter morgenmøde. Hver voksne beboer har deres egen faste terapeut, som de har terapi hos hver uge. Her om torsdagen kan forælderen for alvor gå i dybden med egen opvækst og traumer, og hvordan tidlige tillærte og nødvendige mønstre står i vejen for at kærligheden kan flyde frit i relationen til egne børn. Følelser som vrede, magtesløshed, sorg og skam får lov at finde udtryk og bliver mødt, sådan at undertrykte følelser ikke fremadrettet kommer til at stå i vejen for at udvikle sundt lederskab i familien, hvor børn kan udvikle sig sundt, mærke kærligheden og føle sig betydningsfuld i forældrenes øjne.

FORÆLDRE- BARN AKTIVITET er altid på programmet torsdage eftermiddage. Personaler og forældre tager samlet på tur i nærområdet eller laver fælles aktiviteter her på Familiecentret. Målet er at vise forældre, hvordan man som familie og i et fællesskab kan gøre ting sammen og få gode oplevelser og minder. Personalet støtter familierne, sådan at problematikker og konflikter bearbejdes relevant her og nu, og børnene får gode oplevelser med deres forældre og i fællesskabet.

UNDERVISNING/PSYKOEDUKATION er fredagens programpunkt. Ugen rundes af med undervisning, hvor der er noget til hovedet. Hele ugen har beboerne været inde og mærke og føle, og undervisningen giver noget på en anden kanal. Det handler om at give beboerne viden om emner som psyken, følelser, relationer, tilknytning og børns sunde udvikling. Mange af vores beboere har haft psykisk og fysisk vold tæt på, så voldens psykologi er også et emne, som står på programmet. Ligeså er sund og alsidig kost til voksne og børn. Når ugens program rundes af med undervisning, så står beboerne klar til weekend efter en uge, hvor de har arbejdet både med følelser, relationer, kroppen og forståelse og sammenhæng.

DET TERAPEUTISKE SAMFUND er rammen rundt om vores ugeprogram. Det betyder i praksis, at vores tilgang, metode og terapeutiske praksis står på fire søjler. Demokratisering er en af søjlerne, og handler i bund og grund om, at vi alle har ret og mulighed for at ytre vores mening, kan forvente at blive lyttet til og har medindflydelse. Fællesskab er den anden søjle, som handler om, at vi gør ting i fællesskab og skaber fællesskaber. Vi gør rent sammen, voksne beboere og personale, vi spiser frokost sammen, fejrer mærkedage og fødselsdage og har i løbet af året traditioner for aktiviteter og oplevelser, som vi gør sammen. Derudover får beboerne deres eget fællesskab, som også bliver en mulighed, fordi personalet – som udgangspunkt – går hjem om eftermiddagen. Det giver mulighed for, at beboerne skaber et fællesskab indbyrdes, fx hjælpes mange med at lave mad sammen, og bruger hinanden til støtte og fortrolighed. Her og nu er den tredje søjle, som handler om, at vi møder hinanden som mennesker i det nu, som er. Heri ligger en forestilling om ligeværdighed og anerkendelse af det enkelte menneske. Tilladende holdning er den fjerde søjle og handler om, at følelser er tilladte. Det er tilladt at være glad, og det er tilladt at være vred. Følelser er en væsentlig del af det at være menneske, og følelser er velkomne. Mange af vores beboere har blandt andet fået det svært med livet, fordi følelser er blevet undertrykt. Vi hjælper med, hvordan følelser kan få udtryk på en reguleret og hensigtsmæssig måde.

MORGENMØDER starter dagens behandlingsprogram mandag, tirsdag og torsdag. Fredag konverteres morgenmødet til et weekendmøde.

Alle beboere på Familiecentret Vibygård deltager i morgenmøde og weekendmøde sammen med alle de medarbejdere, som kan være med.

På morgenmødet gennemgår vi kalenderen: er der nogen, som skal have besøg af ven eller familie? Måske sundhedsplejersken skal på besøg hos en af familierne med babyer? Måske der skal være statusmøde og en kommune derfor kommer til møde? Det er rart og trygt for alle, at alle ved, hvad dagen bringer og om der kommer besøg i huset, hvor familierne bor.

Det vigtigste punkt på morgenmøderne er at melde ind med, hvordan vi hver især har det. Mandag melder beboerne typisk ind med oplevelser eller følelser fra weekenden. En familie har måske været hjemme i egen bolig, og det kan have sat følelser og tanker i gang. Vi tror på, at det er vigtigt at fortælle om, hvad vi sidder med her og nu. I hvert fald hvilke følelser vi sidder med her og nu. Vi mennesker sanser hinanden, og hvis én sidder og er skamfuld og ked af det, så kan vi andre fornemme, at der er ”noget”. Når en beboer siger: jeg har det ikke så godt i dag, fordi det var en svær aften i går, hvor vi havde besøg af mit barns far, så ved andre i rummet, hvad der er på spil, at vi kan lægge antennerne ned igen, og at det-ikke-har-noget-med-mig-at-gøre. Det skaber mest mulig tryghed og menneskeligt nærvær for alle.

Der kan også opstå uenigheder i beboerhuset, hvor vi hjælper beboerne til at give udtryk for, hvad de mener – også når de er utilfredse – og henvende sig direkte til den, som det handler om, og hvor vi hjælper med at blive på egen banehalvdel. Det handler om at være i verden som sig selv, give udtryk for egne meninger og holdninger og respektere andre mennesker ligeværdigt. Også selvom vi er uenige eller gør tingene på forskellig måde.

Morgenmødet bliver til et sted, hvor vi øver os i at tage svære ting op, tale fra os selv, øver os i at lytte, selvom vi har det på en anden måde og vi prøver at være os selv sammen med og i respekt for andre mennesker. Formålet er at øve sig i og lære at bringe sig selv til stede.

HVORFOR FAMILIEANBRINGELSE?

I 40 år har Familiecentret Vibygård tilbudt intensiv terapeutisk behandling til kommuner for nogle af de familier, som er mest udsatte, og hvor børnene er i massiv mistrivsel. Vi arbejder med at skabe grobund for de nødvendige forældrekompetencer, så børn kan få den omsorg, kærlighed og tryghed, som de har ret til – i deres egen familie.

Størsteparten af familieanbringelser på Familiecentret Vibygård ender med, at kommunerne vurderer, at forældrenes kompetencer har udviklet sig i en grad, så det bedste er, at familien forbliver sammen.

Vi tror på, at det er den bedste løsning – menneskeligt og økonomisk.

02/03/2026

Vi arbejder tæt sammen med tolke, fordi vi også behandler familier, hvor forældrene ikke er dansktalende. Samarbejdet med tolke er både betydningsfuldt og svært, fordi vi arbejder i de terapeutiske lag. Nogle gange bliver samarbejdet også betydningsfuldt for den enkelte tolk. Vi fik en hilsen fra Joyce, portugisisk tolk, som varmer os helt ind i knoglerne. (Hilsnen er her med tilladelse)

Kære alle på Vibygård Familiecenter

Jeg nåede ikke, at sige farvel til alle, så jeg vil gerne sige en stor og hjertelig tak for den tid, jeg har haft hos jer siden september, og jeg vil bare sige, at det har været en meget givende periode, både fagligt og menneskeligt, at møde jer og få lov til at være en lille del af jeres hverdag.

Jeg har arbejdet som tolk siden 2018 i mange forskellige sammenhænge, men jeg må ærligt sige, at jeres arbejdsmiljø har gjort et særligt indtryk på mig. Den respekt, omsorg og ro, der præger huset, samt måden I møder mennesker på, er virkelig inspirerende. Jeres syn på mennesket og den eksistentielle tilgang i terapien har fascineret mig, og selvom jeg “kun” var der for at tolke, endte jeg selv med at lære en hel del, og selvom jeg starter i praktik på mandag på neurologisk afdeling, kommer jeg til at savne lidt at være en del af Vibygård og den stemning, I skaber helt naturligt.

Tusind tak for den måde, I har taget imod mig på. Det har været en ære at arbejde sammen med jer.

De bedste hilsner
Joyce de Valoes
Portugisisktalende tolk

27/01/2026

FAMILIECENTRET VIBYGÅRD PÅ EFTERUDDANNELSE I FAMILIETERAPI

I sidste uge var hele personalegruppen, som arbejder direkte med familier, på uddannelsesdage i vores sommerhus på Møn. Det blev to udbytterige dage, hvor vi sammen fordybede os i oplevelsesorienteret familieterapi.

HVORFOR EFTERUDDANNER VI OS I OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI I SAMARBEJDE MED DANSK FAMILIE TERAPEUTISK INSTITUT?

I 2025 indgik vi et samarbejde med Dorthe Jensen fra Dansk Familie Terapeutisk Institut om en skræddersyet efteruddannelse i oplevelsesorienteret familieterapi. På Familiecentret Vibygård har vi allerede stor viden og erfaring med at lave familieterapi, og samtidig skal vi også løbende dykke ned i såvel teori som praksis for fortsat at holde os skarpe og velreflekterede. Vi ønsker også at have et fælles afsæt for vores behandling, og det kræver løbende fælles uddannelse.

Børnene er altid dem, det går ud over, når forældre ikke er gode nok i deres forældreskab og ikke er i stand til at skabe tryghed, omsorg og lade kærligheden flyde i familien.

De voksne i familierne, som for en periode bor og behandles på Vibygård, har selv været børn i familier, hvor der var utryghed, kontrol, misbrug, vold, krig eller ukærlighed til stede. De voksne, som bor her hos os, har ikke selv mærket på egen krop eller lært, hvordan man som forælder skaber nærvær og kontakt med sit barn og sørger for passende stimuli, understøtter et barns følelsesmæssige, sproglige og kropslige udvikling på kærlig og relevant vis. Det skal forældrene lære, samtidig med at de bliver behandlet for de svigt og traumer, som de selv har med sig.

Den oplevelsesorienterede familieterapi tager udgangspunkt i de tilstande, som er her og nu, og den kontakt eller mangel på samme, som er til stede i dynamikken i familien. Vi mennesker er sociale væsener drevet af en længsel efter at høre til, samtidig med at vi længes efter at blive set i vores væren. Ruth Hansen, medstifter af DFTI, skriver:

”At være sig selv... at stå ved egne følelser af frygt, vrede eller smerte er vanskeligt, men ”At være sig selv....sammen” er naturligvis endnu vanskeligere. Kærligheden kan komme til udtryk på frisættende måder og på måder, som både kan binde os selv og den anden. Vi skal kunne mærke og få øje på vore egne åbne sår eller gamle ar, før vi kan begynde plejen i form af selv at tage ansvar for hvornår og hvordan vi åbner og lukker for kontakt. En sådan opmærksomhed og åbenhed giver mulighed for nye valg og ny kontakt.”

”Grundsyn på mennesker og terapi” af Ruth Hansen, Cand.psych., specialist i psykoterapi og supervision, MPF Direktør og partner, Dansk Familieterapeutisk Institut. Hele artiklen er tilgængelig på www.dfti.dk

Når vi undersøger de tilstande, som er her og nu i familien, så arbejder vi direkte med det, som er i familien. Vi undersøger og opdager sammen både familiens ressourcer og de forsvar eller forhindringer, som står i vejen for nærvær, kontakt og kærlighed.

Det er kendetegnet for familier, som kommer i behandling på Vibygård, at de voksne vurderes at have ressourcer til at udvikle sig, men at de voksne samtidig er vurderet til at have så aktuelt dårlige forældrekompetencer, at børnenes basale sikkerhed, trivsel og udvikling er i fare. Det er i krydsfeltet mellem det, som aktuelt er til stede (og ikke er godt nok) og de muligheder som samtidig er til stede, vi som terapeutisk behandlingssted arbejder i.

Og i dette krydsfelt hvor fortid, nutid og fremtidige muligheder krydser spor, og der skal skabes forandring i dynamikken i familien, der er den oplevelsesorienterede familieterapi relevant og betydningsfuld. I familieterapien ser vi mønstrene og dynamikken udspiller sig i måden, som familien er sammen på som familie. Det kan være et barn, som er meget ked af det, og en mor, som ikke kan tåle sorgen og smerten i sit barn og i sig selv, så hun får lyst til, at sorgen skal forsvinde, måske siger hun: ”du skal ikke græde. Tør nu dine øjne. Vil du have et glas saftevand”. I den oplevelsesorienterede familieterapi er vi undersøgende på, hvad der er svært, og hvordan det kommer til udtryk. Når forældrene opdager de mønstre og den dynamik i familien, som de som voksne har ansvaret for, så bliver det muligt at gøre noget andet fremadrettet. Og forandringerne kan vi arbejde med direkte og her og nu.

Det er en kompleks og svær opgave for os som professionelle at behandle forældrene for de svigt, de selv har med sig, samtidig med at vi hurtigt skal skabe et grundlag for forandring, hvor børnenes basale sikkerhed og tryghed sikres på den korte bane og tilknytning, forbundethed og sund udvikling bliver mulig på den længere bane.

Derfor bliver vi ved med at efteruddanne os som samlet personalegruppe – også i familieterapi – på Familiecentret Vibygård.

21/12/2025

HVORFOR DET ER SÅ VIGTIGT AT REPARERE RELATIONER MELLEM BØRN OG DERES FORÆLDRE!

Brud sker i alle relationer. En misforståelse. En skæv tone. Noget usagt, der bliver hængende i rummet. Det kan ske mellem kolleger, mellem leder og medarbejder, mellem professionel og borger, i vores nære relationer, - og især i relationer mellem børn og deres forældre.

Det afgørende er ikke, at det sker. Det afgørende er, hvordan vi møder det bagefter?

Alt for ofte lader vi skævheden ligge. Vi trækker os lidt, bliver mere forsigtige, eller holder os til det praktiske. Og i stedet for at forsvinde, sætter de små brud sig som usynlige lag i relationen – de tærer på tilliden, gør relationen skrøbelig og dræner energi.

Her bliver genafstemning afgørende vigtig.

Hvad er genafstemning? Genafstemning betyder ganske enkelt at finde hinanden igen, når kontakten er slået revner. Det handler ikke om at give skyld eller placere ansvar. Det handler ganske enkelt om at gensynkronisere relationen, så vi igen kan mødes ”dig og mig” – åbne, nysgerrige, samarbejdsvillige og som vi er skabt til: At være i relation og udveksle sansninger, følelser og ord – hvilket fra et biologisk perspektiv øger vores chancer for at overleve og kunne reproducere os.

Når vi tør møde relations brud og begynde genafstemning og reparation, skaber vi noget, der er er langt stærkere end ”konfliktløsning”. Vi bygger psykologisk tryghed. For relationer der bliver repareret, bliver stærkere. De får dybde og fleksibilitet. De kan holde til mere og bliver mere resiliente.

RELATIONER, REPARATIONER OG UDVIKLING

Reparation i relationerne mellem børn og forældre er særlig vigtig. Reparation som foregår i disse relationer, udgør en central proces for børnenes psykologiske udvikling. Hvor tidlige udviklingsmodeller ofte har fokuseret på kontinuerlig stabilitet og sensitivitet, peger nyere teorier på, at det afgørende ikke er fraværet af konflikter, misafstemninger, relationelle- og tillidsmæssige brud, men den voksne omsorgspersons kompetence til at genetablere kontakt efter disse brud. Når voksne formår at genetablere kontakten efter et brud, hjælper det barnet med at opbygge dyb tryghed, indre selvregulering og en stærkere oplevelse af sig selv som et sammenhængende menneske.

Fra et udviklingspsykologisk perspektiv beskriver bl.a. John Bowlby, Donald Winnicott og Daniel Stern, hvordan mennesker (som art) har en, sandsynligvis medfødt, disponering til at indgå i relationer. De beskriver, hvordan den tidlige interaktion og kommunikation mellem en forælder (eller omsorgsgiver) og et (spæd)barn bliver til dannelsen af indre arbejdsmodeller og objektrelationer i barnets intrapsykiske univers. Objektrelationer skal her forstås som indre repræsentationer og forventninger, der dannes i barnet, som bliver til mønstre og strukturer i dannelsen af barnets jeg/selv og personlighed (alt efter hvilken teoretisk referenceramme man er tilhænger af).

På samme måde som relationer mellem en forælder og et barn bliver til indre strukturer i barnet, har også reparationer af brud og misafstemninger en psykologisk funktion, der rækker ind i barnet og bidrager til dannelsen af blivende strukturer i barnet.

EKSISTENTIALISTISK PSYKOLOGI OG PSYKOTERAPI: REPARATION SOM GENETABLERING AF VÆREN-I-FORBINDELSE

Inden for eksistentialistisk psykologi forstås barnets udvikling som tæt forbundet med dets erfaring af verden som et sted, hvor relationer er meningsfulde og bærende. Når der opstår brud i relationen til en betydningsfuld voksen, kan barnet midlertidigt miste sin eksistentielle orientering: oplevelsen af at høre til, at være betydningsfuld og dets egne følelser og erfaringer har gyldighed. Disse brud udgør ikke blot relationelle udfordringer, men også eksistentielle forstyrrelser, der kan påvirke barnets grundlæggende oplevelse af sig selv i verden.

Når den voksne tager ansvar for bruddet og aktivt reparerer relationen, genetableres barnets eksistentielle forankring. Reparation formidler, at relationer kan rumme fejl og uenigheder uden at gå i opløsning, og at barnet kan træde frem med sine følelser uden at risikere tab af tilknytning. Dermed bliver reparation en konkret erfaring af, at forbindelsen kan genoprettes, også når den har været midlertidigt brudt.

Set fra et eksistentialistisk perspektiv opstår mening i relationer gennem dialog, gensidighed og anerkendelse. Når barnets følelsesmæssige reaktioner – herunder vrede, sorg og skuffelse – bliver mødt med forståelse, og når den voksne erkender egne fejl, styrkes barnets oplevelse af, at dets indre liv er legitimt og værd at tage alvorligt. Dette bidrager til barnets selvsammenhæng: følelsen af, at tanker, følelser og relationer hænger sammen, og at barnet er et meningsfuldt subjekt i sin egen udviklingsproces.

Reparationsprocesser har således betydning, der rækker ud over den konkrete situation. Gentagne erfaringer med reparation former gradvist barnets indre struktur og dets forventninger til relationer. Barnet lærer, at relationer kan være uperfekte og alligevel stabile, og at det selv kan være uperfekt uden at miste værdi eller tilknytning. Disse erfaringer danner grundlag for dyb tryghed, tillid og en mere fleksibel psykologisk struktur.

Reparation i relationen udgør derfor en central udviklingsmæssig mekanisme, der understøtter barnets følelsesmæssige, fysiologiske og eksistentielle sikkerhed. Ved at genetablere kontakt efter et brud tilbyder den voksne barnet en oplevelse af kontinuitet og stabilitet, som både reducerer risikoen for traumatisering og styrker barnets evne til selvregulering og relationel tillid. Det afgørende er ikke kompleksiteten af reparationen, men den voksnes autenticitet, ansvar og tilstedeværelse. I dette møde lærer barnet, at relationer kan rumme konflikt, at følelser kan deles, og at forbindelsen kan genoprettes – selv når den midlertidigt har været brudt.

TRAUMETEORI: REGULERING, SIKKERHED OG GENSKABELSE AF NEUROFYSIOLOGISK BALANCE

Traumeteori bidrager med central viden om, hvordan relationelle brud påvirker barnets nervesystem. Visse hændelser, også tilsyneladende mindre hændelser, kan potentielt aktivere barnets stressrespons og udløse kamp-, flugt-, freeze-, kollaps- eller dissociative tilstande og reaktioner, særligt hvis barnet ikke mødes kontaktfuldt og tilbydes co-regulation og støtte fra en reguleret voksen. I denne sammenhæng har reparation en væsentlig biologisk funktion.

Når den voksne reparerer relationen, stiller vedkommende sin egen regulering til rådighed som et stabiliserende anker. Gennem nærvær, empati og følelsesmæssig tilgængelighed hjælpes barnet til at op- eller nedregulere sin fysiologiske arousal og bevæge sig tilbage mod mere sikre, rolige og trygge tilstande. Reparation understøtter dermed genskabelsen af neurofysiologisk balance efter en stressaktivering.

Gennem gentagne erfaringer med reparation opbygger barnet en kropsligt forankret viden om, at følelsesmæssig uro kan reguleres og finde vej tilbage til tryghed i relationen. Dette udgør et centralt fundament for udviklingen af selvregulering. Reparation fungerer således som både en følelsesmæssig og neurobiologisk “genforbindelse”, der reducerer risikoen for traumatiserende lagring og i stedet fremmer fleksibilitet og resiliens i nervesystemet.

Hvis relationelle brud derimod ikke repareres, kan barnets nervesystem forblive i en tilstand af vedvarende alarmberedskab eller nedlukning, præget af hyperreaktivitet, emotionel overvældelse eller dissociation. Reparation fungerer her som en ekstern regulator, hvor den voksne gennem ro, stabilitet og affektiv afstemning hjælper barnet med at genfinde regulering. Over tid internaliserer barnet denne regulerende erfaring, hvilket styrker både dets evne til selvregulering og dets generelle modstandsdygtighed over for belastning. Nervesystemet bliver mere fleksibelt og neuroplastisk.

FORSKNING, DER UNDERSTØTTER REPARATIONS BETYDNING

Empirisk forskning bakker op om de teoretiske pointer. Edward Tronick, kendt for sit “still-face”-eksperiment, har vist, at spædbørn reagerer kraftigt, når omsorgspersoner afbryder følelsesmæssig kontakt, men at deres stressniveau falder igen, når kontakten genoprettes. Dette er en tidlig demonstration af, hvordan reparation (gennem genoprettet kontakt) er afgørende for følelsesmæssig sikkerhed hos barnet (scientificamerican.com).

Desuden pointerer teorier om “rupture and repair” (brud og reparation) fra tilknytnings- og traumeforskning, at gentagne reparationer fremmer barnets emotionelle sikkerhed: når forældre aktivt forsøger at reparere efter misafstemninger, bygger de emotionel sikkerhed, fordi de viser evnen til både at forstå barnets følelsesliv og til at tolerere deres egne ubehagelige følelser (Attachment Trauma Network).

HVORDAN REPARATION FØRER TIL SELVSAMMENHÆNG, SELVKONTINUITET OG RESILIENS

Når et barn oplever sådanne reparerende møder igen og igen, bygges en dyb indre struktur: barnet får konkrete beviser for, at dets følelser og reaktioner ikke er “forkerte” eller farlige, men værd at møde. Denne erfaring bliver en bølge, der styrker selvsammenhæng: følelsen af at være et helt og sammenhængende menneske, selv når der har været turbulens. Selvkontinuiteten styrkes, fordi barnet gentagne gange får bekræftet, at brud ikke ændrer, hvem det er; relationer kan genoprettes.

Resiliensen vokser, fordi barnet gennem reparation lærer at håndtere stress, konflikter og følelsesmæssig uro – ikke ved at undgå dem, men ved at genvinde ro og forbindelse. Det bliver ikke blot reaktivt, men får gradvist evnen til at regulere sig selv, hvilket er centralt for langsigtet psykologisk og mental sundhed.

TILGIVELSE MULIGGØRES

I reparationsprocesser er der, udover gensynkronisering af relationen, ofte en kropslig og sproglig udveksling – ofte en ”samtale i kontakt” – om den hændelse eller de hændelser, der udløste revnen i kontakten eller bruddet. Det er ofte meget betydningsfuldt at få foldet hændelsen ud og få ”sandheden” frem sammen med de forskellige oplevelser og følelser, som barnet og forælderen havde undervejs. Det er enormt regulerende og frisættende. Hvis forælderen tilmed kan påtage sig ansvaret for hændelsen, bruddet og de tilstande barnet blev efterladt med, så muliggøres tilgivelse, og barnet kan vende tilbage til trygge tilstande og tilknytningsadfærd. Tilliden mellem barn og forælder er genoprettet og styrket.