16/10/2026
Hvem er du? Hvad er du kommet af? Hvad har du (også) med fra tidligere tider?
Hvad vil du gerne bære med? Hvad vil du gerne slippe, som "lænker dig"?
Hvorfor er du draget mere mod nogle ting end andre? Hvorfor er der nogle lande, der tiltrækker dig mere end andre?
Jeg tror på, at vi er forbundet på mange flere planer end vi overhovedet aner. Både i vores nutid, men også i vores fortid - og på den vis også i fremtiden. Der sker hele tiden energetiske udvekslinger, at vi møder mennesker og steder, som på en eller anden måde fortæller noget om os.
Længe har jeg haft snuden i det, der kaldes galaktisk astrologi. For at forsøge at kortlægge, hvorfor jeg bl.a. er blevet astrolog, healer, qigong-instruktør - ja, hvorfor jeg lige er blevet sådan en, der taler med kroppen og formidler fra den. Hvorfor jeg hører, hvad der bliver sagt mellem linjerne.
Hvorfor har jeg altid sagt, at jeg ville til Spanien, hvis jeg skulle til "de varme lande" - bare fordi jeg kunne lide navnet Spanien.
Eller til Canada - bare fordi ordet lød fedt?
Hvorfor har jeg været post? Hvorfor har jeg taget en uddannelse indenfor event/serviceledelse?
Hvorfor har jeg lyttet til den musik, jeg har?
Hvorfor har jeg flyttet så meget og haft et utal af jobs?
Det er bare noget af det. De fleste svar har jeg fundet i mit horoskop.
Det er jo ikke kun en ting, vi er "gearet" til, der er flere. Men hvad vælger vi? Eller måske - hvad vælger os?
Jeg har nemlig pludselig set, at jeg er blevet ledt mere ad den vej, jeg går, end jeg reelt selv har valgt den. Meget mærkelig opdagelse, men set fra oven, så er det i vid udstrækning det, der er sket.
Det var nok, da mit tunnelsyn pludselig åbnede sig og jeg gav mig selv en uges ferie. :-D
Til morgen udførte jeg en ildceremoni i min slægt, mit ophav, mine rejser - på tværs af tider og kontinenter. For der kan ligge mange bindinger, der gør os mere eller mindre handlingslammede, og dem kan vi hjælpe os selv til at slippe gennem bl.a. indsigt, healing og ildceremoni. Ilden transformerer.
Ceremonien opstod som følge af indsigter i ugen og en meget klar drøm om forbundethed.
Jeg åbner nu op for tydning af dit stjerne-horoskop, hvor vi ser dybere ind.