10/08/2026
Fascia tykkkelse, aldring og fleksibilitet: Er der tidsmæssig sammenfald?
Bindevævets morfologi kan spille en vigtig rolle for bevægeapparatets mekanik. Nyere forskning har påvist en sammenhæng mellem øget tykkelse af fascierne og nedsat bevægelighed i leddene hos patienter med kroniske smerter. Formålet med den foreliggende undersøgelse var at undersøge sammenhængen mellem disse to faktorer hos raske personer og samtidig teste hypotesen om, at ældre personer har en større fascietykkelse.
Raske unge (n = 18, 22 ± 1 år) og ældre (n = 17, 69 ± 4 år) kvinder blev rekrutteret til et kvasi-eksperimentelt, tværsnitsbaseret studie. Alle deltagere fik foretaget standardiserede ultralydsbaserede målinger af tykkelsen af de dybe fascier i overkroppen og underekstremiteterne.
Bevægeligheden blev vurderet ved hjælp af en sit-and-reach-test (strækbarhed af hasemuskulaturen) og Schobers test (fleksion og ekstension af lænderygsøjlen). Systematiske forskelle mellem grupperne i fascietykkelse samt sammenhænge mellem de forskellige variable (dvs. fascietykkelse og bevægelighed) blev undersøgt ved hjælp af ikke-parametriske dataanalyser.
De unge voksne havde en større fascietykkelse på forsiden og bagsiden af underbenet, på forsiden af låret samt i bugvæggen (+12,3–25,8 %, P < 0,05). Omvendt havde de ældre deltagere en større fascietykkelse omkring lænderygsøjlen (+40,0–76,7 %, P < 0,05).
Der blev fundet sammenhænge mellem både kropsmasse og fascietykkelse (τ = 0,45–0,75, P < 0,05) samt mellem bevægelighed og fascietykkelse (τ = 0,38–0,42, P < 0,05).
Aldersrelaterede ændringer i fascietykkelsen kan være en medvirkende faktor til begrænsninger i leddenes bevægeudslag. Der er behov for yderligere undersøgelser, som kan afdække årsags- og virkningsforholdet mellem kropsmasseindeks (BMI), bevægelighed og fascietykkelse.
Indledning
Bevægeudslag (ROM, range of motion), dvs. den maksimale afstand, som et led kan bevæges over, udgør en væsentlig indikator for bevægeapparatets sundhed, og internationale retningslinjer anbefaler regelmæssig motion for at vedligeholde eller genoprette de fysiologiske forhold (Nelson et al. 2007; Paterson et al. 2007; Garber et al. 2011). På trods af den store udbredelse af træningsformer med dette formål er de faktorer, der bestemmer bevægeudslaget, og deres relative betydning, imidlertid ikke fuldt klarlagt. På den ene side synes den selvoplevede stræktolerance og de dermed forbundne fornemmelser, som genereres af centralnervesystemet, at udgøre en afgørende faktor (Weppler & Magnusson, 2010). På den anden side er det blevet hævdet, at bløddelenes fleksibilitet spiller en vigtig rolle (Nordez et al. 2017).
Set fra dette sidstnævnte, mekanistiske perspektiv kan ledfleksibilitet kun være afhængig af væv, som krydser et led. Skeletmuskler opfylder dette kriterium på grund af deres senetilhæftninger. Som en anden mulig faktor kan bindevævet, mere specifikt den dybe fascie, påvirke bevægeudslaget på to måder.
For det første er fascien tæt forbundet med den underliggende muskel langs hele dens perifere udstrækning (Yucesoy, 2010). Ændringer i fasciernes mekaniske egenskaber, eksempelvis ændret stivhed, kan derfor begrænse musklernes strækbarhed og dermed bevægeudslaget.
For det andet har det vist sig, at fascievæv morfologisk forbinder muskler, som er arrangeret i serie (dvs. på tværs af et led; Wilke et al. 2016). På grund af denne anatomiske opbygning kan en stiv fascie også direkte begrænse et leds bevægeudslag (Fig. 1).
Ud over andre faktorer (f.eks. hydreringstilstand og aktiviteten i de kontraktile celler; Wilke et al. 2018) afhænger et vævs trækstivhed af dets tværsnitsareal. En tykkere fascie kan derfor være forbundet med et begrænset bevægeudslag. En sådan sammenhæng er blevet fundet hos patienter med nakkelidelser (Stecco et al. 2014).
Formålet med det foreliggende studie var at undersøge den mulige sammenhæng mellem fascietykkelse og fleksibilitet hos raske personer. Da nedsat fleksibilitet (Bell & Hoshizaki, 1981; Grimston et al. 1993) og øget fasciel stivhed (Trindade et al. 2012) er blevet rapporteret hos ældre personer, blev den yderligere hypotese testet, at ældre voksne har en større fascietykkelse.
Materialer og metoder
Etiske standarder og studietype
Et tværgående studie med to grupper blev gennemført mellem januar 2016 og september 2016. Studiet blev godkendt af den lokale etiske komité og gennemført i overensstemmelse med Helsingfors-deklarationen. Alle deltagere afgav skriftligt informeret samtykke inden studiets begyndelse.
Deltagere
Både unge (n = 18) og ældre (n = 17) raske voksne blev rekrutteret (Tabel 1). Der blev kun inkluderet kvindelige deltagere, fordi køn, ud over alder, udgør en systematisk prædiktor for ledfleksibilitet. Eksklusionskriterier omfattede alvorlige ortopædiske, neurologiske, psykiatriske, hjerte-lunge- og endokrine sygdomme samt graviditet og ammeperiode.
Ultralydsmålinger
Ved hjælp af et højopløseligt apparat (X-Porte, SonoSite, Bothell, USA) med et frekvensområde på 6–15 MHz og en skærmopløsning på 1680 × 1050 pixels blev der taget ultralydsbilleder fra flere kropsområder (underben, lår, thorakolumbal rygsøjle og bugvæg).
Bindevævets tykkelse blev derefter bestemt ved hjælp af apparatets automatiserede software. For at eliminere indflydelsen fra eventuelle variationer i tykkelsen blev der målt på tre lige langt fra hinanden placerede punkter på hvert billede, og de resulterende værdier blev gennemsnitsberegnet til analysen. Scannerindstillingerne blev holdt konstante under hele studiet. Alle målinger blev foretaget, mens deltagerne lå i en standardiseret, afslappet maveliggende eller rygliggende position.
Tykkelsen af følgende vævsstrukturer blev bestemt:
forreste og bageste crurale fascie (underbensfascie)
forreste og bageste fascia lata
epimysiet omkring biceps femoris-musklen
rectusskeden
thorakolumbal fascie
epimysiet omkring erector spinae-musklerne
løst bindevæv (LCT, loose connective tissue) mellem den thorakolumbale fascie og epimysiet omkring erector spinae-musklerne (Fig. 2).
Alle målinger blev foretaget på begge sider af kroppen, og rækkefølgen af undersøgelserne blev randomiseret. Ved målingerne blev ultralydstransduceren stabiliseret let med hånden, idet man var meget omhyggelig med ikke på noget tidspunkt under undersøgelsen at komprimere vævene.
Den forreste fascia lata blev målt midt på den linje, der forbinder den øvre forreste hoftebensknude (spina iliaca anterior superior) med knæskallens øverste punkt. Den forreste crurale fascie blev undersøgt over tibialis anterior-musklen, 10 cm distalt for knæet og umiddelbart lateralt for skinnebenskammen.
Den bageste fascia lata blev målt over biceps femoris-musklen, midt på den linje, der forbinder siddeknuden med knæhasen, mens den bageste crurale fascie blev målt over toppen af den laterale gastrocnemiusmuskel.
Den thorakolumbale fascie blev undersøgt over massen af erector spinae-musklerne på niveau med L2, 2 cm lateralt for torntappen.
Endelig blev rectusskeden undersøgt 1 cm lateralt og 1 cm distalt for navlen.
Hvor det var muligt, blev der registreret separate målinger af den aponeurotiske fascie, den epimysiale fascie og det løse bindevæv (LCT) mellem de to fascielag.
Alle målinger blev udført af den samme undersøger, som havde stor erfaring med anvendelse af muskuloskeletal ultralyd, herunder vurdering af bindevæv.
Ultralydsvurderinger efter den beskrevne protokol med tre gennemsnitsberegnede målinger har vist sig at være en pålidelig metode til bestemmelse af fascietykkelse, både hvad angår overensstemmelsen mellem målinger udført af samme undersøger (intra-observatør; intraclass correlation coefficient, ICC: 0,67–0,77) og mellem forskellige undersøgere (inter-observatør; ICC: 0,82–0,92) (Skovdal Rathleff et al. 2011; Crofts et al. 2014). For fascievæv er der fundet målefejl på 3–5 % (Bisi-Balogun et al. 2016).
Måling af fleksibilitet
Umiddelbart efter ultralydsundersøgelsen blev fleksibiliteten målt.
Sit-and-reach-testen blev anvendt til at bestemme hasemusklernes strækbarhed. Deltagerne sad på gulvet med knæene fuldt strakte og blev instrueret i at række så langt frem som muligt, mens de skubbede skyderen på den anvendte sit-and-reach-boks fremad. Der blev udført tre gentagelser. Testen har vist tilstrækkelig reliabilitet og validitet (Ayala et al. 2012; Mayorga-Vega et al. 2014).
Fleksibiliteten i lænderygsøjlen blev målt ved hjælp af Schobers test. En undersøger markerede torntappen på L5 og et andet punkt 10 cm kranialt for dette. Afstanden mellem punkterne fungerede som reference for målingerne.
Deltagerne stod oprejst og udførte henholdsvis fuld fleksion af lænderygsøjlen og fuld ekstension af rygsøjlen. Ved det maksimale bevægeudslag i begge bevægelser blev afstanden mellem de to punkter målt igen. Det har vist sig, at testen har høj reproducerbarhed (Gill et al. 1988).
Databehandling og statistik
Alle analyser blev udført af en uafhængig undersøger. For hvert målt væv blev tykkelsesværdierne fra kroppens to sider gennemsnitsberegnet.
Da de resulterende data ikke var normalfordelte (Shapiro-Wilk-test), blev forskelle mellem de ældre og unge deltagere undersøgt med Mann-Whitney U-testen.
I tilfælde af statistisk signifikans blev effektstørrelser beregnet ved hjælp af formlen r = z/√n og fortolket som små (0,1–0,3), mellemstore (0,3–0,5) eller store (> 0,5) (Fritz et al. 2012).
For at identificere systematiske sammenhænge mellem de undersøgte variable blev Kendall's tau-b-korrelationer anvendt. Signifikansniveauet for alle analyser blev sat til α = 0,05. Den anvendte software var SPSS 22 (SPSS, Chicago, Illinois, USA).
Resultater
De to grupper adskilte sig signifikant med hensyn til kropsmasseindeks (BMI), som var højere i gruppen af ældre (P < 0,05, r = 0,55).
De yngre deltagere viste en tendens til større fleksibilitet ved lænderygsøjlefleksion og ved sit-and-reach-testen (P < 0,1).
Omvendt opnåede de ældre personer højere værdier vedrørende ekstension af lænderygsøjlen (P < 0,05, r = 0,7).
Der var ingen sammenhæng mellem BMI og fleksibilitet, hverken i hele studiepopulationen eller i de to undergrupper (P > 0,05).
Fascietykkelse
Den dybe fascie kunne let identificeres i alle de analyserede områder og fremstod som lineære, hyperekkoiske lag. I modsætning hertil var det kun muligt at vurdere musklernes epimysium, hvis en tilstrækkelig mængde fedt eller LCT adskilte det fra den dybe fascie. Dette var tilfældet i den bageste del af låret og i lænderygsøjlen. I alle andre områder var det umuligt at skelne fascien fra epimysiet.
I fire områder – forreste underben, bageste underben, forreste lår og bugvæg – var fascietykkelsen større hos de yngre deltagere (P < 0,05; Tabel 2).
I lænderyggen fandt man imidlertid det modsatte mønster: tykkelsen af alle de målte vævslag – lumbalfascien, det lumbale LCT og epimysiet omkring erector spinae-musklen – var større hos de ældre personer (P < 0,05).
Forskellene var særligt udtalte for lumbalfascien (~76 %) og det lumbale bindevæv (40 %). Effektstørrelserne for alle gruppeinteraktioner var mellemstore til store (Tabel 2).
Sammenhænge mellem variable
Hos de ældre deltagere var tykkelsen af bindevævet på bagsiden af låret (epimysium: τ = −0,41; LCT: τ = −0,37; P < 0,05) negativt korreleret med afstanden opnået ved sit-and-reach-testen.
I den yngre gruppe blev der fundet sammenhænge mellem fascietykkelse og fleksibilitet i overkroppen. Tykkelsen af bugvæggen var negativt korreleret med ekstension af rygsøjlen (τ = −0,42; P < 0,05; Fig. 3a), mens tykkelsen af lumbalfascien (τ = 0,38; P < 0,05; Fig. 3b) samt tykkelsen af det lumbale LCT (τ = 0,4; P > 0,05; Fig. 3b) var positivt forbundet med fleksion af rygsøjlen.
Med hensyn til BMI blev der fundet systematiske positive korrelationer med tykkelsen af lumbalfascien hos både ældre og yngre personer (τ = 0,45; P < 0,05) samt med tykkelsen af LCT på bagsiden af låret hos de yngre deltagere (τ = 0,75; P < 0,05).
Diskussion
Så vidt vi ved, er det foreliggende studie det første, der viser, at raske unge og ældre personer har betydelige forskelle i fascietykkelse. Den potentielle betydning af dette fund understreges på imponerende vis af, at størrelsen af de observerede forskelle mindst var dobbelt så stor som målefejlen på 3–5 % ved ultralydsbaserede tykkelsesmålinger.
På underekstremiteterne og den forreste del af overkroppen havde de yngre deltagere mere bindevæv omkring skeletmusklerne. En mulig forklaring er, at denne gruppe formodentlig havde større muskelmasse.
Interessant nok fandtes der imidlertid et modsatrettet mønster i lænderyggen: Bindevævet var betydeligt tykkere hos de ældre, hvilket kan være et resultat af øget kropsmasse. Denne teori understøttes af, at de ældre deltagere havde et højere BMI, samt af den generelle sammenhæng mellem BMI og bindevævets tykkelse i lænderegionen.
Et større tværsnitsareal af fascien i lænderegionen kan være med til at modvirke tyngdekraften, eftersom dens tyngdepunkt er placeret foran rygsøjlen, og en øget abdominal volumen skaber en længere vægtstangsarm.
Når de to fund – øget fascietykkelse i lænderygsøjlen hos ældre personer og øget fascietykkelse i benene hos yngre personer – kombineres, kan man argumentere for, at bindevævet dynamisk tilpasser sig de kræfter, det udsættes for: større muskelstyrke og større kropsvægt kræver et tykkere bindevæv, som kan modstå og overføre større kræfter.
Dette er i overensstemmelse med data, der antyder en mekanisk betydning af fascierne for bevægeapparatets dynamik (Schleip et al. 2005).
På trods af den tænkelige sammenhæng mellem fascietykkelse, muskelstyrke og kropsmasse synes andre faktorer, eksempelvis niveauet og typen af fysisk aktivitet eller tidligere lidelser i bevægeapparatet, også at spille en rolle.
Denne antagelse understøttes af to forhold.
For det første er det ifølge offentliggjorte data ikke sådan, at det typiske aldersrelaterede fald i skeletmuskelmasse er mere udtalt i overkroppen end i ekstremiteterne (Abe et al. 2014), og den større fascietykkelse i ryggen hos de ældre deltagere kan derfor ikke fuldt ud forklares med et langsommere tab af muskelmasse.
For det andet fandtes sammenhængen mellem BMI og fascietykkelse kun for lumbalfascien og den bageste lårfascie (sidstnævnte hos de yngre personer). Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem BMI og det lumbale fascie-LCT eller perimysiet omkring erector spinae-musklen, selv om tykkelsen af de to sidstnævnte strukturer var øget hos de ældre.
Det kan derfor konkluderes, at i hvert fald en del af fortykkelsen af vævene i lænderegionen hos ældre voksne ikke kan forudsiges ud fra kropsmassen.
Sammenhængen mellem fascietykkelse og ledfleksibilitet
Med hensyn til forholdet mellem fascietykkelse og ledfleksibilitet var resultaterne tvetydige, idet der blev fundet både positive og negative sammenhænge.
I gruppen af yngre deltagere blev der fundet en negativ korrelation mellem fascietykkelsen i bugvæggen og ekstension af rygsøjlen: Fleksibiliteten faldt hos deltagere med større mængder bindevæv. Da større vævstykkelse indebærer større stivhed, kan fleksibilitetsunderskuddet være forårsaget af en fortykket fascie.
Også hos de ældre deltagere var begrænsninger i fleksibiliteten forbundet med fascietykkelse. Et stort tværsnitsareal af:
epimysiet og
det løse bindevæv (LCT) inde i den dybe fascie omkring biceps femoris-musklen
var korreleret med dårligere præstation ved sit-and-reach-testen.
Igen kan den større stivhed i vævet have været årsag til det observerede fald i fleksibilitet.
LCT's rolle kan dog være mere omfattende end dette: Det løse bindevæv adskiller de forskellige fascielag og har vist sig at indeholde høje koncentrationer af hyaluronsyre, som grundlæggende fungerer som et smøremiddel (Stecco et al. 2011).
Ved manglende mekanisk belastning, eksempelvis hos mindre aktive personer som ældre, bliver stoffet imidlertid mere viskøst, og fascielagenes indbyrdes glidning begrænses (Cowman et al. 2015).
Det kan derfor hypotetisk antages, at den øgede LCT-tykkelse hos ældre personer på grund af høje koncentrationer af klæbrigt hyaluronan fører til nedsat fleksibilitet.
Sammenhængen mellem større fascietykkelse og nedsat fleksibilitet blev imidlertid ikke fundet i lænderegionen.
Tværtimod var stor tykkelse af lumbalfascien og det lumbale fascie-LCT hos de yngre deltagere korreleret med bedre resultater ved Schobers fleksionstest.
Muligvis kan den positive sammenhæng mellem tykkelsen af LCT i ryggen og fleksibilitet igen forklares med hyaluronsyre: På grund af stoffets thixotrope egenskaber reducerer mekanisk belastning – i modsætning til immobilitet – væskens viskositet (Pavan et al. 2014).
Som følge heraf kan en større LCT-tykkelse med store mængder flydende hyaluronan ved øget fysisk aktivitet, som ofte forekommer hos yngre personer, lette fascielagenes indbyrdes glidning og i sidste ende fremme fleksibiliteten.
Vores data antyder således, at øget tykkelse af LCT både kan begrænse (ved immobilitet, eksempelvis nedsat sit-and-reach-præstation på grund af klæbrigt hyaluronan) og forbedre (ved regelmæssig aktivitet, eksempelvis øget fleksion af lænderygsøjlen på grund af flydende hyaluronan) bevægeudslaget.
Kliniske implikationer
Vores studie har relevante kliniske implikationer. På baggrund af de indsamlede data kan det antages, at andre væv end de hyppigt undersøgte skeletmuskler også har væsentlig indflydelse på ledfleksibiliteten.
Læger og terapeuter kan derfor overveje at implementere screening af fascietykkelse i deres kliniske rutiner. Evaluering af fascietykkelse kan udføres hurtigt og enkelt, hvis undersøgeren har erfaring, og der er adgang til et højopløseligt ultralydsapparat.
Sammenfattende kan fascietykkelse blive en værdifuld resultatparameter ved forebyggelse og behandling af lidelser i bevægeapparatet, såsom nakke- eller rygsmerter, men dette område kræver yderligere forskning.
På trods af vores interessante resultater er der behov for yderligere forskning, som bedre kan klarlægge årsags- og virkningsforholdet mellem kropsmasse, bevægeudslag og bindevævets tykkelse.
I fremtidige studier bør BMI især kontrolleres ved hjælp af et matchet-par-design eller, endnu bedre, en trinvis regressionsmodel, hvor BMI indgår som kovariat.
Med hensyn til andre variable, der potentielt påvirker fascietykkelsen, vil det være hensigtsmæssigt at måle muskelvolumen og graden af fysisk aktivitet for at kunne vurdere deres betydning.
Endelig bør en potentiel begrænsning diskuteres. For at vurdere ledfleksibiliteten blev der anvendt kliniske tests såsom sit-and-reach-testen og Schobers test. Selvom disse repræsenterer realistiske metoder, som anvendes i den daglige kliniske praksis, kunne mere komplekse ultralydsbaserede eller optoelektroniske undersøgelser muligvis have givet lidt mere præcise resultater.
Eksempelvis er den anvendte sit-and-reach-test et mål for hasemusklernes strækbarhed. Den påvirkes imidlertid også i mindre grad af lænderygsøjlens strækbarhed (Mayorga-Vega et al. 2014).
Konklusion
Det foreliggende studie giver de første indikationer på, at fascietykkelsen varierer betydeligt mellem ældre og yngre personer og udviser regionale forskelle:
Yngre personer har tykkere bindevæv på underekstremiteterne.
Ældre personer har større fascietykkelse i lænderegionen.
Resultaterne antyder desuden en mulig påvirkning af ledfleksibiliteten fra fasciernes tværsnitsareal, hvilket kan forklares både ved vævets stivhed og dets væskeegenskaber.
Fremtidig forskning bør fortsat undersøge det komplekse samspil mellem fascietykkelse, alder og fleksibilitet, samtidig med at der kontrolleres for kropsmasse!.
The morphology of the connective tissue may play an important role in locomotor mechanics. Recent research has revealed an association between increased fascia thickness and reduced joint flexibility in patients with chronic pain. The present study ...