28/06/2026
Sommerhilsen - Det har været et anderledes forår 🫶🌿🌞
Et forår, hvor min fars sygdom kom til at fylde meget, og hvor min søster og jeg sammen med vores familier har brugt mange timer på sygehuse, ventetid og bekymringer.
Jeg mærker, hvordan rollerne stille og roligt har ændret sig.
Nu er det os, der forsøger at berolige og skabe overblik, når mine forældre bliver urolige eller frustrerede. Jeg forsøger at rumme deres bekymringer, samtidig med at mine egne fylder. Fordi jeg er bange for en dag at skulle undvære dem.
Lige nu går det heldigvis stille, roligt og godt. Men jeg er klar over, hvor skrøbelig en balance det er, og hvor hurtigt alting kan ændre sig.
Jeg har lært at når jeg forsøger at hjælpe dem, så skal det ske i deres tempo, og at vi stadig kan have dejlige oplevelser sammen. Som fx da vi alle troppede op hos dem til hækkeklipning, og det endte med hygge, smørrebrød og en kold øl på terrassen 🌞
Og at kærlighed ikke kun handler om de store ord. Den er i de små handlinger. Som at køre en tur, vente en time, tage en samtale og holde i hånd.
Og midt i det svære har jeg mærket en stor taknemmelighed ❤
For min søster, som jeg deler både bekymringerne og omsorgen med.
Og for mine børn og svigerbørn. For grinene og den omsorg, vi giver hinanden.
Og for min partner, som altid er den jeg kan læne mig op ad, når tingene er svære, og som giver kram og kærlighed, og som skaber ro, når jeg ikke selv har det.
Nu er det blevet sommer, og jeg glæder mig lidt mere end normalt til de her helt almindelige dage.
Tid med familien, en kop kaffe i solen og en tur til stranden. Gåture og gerne masser af grin 😊☕️
Rigtig god sommer til dig og dine kære ❤