17/07/2026
- Der findes ikke ‘sund kulør’. Solbrun hud er ikke tegn på sundhed, men på at huden forsøger at beskytte sig mod DNA-skade.
Sådan fortæller cheflæge og klinisk lektor Sigurd Broesby-Olsen fra Hudafdeling I og Allergicentret på Odense Universitetshospital. For selvom sommer og sol er dejlig, så er solen den absolut største sommerfare for din hud.
Derfor er lægens råd til at passe på din hud under sommersolen klart:
- Det vigtigste er at undgå at blive solskoldet. Hver eneste solskoldning er en skade på huden og øger risikoen for hudkræft senere i livet. Derfor handler god solbeskyttelse ikke om at undgå solen helt, men om at omgås den fornuftigt.
Til det holder de klassiske solråd stadig:
• Søg skygge, når solen er stærkest – især kl. 12–15
• Brug tøj, hat og solbriller
• Brug solcreme med mindst SPF 30 på hud, der ikke er dækket
• Hold også øje med UV-indekset – er det 3 eller mere, skal du beskytte huden
Og så er det en rigtig god idé at smøre sig ind i solcreme to gange, fortæller Sigurd Broesby-Olsen:
- Nyere forskning viser, at de fleste af os bruger alt for lidt solcreme. Derfor anbefales mindst SPF 30, og et godt råd er at smøre sig ind to gange med cirka 15-20 minutters mellemrum, inden man går ud i solen. Det giver en væsentligt bedre beskyttelse end én hurtig indsmøring.
Små børn bør især beskyttes med tøj, hat, solcreme og skygge. Ældre har ofte også mere skrøbelig hud, der lettere tager skade.
Er uheldet ude, og huden er blevet solskoldet, er der følgende råd:
• Gå væk fra solen
• Køl huden ned med et køligt bad eller kolde omslag
• Brug fugtighedscreme og drik rigeligt med væske
• Har du smerter, kan du bruge almindelig smertestillende som paracetamol eller ibuprofen
• Hvis der opstår blærer, feber, sløjhed eller mistanke om hedeslag, skal du kontakte din læge.
Men Sigurd Broesby-Olsen understreger, at den absolut bedste behandling ligger i forebyggelsen:
- Den bedste behandling af solskoldning er at undgå den. Huden glemmer ikke solskader, og risikoen for hudkræft afhænger både af den samlede UV-belastning gennem livet og af antallet af solskoldninger – særligt dem man får som barn og ung.
Selvom der generelt er mindre travlt på afdelingen om sommeren, ser afdelingen også sæsonbestemte problemstillinger som fx patienter med insektstik og allergiske reaktioner efter især hvepsestik – og patienter, som skal have undersøgt modermærker.
- Når folk får shorts og badetøj på, opdager de pludselig modermærker, som måske har ændret sig. Det er faktisk en positiv udvikling, fordi forandringer bliver opdaget tidligere. Hvis et modermærke ændrer størrelse, form eller farve eller begynder at klø eller bløde, bør man få det vurderet hos sin egen læge, fortæller Sigurd Broesby-Olsen