Monika Rubin

Hjem
Danmark
Charlottenlund
Monika Rubin

Rutevejledning Website Kontakt praksissen

Moderat socialminister og minister for nordisk samarbejde. Læge og forsker. Desuden mor til tre små krudtugler🌪

29/10/2026

Hvorfor nøjes med at være gode naboer, når vi kan være frontløbere og rollemodeller? 💥

Jeg har en drøm for Norden. Og nej, den er ikke beskeden. Men det er verdenssituationen bestemt heller ikke.

I en usikker tid skal der ikke være et A4-ark at sætte mellem samarbejdet i de nordiske lande.

Se med 👇📸

28/10/2026

I have a dream. A Nordic Dream 🇩🇰🇫🇴🇬🇱🇫🇮🇳🇴🇸🇪🇮🇸

Et Norden, hvor vi ikke mangler livsvigtig medicin. Hvor vi står sammen, når krisen rammer. Og hvor vores virksomheder skaber den vækst, der skal sikre fremtidens velfærd.

Det er dét, jeg kalder The Nordic Dream ❤️

De seneste dage har jeg både smilet og svedt i mødelokalerne i Helsinki for at gøre drømmen til virkelighed 👇

💊 Medicin på apotekets hylder. Vi arbejder for fælles nordiske indkøb af bl.a. antibiotika, så vi står stærkere ved mangel.

🤝 Beredskab. Både krudt og kugler, men også hjælp til de socialt udsatte, som bliver endnu mere sårbare under en krise.

🚀 Vækst og arbejdspladser. Med en ny nordisk vækstalliance vil vi styrke investeringer, virksomheder og fremtidens teknologier.

For der er brug for handling! Siden 2000 er produktiviteten i Norden vokset med 25 % mod 43 % i USA.

Vi kan og skal mere!

Som mor må jeg prioritere min tid hårdt. Og jeg er altså ikke taget til Helsinki for at spille fandango. Jeg er her for at være med til at sikre, at vores børn arver et endnu stærkere Norden.

Det er min Nordic Dream 💜

27/10/2026

Har du heller ikke hørt om The Nordic Dream?

Så er det måske, fordi vi har været bedre til at drømme den end til at føre den ud i livet.

Vi har jo ellers nærmest vundet i det geografiske lotteri. Fem lande. 28 millioner mennesker. Stærke velfærdssamfund. Virksomheder i verdensklasse. Og en tillid til hinanden, som store dele af verden kun kan drømme om.

Men hvad gør vi egentlig med alt det?

Bruger vi vores fælles styrke godt nok? Eller er vi blevet så vant til at have det godt, at vi helt har glemt, hvor meget mere vi kunne udrette?

For helt ærligt. Hvorfor skal en dansk virksomhed rende panden mod muren i jagten på kapital, når der ligger et helt nordisk marked lige på den anden side af grænsen? Hvorfor skal vi hver især kæmpe for at sikre livsvigtig medicin, hvis vi kan stå stærkere ved at købe ind sammen? Og hvorfor i alverden skal fem lande opfinde den samme dybe tallerken, når det handler om at beskytte de mennesker, der har allermest brug for os, når en krise rammer?

Vi har jo allerede hinanden. Så hvad pokker venter vi på?

For mig er The Nordic Dream ikke en romantisk forestilling om fem lande, der holder hinanden i hånden og synger fællessang.

Det er en alliance af lande, der tør bruge deres samlede styrke. Som ikke lader en landegrænse sætte loft over ambitionerne. Og som ikke er bange for at udfordre hinanden. Mulighedernes region.

Og nej, vi er heldigvis ikke bare ved snakken.

Vi arbejder med fælles indkøb af antibiotika. Vi har lanceret en nordisk vækstalliance. Og vi er i gang med at undersøge, hvordan vi bedre beskytter ældre, mennesker med handicap og socialt udsatte, når kriser rammer.

Tre vidt forskellige eksempler. Men samme grundidé: Vi tabte allerede kapløbet i går, hvis det vi kan hver for sig, ikke er noget vi udnytter i morgen.

Og jeg må bare sige:

Jeg er ikke blevet minister for nordisk samarbejde for kun at administrere gode naboskaber og klappe mig selv på skulderen efter endnu et vellykket møde.

Jeg vil have, at vi bruger samarbejdet. Udfordrer hinanden. Stiller større krav. Og får noget fra hånden. For vi har allerede alle forudsætningerne. Så hvis vi ikke tør tænke større og sætte krav til ambitionerne, hvem i alverden skal så?

Og jeg har en klar ambition: The Nordic Dream skal være noget, man drømmer om at være en del af. Ikke en ambition på papir, vi kan vifte med, når andre regioner banker på døren og vinder terræn, markeder og virksomheder.

Hilsner fra Helsingfors, hvor vi skubber på for lige netop det! 🙌

27/10/2026

Både derhjemme og politisk vil jeg sige: It takes a village!

I går kyssede jeg manden min og ungerne farvel og satte kursen mod Finland 🇫🇮

Og selvom de kys varer lidt længere for tiden fordi den dumme kræft har inviteret sig selv indenfor igen, er jeg taget af sted med ro i maven. For heldigvis er der en plan for at vise den udgangen. Igen! Og heldigvis har vi en hel lille landsby af mennesker i ryggen. It takes a village, som man siger.

Og fra min lille village til en større. Nemlig den nordiske, som jeg er her for.
Forskellige lande med forskellige temperamenter. Forskellige holdninger.
Men en fælles forståelse af, at vi står stærkere, når vi står sammen.

Vi behøver ikke at være enige om alt. Men vi skal kunne regne med hinanden, når verden viser tænder. For jeg har endnu ikke fundet et eksempel på en kamp vundet af en enmandshær.

Det er så vigtigt at huske på i dag. For et godt fællesskab skal kunne holde til mere end medvind. Alle steder.

Og jeg glæder mig allerede til at komme hjem og overfalde mine yndlingsmennesker med kram. Vasketøjsbunken må med sikkerhed nøjes med et mindre begejstret gensyn. Åh, livets mange facetter 😘

26/10/2026

Jeg HADER at smøre madpakker. Altså sådan helt ind i knoglerne 🙈

Der er simpelthen ikke noget, der kan suge livsglæden ud af mig som synet af en rugbrødsmad klokken 6 om morgenen, der skal gøres spændende for tredje dag i træk.

Og det er altså et luksusproblem, der vil noget.

For prøv lige at forestille jer at sidde i et klasselokale og være bange for at åbne sin madpakke. Fordi der ikke er nok i den. Fordi man ved, at makrel er det eneste mor eller far har overskud til. Eller måske fordi man allerede ved, at de andre har noget, man ikke selv har. Og det giver en følelsen af ikke at være en del af fællesskabet.

Og det kære venner, det er ikke et luksusproblem. Det kan sætte sig i et lille barn.

Jeg har selv børn i skolealderen. Og selvom jeg hellere end gerne vil slippe for madpakkecirkusset, så er det ikke derfor, jeg i sin tid sagde, at skolemad skulle ind på skolerne. For det er så enormt vigtigt, at vi mindsker uligheden og øger sundheden.

Vi forældre har forskellig tid, forskellige penge og forskelligt overskud. Men det behøver ikke være en pris børn betaler.

Og derfor var det en sand fornøjelse at tale til skolemads-topmøde hos “Skolemad til Alle”, hvor jeg vigtigst af alt fik talt med nogle af de børn, som allerede har fornøjelsen af skolemad. Og som man så ofte siger, så skal man høre sandheden fra børn - og hvis det holder, så er jeg glad for at høre fra børnene, at skolemaden mindsker forbruget af Monster-energidrikke og besøg hos bageren 😉

Forhåbentlig er det sådan hos alle de cirka 20.000 børn, der er en del af forsøgsordningen. Jeg håber i hvert fald, at resultaterne kommer til at vise, at trivslen stiger, mavserne er mætte og smilene er lidt større.

Kærligst, Monika

22/10/2026

Kære alle. Tusind tak. I har blæst os fuldstændig bagover ♥️

I forgårs fortalte jeg, at min mand Alexander for anden gang på kort tid er blevet ramt af kræft. Men også, at vi har brug for, at lyset får lov til at fylde mere end mørket. At vi husker at fortælle de gode historier. Dem, hvor kræften ikke får det sidste ord.

Vi har heldigvis allerede én af de solskinshistorier med os. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi får endnu en, når han bliver rask igen 🤞

Jeg har læst jeres historier. Jeres fortællinger om håb, helbredelse og livet på den anden side. Og alle de kærlige tanker, I har sendt vores vej. Hver og én.

Jeg ville ønske, jeg kunne svare jer alle sammen. For I skal vide, hvor meget det betyder. Hvor meget det giver at høre fra mennesker, der har stået i mørket og fundet vej ud igen.

Vi er simpelthen blevet væltet omkuld af al den kærlighed.

Tak. Fra os begge to 🕯️

20/10/2026

Så ramte lorte-kræften igen!

Min mand har fået kræft. Endnu en gang. Den her gang et nyt sted.

Jeg havde ellers virkelig håbet, at vi - efter kun tre måneder - var færdige med den. At kræften var borte med blæsten. Men den her lorte sygdom er åbenbart fuldstændig ligeglad med den slags planer.

Så på vores familieferie til Mallorca, hvor vi som familie egentlig bare skulle slikke sårene efter det sidste kræftforløb, blev solcreme og feriestemning pludselig afsluttet med en ny virkelighed.

Og jeg må bare sige: At se det menneske, man elsker, skulle igennem det hele én gang til, er ikke for børn. Man får virkelig en desperat lyst til at kunne gøre noget. Fikse det. Tage det fra ham. Bande det langt væk.

Men det kan jeg jo ikke. Og det er næsten det værste. Og i dag på Herlev hospitals farvede gange sagde Alex noget ret vigtigt: Han savner at høre historierne om dem, der faktisk klarer den.

For når man får beskeden “du har kræft”, kan det næsten føles, som om man samtidig får stukket en dødsdom i hånden. Hvor man automatisk bliver bange - og hvor håbet ikke starter størst.

Men han nægter, at det skal være styrende den her gang. Og ved I hvad? Det forstår jeg virkelig godt.

Så midt i Knæk Cancer-ugen griber jeg ud efter alle de gode historier, jeg kan komme i nærheden af. Dem, hvor behandlingen virker. Hvor livet får lov at fortsætte. Hvor der venter flere fødselsdage, flere sommerferier og flere helt almindelige tirsdage sammen.

For jeg vil så inderligt gerne have, at vores historie endnu en gang bliver en ‘vi klarede den’-historie til bunken af de - heldigvis - mange andre.

Og min mand skal nok klare den. Det tror jeg virkelig på! Det VIL jeg tro på.

Men puha. Gi’ jeres nærmeste et kys eller kram - og fortæl dem, at I elsker dem. Man fortryder hurtigt de dage, man glemte det, når blæsten rammer 🤍

17/10/2026

HVOR SKAL VI SOVE I NAT? 🎶

Det har vi sunget med på, siden Laban udgav sangen i 1982. Gerne i festlige lag og med lidt mere selvtillid i stemmen, end sangtalentet ofte berettiger til.

Men for nogle er det ikke en linje fra en popsang. Det er et spørgsmål, de skal finde svaret på. Hver eneste dag.

Hos en ven? På et herberg? På en sofa hos en søster? Og hvor mange gange kan man egentlig spørge, før man begynder at have rigtig ondt i maven?

I dag er det Hjemløsedagen. Den dag kender for få af os - forhåbentlig fordi, vi har et hjem og en seng.

Men hjemløshed er ikke kun en sovepose på et fortov. Det er også mennesker, der flytter fra sofa til sofa. Som ikke har en nøgle i lommen eller et sted, hvor de ved, at de må blive.

I sommer besøgte jeg et herberg i Valby, hvor en af beboerne viste mig rundt i nyttehaven. Og midt mellem bede og grøntsager slog det mig, at det ikke kun er planter, der har brug for et sted at slå rødder. Det har mennesker også.

Men den seneste hjemløsetælling viser, at vi stort set står samme sted som i 2024. Det er ikke noget, jeg bliver i godt humør af. Men jeg tror på hjemløsereformen. Og jeg er rigtig glad for, at vi vil permanentgøre og fordoble den midlertidige pulje til huslejetilskud. Men svesken på disken er også, at der mangler billige boliger, som mennesker med få penge har råd til. Særligt i de store byer. Det kræver en tværpolitisk indsats. Og kreativitet og vilje ude i kommunerne.

Og så tror jeg på, at værdighedsreformen kan være en del af svaret: Et system, der i højere grad tager udgangspunkt i mennesket og kan rumme forskellige liv. For man må fandeme ikke slå sig så meget på systemet, som man gør i dag, hvis man i forvejen har slået sig på livet.

Og derfor er Hjemløsedagen en vigtig påmindelse. For selv verdens bedste land har hjørner, hvor vi helst ikke kommer. Hvor virkeligheden ser helt anderledes ud end vores egen, og hvor det kan være fristende at køre videre i stedet for at dreje fra og se den i øjnene.

Men vi kan ikke kalde os verdens bedste land, hvis vi kun har øje for den del af Danmark, der ligner os selv.
Vi har alle et ansvar for at mindske afstanden mellem os. Og det begynder med noget så enkelt - og alligevel så svært - som at møde hinanden med lidt mere kærlighed og værdighed.

Kærligst, Monika

09/10/2026

Kære Jacob Nellesøe. Den her er til dig!

Jeg ville sådan ønske, du havde været her til at opleve det. I stedet håber jeg, at du sidder deroppe et sted. I en ordentlig kørestol, selvfølgelig. Og kigger ned på os med det blik, der siger, at vi altså stadig har en helvedes masse arbejde foran os.

Fra folketingets talerstol jeg lovede dig, at vi ville gøre mere! For dig og alle gadens folk.

I går fremsatte jeg så endelig lovforslaget om værdighedsreformen, og jeg har netop kæmpet 100 millioner kroner ekstra om året hjem på finansloven til at styrke den.

Jeg ville ønske at Nanna W. Gotfredsen og jeg kunne have sluttet dagen af med, at traske Vesterbro rundt for at finde dig og fortælle det ansigt til ansigt.

For bag alle de fine ord om værdighed er der mennesker som dig. Mennesker med navne, familier, drømme og en stemme, som sjældent bliver hørt.

Og selvom du ikke er her længere, er der andre, der stadig venter. Men nu sker det rent faktisk! Og jeg er ikke færdig, før vi har styrket reformen endnu mere. Det lover jeg!

Der er mange, jeg tænker på i dag. Men en særlig tanke går til dig, Jacob.

09/10/2026

KÆRE VENNER
Vi gjorde det!

I går fremsatte jeg lovforslaget om værdighedsreformen. Og i dag kan jeg stolt fortælle, at jeg har kæmpet 100 millioner kroner ekstra om året hjem til at styrke den!

Men at kæmpe for dem, vi alt for ofte har glemt, er ikke en enmandsforestilling. Så kære venner, jeg skylder nogle mennesker en ordentlig tak.

Tak til mine kolleger i regeringen, som har bakket op om hurtig handling på noget, der er så vigtigt. Og tak til gadens folk og gadens helte. Dem som alt for sjældent bliver hørt inde bag Christiansborgs tykke mure. For der kan være frygtelig langt fra en bænk på gaden til en stol ved forhandlingsbordet.

Og derfor skal Moderaternes helt egen gadejurist, Nanna W. Gotfredsen, måske have den allerstørste tak. Guderne skal vide, at du har råbt. Råbt så højt, at jeg som læge tit og ofte har tænkt, at det umuligt kan være helt sundt. Men som Nanna selv ville sige: “F**k nu det.”

For Nanna kender den virkelighed, der ikke pynter i bogen “Turen går til Danmark”. Og hun har nægtet at lade os andre slippe for at se den.

Jeg tør godt påstå, at vi lever i verdens bedste land. Men selv verdens bedste land har nogle hjørner, hvor lyset ikke når ordentligt ind. Mennesker, vi måske får lyst til at gå en bue udenom, når de ligger og sover på gaden eller er så påvirkede af stoffer, at vi ikke ved, hvor vi skal gøre af os selv.

Jeg forstår godt, at det er nemmere at lukke øjnene. Men vi må simpelthen være bedre end vores egen berøringsangst. Og jo længere i faldet et menneske er, jo mere skal vi bøje os for at gribe dem.

Men værdighed er ikke noget, man først skal gøre sig fortjent til. Retssikkerhed er ikke noget, man først skal gøre sig fortjent til. Og hjælp fra systemet er eddermame heller ikke noget, man skal gøre sig fortjent til.

Alligevel er livet for nogle mennesker blevet så kaotisk, at de ikke engang kan finde vej til den hjælp, vi har bygget et helt velfærdssamfund op omkring. Og så er det altså ikke mennesket på bænken, der skal tage sig sammen.

Så er det systemet.

Det er lige præcis, hvad vi gør med værdighedsreformen. Og vi understreger det ved at sætte endnu flere penge af til at styrke den. For verdens bedste land skal fandeme også være verdens bedste land for dem, der har det allersværest.

Kærligst
Jeres socialminister

Adresse

Charlottenlund

Website

http://www.monikarubin.dk/

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Monika Rubin offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.