22/07/2026
Interessant læsning❤️
Måske du vil læse med❓
En meget fin deling fra Imran Rashid, om at være sanseligt tilstede i fællesskaber 🥰
Og hvilken længsel det kan være at skulle undvære det.
Når jeg arbejder med behandling og terapi er sanserne en af mine stærkeste værktøjer. De gør mig i stand til at opdage hvad der er på spil for den enkelte.
I mit eget indre arbejde er det ligeledes sanserne der er mit kompas.
Følg med på siden her, der kommer meget mere om sanserne i den kommende tid ❤️
DUFTEN AF MIN MOR…
Øverst i mit tøjskab ligger en lille hvid plastikpose, jeg har gemt på i over 21 år. Den indeholder noget tøj, som tilhørte min mor, der døde i 2005 efter et årelangt sygdomsforløb med sygdommen ALS.
Skæbnen ville, at hun blev syg, lige efter jeg begyndte på medicinstudiet og døde blot 14 dage efter, at jeg blev færdig. Et af de mest stolte øjeblikke i mit liv var, da jeg efter min afsluttende eksamen iført lægekittel trådte ind på hendes sygestue, og så hendes øjne lyse op for en af de sidste gange i hendes liv.
Det kerneminde satte sig i mig og blev nok en af de stærkeste drivkræfter i mit liv: Ikke at kunne redde det vigtigste menneske i mit liv, på trods af al den viden og alle de år, jeg brugte på studiet. Når jeg savner hende allermest, tager jeg indimellem posen ned, lukker øjnene og lader duften af hende gøre mig til en lille dreng igen.
Grunden til, at jeg deler dette er, at de største og vigtigste øjeblikke i vores liv er knyttet an til mennesker, der via vores sanser påvirkede vores følelser og flyttede ind i vores sind. En kraft, der kun skabes og udløses, når vi taler sammen, rører ved hinanden, ser på hinanden, dufter til hinanden eller lytter til hinanden.
Det er disse menneskekræfter, der er på spil i disse år, fordi alle vores sanser langsomt, men sikkert, er blevet koloniseret af markedskræfter, der erstatter alt det, der i stedet burde have formet os. Resultatet bliver mindre menneskelig påvirkning af mennesker: færre smil, mindre øjenkontakt, færre samtaler, svagere kerneminder og mindre flokfølelse.
Modgiften ligger lige foran os: Fællesskaberne. Venskaberne. Naboskaberne. Foreningerne. Familien. Parforholdene. Hvis bare vi altså lykkes med at værne om dem.